Bo Asmus Kjeldgaard er et fjols. Siger folk. Det siger de i SF, det siger de på Københavns Rådhus, og det siger de i pædagogkredse.
Den 52-årige vestjyske SF’er, der er Børne- og Ungdomsborgmester i København, er ikke til at stole på. Han tager ikke ansvar for noget, men æren for alt. Hans politiske udmeldinger er som vinden blæser, og han er ikke til at samarbejde med.
Der siges i det hele taget mange grimme ting om Bo Asmus Kjeldgaard, når han ikke selv er til stede.
»Han er en svært upopulær mand,« som politisk kommentator Jarl Cordua også påpeger det. Alligevel har han for nylig annonceret, at han går efter hovedstadens overborgmesterpost, hvis lejligheden byder sig, og SF bliver det største parti ved kommunalvalget. Dermed har den upopulære borgmester ikke blot lagt sig ud med Socialdemokraternes overborgmesterkandidat, Frank Jensen - men også med den hær af centralt placerede SF’ere og socialdemokrater, der ser det tætte S-SF-samarbejde som nøglen til at vinde regeringsmagten. Det træk har selvsagt ikke gjort Bo Asmus Kjeldgaard mere populær.
Bo Asmus Kjeldgaard har, trods kritik, siddet i Københavns Borgerrepræsentation de seneste 12 år.
Han er ifølge Cordua stadig relativt ukendt af vælgerne - eller kendt for uheldige sager.
Kjeldgaard tilskrives en del af skylden for skandalen om Ritts billige og braste boligløfter i Kløvermarken; er blevet hængt ud for at have fået renoveret sit og sin forvaltningschefs kontor for tre millioner kroner - og fik protesterende forældre, lærer og pædagoger på gaden, da han lancerede en spareplan på skole- og institutionsområdet for et par år siden.
I foråret forlød det, at han var »sat under administration« og her midt i august kom det frem, at Børne- og Ungdomsforvaltningen har brugt 144 millioner for meget alene i 2009. Endnu engang ikke noget, der ligefrem styrkede Kjeldgaards popularitetsprofil.
Som et medlem af Børne- og Ungdomsudvalget siger:
»Ingen aner, hvem han er uden for rådhuset. Hvis man så siger til folk, at det er borgmesteren, siger de: Nåh, ja. Det er ham med underskuddet.«
På SF’s sommergruppemøde ville Villy Søvndal ikke bakke klart op om Bo Asmus Kjeldgaards overborgmesterkandidatur og tidligere på året har christiansborgpolitikerne også forsøgt at tale Kjeldgaard fra projektet. Nu er der dog kommet en melding om, at Bo Asmus ville kunne blive en fin overborgmester - ligesom Frank Jensen. Villy vil bare »ikke blande sig i, hvordan man konstituerer sig lokalt i København«.
Det er ellers ingen hemmelighed, at partitoppen tidligere har blandet sig i SF’s københavnerpolitik. SF-toppen havde i hvert fald en finger med i spillet, da det blev forsøgt at skifte Bo Asmus Kjeldgaards placering som spidskandidat ud med folketingspolitikeren Anne Baastrup sidste år.
Både Villy og alle på nær én i SF’s gruppe i borgerrepræsentationen bakkede Baastrups kandidatur op. De var dermed parate til at give Bo Asmus Kjeldgaard sparket.
Alligevel lykkedes det ham at vinde en urafstemning blandt SF’s menige medlemmer i København, og generelt vurderer SF’ere, at han trods sin upopularitet formår at nå medlemmerne i hovedstadens lokalafdelinger, fordi han er meget konkret og har arbejdet med det kommunale så længe, modsat Baastrup, der blev sendt ind fra sidelinjen.
Men selvom han vinder ind hos medlemmer af SF København, gør han det ikke hos de københavnske vælgere. En meningsmåling fra Gallup viste for nylig, at et flertal af SF’s egne vælgere helst ser Frank Jensen på overborgmesterposten. Direkte adspurgt lægger flere SF-medlemmer heller ikke skjul på, at de ikke bryder sig om Bo Asmus Kjeldgaard, og Information har talt med aktive medlemmer af SF, der er på nippet til at ville stemme socialdemokratisk blot for at undgå en overborgmesterskandale.
Men det er ikke kun Kjeldgaards linje i SF, der afføder kritik. Hans politiske kolleger fra de andre partier i borgerrepræsentationen, lægger bestemt heller ikke fingrene i mellem, når de skal beskrive borgmesteren.
Information har kontaktet repræsentanter fra samtlige partier på Københavns Rådhus, og det står klart, at kritikken af borgmesteren er bred, massiv og stort set enslydende: Uansvarlig, utroværdig og ualmindeligt selvoptaget er ord, der går igen, når borgerrepræsentationsmedlemmerne i og uden for hans eget Børne- og Ungdomsudvalg bliver bedt om at konkretisere, hvorfor de ikke bryder sig om manden.
