Politikerne straffer mere, hårdere, længere. Eksperterne siger drop det, for det virker ikke. Alligevel bliver de ved og ved, politikerne. Spørgsmålet er, om de handler imod bedrevidende. Eller om eksperter og politikere taler om to vidt forskellige ting, når det handler om straf. Straf har nemlig flere formål.
Et vigtigt formål med at frarøve folk deres frihed er, at de skal kunne vende tilbage til samfundet uden at gentage de kriminelle gerninger, understreger Socialdemokraternes retsordfører, Karen Hækkerup. Men hun erkender samtidig, at frihedsberøvelsen har et andet formål, som er ligeså vigtigt: Hævnen.
»Når man har overtrådt loven og såret andre mennesker, kræver samfundet en sanktion. Kollektivet overtager afklapsningen, så individet ikke tager straffen i egen hånd,« siger Karen Hækkerup, der er blevet skældt ud for at tage det politisk ukorrekte ord i sin mund, »men at hævn er et element, når samfundet straffer, står jeg naturligvis ved,« skriver ordføreren i en artikel på sin hjemmeside.
Hun forstår ikke, hvorfor man enten skal have ondt af ofret eller gerningsmanden - sandheden ligger midt imellem.
Straffene er blevet skærpet fra 1990’erne og frem til i dag. Få måneder efter VK-regeringen tiltrådte, blev udspillet Hårdere straffe - en konsekvent kriminalpolitik fremsat og vedtaget. Daværende konservative justitsminister Lene Espersen forklarede i DJØF-bladet behovet for disse stramninger trods eksperternes skepsis over for højere straffe:
»Kriminologerne som udgangspunkt spørger, om straf vil få forbryderen til at opføre sig værre eller bedre. Det spørgsmål er bare ikke det væsentligste for mig. Når en person har banket et andet menneske til lirekassemand, så er det først og fremmest ikke forbryderen, der optager min retfærdighedssans, så er det rent faktisk ofret. Derfor skal vi både kompensere ofret for den fysiske og psykiske smerte og udsende et klart signal om, at forbrydere vil blive straffet hårdt.«
Gadevold og bandekriminalitet hærgede gader og stræder allerede i 90’erne under Nyrup-regeringen. Med Frank Jensen som justitsminister begyndte politikerne at hæve straffene. Der blev vedtaget ‘voldspakker’, en ‘pusherlov’, og ungdomssanktionen blev indført. Det var slut med at vende den anden kind til. Sådan er det stadig i dag.
Dermed er der sket et alvorligt brud på 70’erne og 80’ernes tendens, hvor straffen på markante områder blev sænket. Et brud, adskillige eksperter, som forsker i straffens virkning, er utilfredse med. De påpeger igen og igen, at straf ikke medvirker til, at forbryderen kommer ud af sin kriminelle løbebane. Og det underbygges af tørre tal: 60 procent af alle løsladte begår ny kriminalitet og havner i fængslet igen. Straffens formål om at resocialisere de kriminelle, når de først har udstået deres straf, virker altså tilsyneladende ikke.
Det bør der findes en løsning på, mener Socialdemokraterne. I denne uge fremlagde partiet et nyt udspil til en fængselsreform, der skal nedbringe procenten af de løsladte, der begår nye forbrydelser, til 40 procent. Det skal bl.a. ske ved, at alle indsatte får udarbejdet en plan for en realistisk vej ud af kriminalitet. Samtidig skal kommunerne kunne straffes på pengepungen, hvis ikke de sørger for bolig, uddannelse eller job til den løsladte. Udover hævnen, der i forvejen ligger i straf, tænker Socialdemokraterne nu resocialiseringen meget mere ind i frihedsberøvelsen.
Men man kan stadig ikke se bort fra, at »en forbrydelse skaber behov for gengældelse«, fastslår jurist og historiker ved Københavns Universitet, Ditlev Tamm. Borgernes retsfølelse er så vigtig en faktor, at man ikke nødvendigvis skal følge eksperternes synspunkt om, at straf ikke virker resocialiserende. De har ikke et politisk ansvar for, at samfundet hænger sammen.
