Det er nu et år siden, at jeg kom hjem fra en udstationering med FN i Burkina Faso og det er tid til at gøre status. Forleden kom mindet om verdens ulighed atter i centrum via stykket Breaking the Silence, som blev opført på Aalborg Teaters satellitscene ‘Transformator’. Stykket var yders inspirerende og fik atter fastslået, at der er himmelvid forskel på at leve i Ouagadougou og i Aalborg.
Mareridtene om Afrikas fattigdom og elendighed har fortaget sig, og idealismen sniger sig langsomt ind igen i takt med, at overskuddet vokser. I Afrika bliver man som hvid automatisk en del af jetsettet, med mindre man arbejder hårdt på ikke at være det. Det betyder ofte, at en indre konflikt vokser og skaber problemer med ens selvforståelse. På den ene side er det dejligt (og tiltrængt undskylder man sig med) at ligge ved poolen på byens eksklusive hotel hver søndag og sippe friskpresset appelsinjuice, som ankommer i en lind strøm fra de ‘James’-klædte tjenere i sort og hvidt. På den anden side lurer tankerne om, at der brugte man igen på én søndag, hvad der svarer til en vagtmands gennemsnitlige månedsløn.
Jeg mindes netop med skam, da jeg bad en af mine vagtmand om at købe kattemad i det europæiske supermarked, for hvad der svarede til hans egen ugeløn. I dag - et år senere - har jeg overskud til at være politisk korrekt og mindes scenariet med uro og ubehag. I selve situationen var det blot den letteste løsning at købe importeret tørfoder til dyre penge og desuden var det normen blandt de andre hvide udstationerede. Et sted dybt nede og godt fortrængt viste jeg godt, at det var absurd, men der var så utrolig mange absurde situationer, at det ligesom blev uoverskueligt at ændre ved det, for grundlæggende handler det selvfølgelig om en ulighed, der er så stor, at den er svær at rumme og forstå. Der er utallige eksempler på lignende situationer, som da jeg inviterede min Canadiske kollega og hans lokale kæreste med på restaurant. Min kollega var en sand frivillig og tjente lidt under, hvad der svarer til en dansk SU. Min løn var lidt højere og jeg ville gerne betale regningen.
Vi var en større flok udstationerede samlet omkring bordet og med diverse vine og luksuriøse retter, så blev regningen også derefter. Min kollega og hans kæreste forblev underligt tavse under hele middagen. Næste dag berettede han, hvordan hans kæreste chokeret havde bemærket, at beløbet på regningen svarede til to års uddannelse på den sygeplejeskole, som hun gik på.
Ofte fik vi ikke respons af de lokale og deres tanker omkring vores forbrug. Vi kunne selvfølgelig gisne og spekulere, men svært var det at aflæse nogen protest i vores ansattes smil og tjenstvillighed.
I den forbindelse undrede det mig ofte, at jeg blev anset for en af de rige hvide. Der var da stor forskel på at være FN-frivillig med en løn på ca. 10.000 kr. om måneden og så på at være Verdensbankchef med en skattefri løn på ca. 100.000 kr. Alligevel kom jeg til kort hver gang, jeg forsøgte at forklare forskellen på de forskellige typer hvide udstationerede. Det var svært, når jeg nu selv kørte i firhjulstrækker, spillede tennis, lå ved poolen hver søndag og købte dyr kattemad. Mine forklaringer blev unægteligt overskyggede af mine handlinger. Faktum er desværre, at man bliver hærdet af at leve i den tredje verden og ekstrem fattigdom bliver en del af livet. Man lærer at vende ansigtet bort, når man holder for rødt og en flok gadebørn banker på ruden og laver tegn på sult.
Når man så har været hjemme en tid, så undres man over, hvordan køligheden og distancen blev en del af hverdagen i udstationeringen. Det kan selvfølgelig alt sammen opfattes som overlevelsesstrategier i en verden med stor og stigende ulighed. Der er blot himmelvid forskel på, om man befinder sig på den ene eller den anden side af fattigdomsgrænsen.
Idealisme er et fænomen, som trives bedst med et vist overskud og den kan være vanskelig at hente, når den barske realisme udspiller sig op i dit åbne ansigt hver dag.
Overskuddet til at være kulturel sensitiv, korrekt og forstående er der ikke nødvendigvis, når man selv bliver viklet ind i den daglige kamp - og når der pludselig er tusinder af fattige i ens nabolag, som alle er interesserede i netop dig, da du repræsenterer, hvad der kunne blive deres levebrød i morgen.
Kathrine Lassen er cand.scient. soc. i Udviklingsstudier og tidligere FN-udsendt i Burkina Faso