»Det er en typisk ekspertudtalelse, der har sin ensidighed. Man bør se det mere overordnet i en politisk sammenhæng,« mener Ditlev Tamm.
Den franske sociolog Émile Durkheim definerede begrebet straf, som han kaldte »en rituel bekræftelse af samfundets grundlæggende værdier, som er blevet krænket ved forbryderens handling«.
Den danske historiker er enig. Hensynet til samfundet går over det enkelte individ. Når man har begået en alvorlig forbrydelse, har man netop sat sig uden for samfundet, og så bør der, ifølge historikeren, være en konsekvens: Krav om genoprettelse.
»Der tages hensyn til fællesskabet. Forbryderen må underordne sig,« siger Ditlev Tamm.
Dansk Folkeparti bakker op om den betragtning. Partiet fremsatte i sidste uge et forslag, der sænker den kriminelle lavalder til 12 år. Regeringen har accepteret at forhandle om kravet i forbindelse med finanslovsforhandlingerne dette efterår. Formand for Folketingets Retsudvalg Peter Skaarup (DF) er fortaler for hårde straffe. Hensynet til ofret og dets familie er det afgørende argument for at straffe, mener Peter Skaarup. Han forstår godt, de eksperter, der siger, at det ikke hjælper at straffe, men de glemmer to ting: Så længe en person sidder i fængsel, kan han ikke begå nye forbrydelser, og det sætter en dæmper på vold og kriminalitet, at handling har konsekvens.
Disse argumenter hopper professor i retsvidenskab ved Københavns Universitet Eva Smith ikke på.
»For ofrets familie er hævnfølelsen ofte ikke det vigtigste. Det får ikke de deres kære tilbage af. De ønsker blot, at det ikke sker for andre,« siger hun og maner straks Skaarups andet argument i jorden:
»En person begår muligvis ikke kriminalitet, så længe han er indespærret, men hvad sker der, når han kommer ud? Det er et kortsigtet argument, der giver falsk tryghed, og som kun holder, hvis mennesker kan forbedres.«
Også Skaarups tredje argument fejes af banen:
»Vold er meget sjældent planlagt - det sker ofte på grund af ophidselse - og så tænker personen næppe på, hvor høj straffen er. Derfor virker straf heller ikke præventivt.«
Eva Smith konkluderer:
»Det gælder jo om, at mennesket ikke gentager den kriminelle handling, og der virker straf ikke.«
Peter Skaarup står alligevel fast. Det er »usagligt og et gammelkendt problem«, at eliten lukker øjnene og isolere alt andet væk, end den del af formålet, de selv har gravet sig ned i.
»Vi politikere er nødt til at have et helhedssyn og kigge ud over hele paletten af udfordringer,« siger Skaarup og kalder det snæversynet at glemme folks retsfølelse og behov for retfærdighed.
»Hele forudsætningen for retssamfundet er, at samfundet overtager den hævn, som nogen kunne ønske sig. På den måde undgår vi at få et anarkistisk samfund.«
Ungdomskommissionen, der har undersøgt, hvordan ungdomskriminaliteten nedbringes, fremlagde i sidste uge sine anbefalinger. Men den mente hverken, den kriminelle lavalder skulle sænkes, eller at straffene skulle være hårdere. Og det fryder Eva Smith, der selv har siddet i kommissionen. Hun henviser til begrebet restorative justice, på dansk ‘genoprettende ret’, der finder på mere meningsfyldte straffe både for offer og forbryder, f.eks. at disse mødes, så forbryder får lejlighed til at forklare sig, eller at der oprettes mentorordninger og kurser i vredeshåndtering.
»I stedet for at følge det instinktive og gå ind for, at en forbrydelse skal hævnes, bør man se på, hvordan man undgår at personen gentager sin forbrydelse,« pointerer Eva Smith.
Men højere straf har ikke kun det formål at tilfredsstille retsfølelsen, mener professor i retsøkonomi ved CBS, Henrik Lando.
»Forskning tyder på, at straf kan mindske kriminalitet,« siger han og henviser til to amerikanske økonomer, Daniel Kessler og Steven Levitt, der har undersøgt konsekvensen ved at hæve straffen. Det gjorde man i Californien i 1982 for grove forbrydelser med ekstra fem års straf, for hver gang den dømte tidligere havde været straffet. Det betød, at alvorlige forbrydelser faldt med ca. 10 procent fra 1981 til 1983, mens de mindre alvorlige forbrydelser, der ikke var omfattet af stramningen, lå nogenlunde konstant. Stramningen medførte ikke, at flere kom i fængsel, blot at de sad der længere tid.
»Der var altså tale om en kraftig afskrækkende virkning ved en forøgelse af straffens længde. De kriminelle må have bemærket ændringen og følt, at den gjorde en forskel,« konkluderer Henrik Lando.
De to amerikanske økonomer undersøgte ligeledes ungdomskriminaliteten. En del unge ændrer adfærd, når de passerer den alder, hvor de straffes som voksne. Hvis straffen er betydeligt større for de 17-årige end de 16-årige, er der relativt færre 17-årige, der begår kriminalitet, viser økonomernes undersøgelse fra 1998.
En anden undersøgelse af amerikaneren David Anderson viser, at en del kriminelle overvejer fordele og ulemper ved at begå deres forbrydelse. Når det gælder straffens længde, udtrykker 22 procent af 278 alvorligt kriminelle fanger, at de vidste nøjagtig, hvor stor straffen ville være, mens 13 procent vidste det nogenlunde.
»Og der er uden tvivl en del mennesker, der undlader at begå kriminalitet, netop fordi de tænker over risikoen,« siger Henrik Lando.
Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt- Nielsen, er alligevel kritisk over for de strengere straffe, når risikoen for at havne i endnu mere kriminalitet efter afsonet straffer så stor.
»Højrefløjen taler mod bedrevidende, når de taler om strengere straffe og kriminel lavalder. Nu har vi prøvet deres medicin siden 2001, og intet tyder på, at den virker. Det er dybt problematisk, at de ikke lytter til, hvad der bliver sagt fra eksperternes side,« mener Johanne Schmidt-Nielsen, der er enig med Eva Smith i, at der skal andre tiltag til for at hjælpe ofret, end at smide gerningsmanden bag tremmer.
»Det er fuldstændig tåbeligt at indføre minimumstraffe - det underminerer magtens tredeling,« siger hun om et af de initiativer, politikerne har taget for at mindske den stigende kriminalitet.
Professor i retssociologi ved Københavns Universitet Flemming Balvig kalder den evige diskussion om mild eller streng straf for indsnævret.
»Det er en spændetrøje. Faktum er, at det er umuligt at sige, om straf virker. Vi ved, at samfundstjeneste, konfliktråd og storråd giver mindre tilbagefald hos gerningsmand og større tilfredsstillelse hos offer. Det skaber større retfærdighed,« siger Balvig, der har skrevet bogen, Danskernes syn på straf. Han påpeger, at to tredjedele af danskerne går ind for at straffe hårdere, lige meget hvor høj straffen ellers er. Danskerne dømmer strengere end domstolene, men mildere end befolkningen i forskellige cases. Det vidner bare om, at hele debatten er præget af uvidenhed.
»Folk aner ikke, hvordan vi straffer,« siger han og opfordrer til, at debatten tilføres ny viden.
Alligevel synes Peter Skaarup, det er vigtigt, at politikerne følger med i borgernes opfattelse af retfærdighed - det er kun demokratisk. Han mener desuden ikke, at der eksisterer noget bedre alternativ til personfarlig kriminalitet.
Historiker Ditlev Tamm mener også, at den eneste løsning er at sætte folk bag tremmer, når de har begået en alvorlig forbrydelse. »Hvad skulle man ellers gøre?«
refleks@information.d