Folk afviser, at her er tale om en almindelig kritik af en politisk modstander, og at det skulle være et udtryk for, at valgkampen er skudt i gang. Det er ikke sædvanligt spin og smedekampagne, forsikrer de. Lige netop Bo Asmus Kjeldgaard ville de også kritisere, selvom der ikke var valg.
»Jeg ville faktisk virkelig ønske, at jeg kunne sige noget pænt om Bo Asmus Kjeldgaard. Men det kan jeg altså ikke,« siger et medlem af Københavns Borgerrepræsentation. »Jeg tror ikke, du kan få nogen til at kalde ham dygtig,« siger en anden.
Den største anke mod Bo Asmus Kjeldgaard er, at ingen ved, hvor de har ham, lyder kritikken. »På rådhuset har han ikke mange venner. Han er ikke sådan en, folk er bange for. Men de er lorne ved ham, fordi man ikke ved, hvor man har ham.« Og »generelt er alle partier trætte af ham, fordi der er så meget personlig mistillid til Bo.«
Flere kalder ham slet og ret »glat«, fordi »man aldrig får klare meldinger eller ved, hvor man har ham.« Man kan lave en aftale med ham, men før man ved af det, er han løbet fra den, og derfor skal man aldrig lade forslag stå eller falde med Bo Asmus Kjeldgaard, forklarer folk.
Og det er ikke kun et spørgsmål om, at han, som lokalpolitikerne siger, er dårlig til det politiske håndværk, der handler om at indgå alliancer. Det er også hans politiske person og facon, de ikke bryder sig om.
»Han tager æren for alt, men kunne aldrig drømme om at tage ansvar for noget, der ikke lige gavner ham.« Og »han kan slet ikke tage kritik. Så påstår han, at folk er efter ham, og nægter generelt at erkende fejl.«
»Når der er noget, han kan fejre på børne- og ungdomsområdet, så stiller han sig i spidsen. Hvis der er noget i vejen, så er det forvaltningens skyld.«
For »Bo er enormt ærekær. Han tænker ikke på borgerne, men kun på, hvad medierne mener. Han tænker ikke engang på, om det er en god sag for SF.«
»Han er god til at besøge en børnehave og rose dem. Man han gør det ikke af interesse, men kun for at komme i lokalavisen.«
Der er i det hele taget flere, der sår tvivl om hans oprigtige interesse for børn og unge og området i det hele taget. »Han sætter sig ikke ind i området, og hans hjerte banker ikke for det.« … »Jeg tror sådan set, han er ligeglad med, hvordan det går på skolerne, bare det går godt for ham selv.«
Ingen af de kritiske politikere langer ud efter SF som sådan. Faktisk er der flere, der roser SF’s andre medlemmer af borgerrepræsentationen.
Men kritikken er hård, og mange forklarer, hvordan han vitterligt irriterer dem inderligt.
Københavns Rådhus er ikke kendt for et særlig venligt arbejdsklima, hvilket Informations rundringning bekræfter. Kritikken af Bo Asmus Kjeldgaard kommer dog ikke kun fra politikerne, men også fra ansatte på hans område.
Næstformanden i Landsforeningen for Socialpædagoger, Jan Hoby, har mange af de samme kritikpunkter:
»Han er utroværdig, og det han siger, er ikke det, han gør. Han er mere interesseret i projektet Bo end i området, for han vil gerne være konge og se godt ud i medierne,« mener Jan Hoby, der forklarer, at fagforeningen ofte må søge at danne alliancer med andre partier, fordi Bo Asmus Kjeldgaard ikke er til at samarbejde med.
»Hvis man skal sige det diplomatisk, så har Bo Asmus Kjeldgaard skuffet grundlæggende som børne- og ungdomsborgmester.«
»Han har sagt, at han ville forsvare fritidshjemmene, men har ingen gennemslagskraft, interesserer sig dybest set ikke for det, og han har konkret understøttet en udvikling, der går i den forkerte retning. Bo har ikke leveret varen, og antallet af børn i daginstitutionerne er steget i de sidste fire år.«
Hoby betoner, at Kjeldgaard forsøger at please dem, men at han sjældent står fast og kæmper for det, han lover - og det som er SF-politik.
»Han er ikke i stand til at tage selvstændigt stilling til noget og følge en SF-dagsorden, og vi ser ham hverken som en gevinst for København som børne- og ungdomsborgmester eller som overborgmester.«
Alt i alt ville pædagogerne være bedre tjent uden Kjeldgaard, konkluderer Jan Hoby efter at have remset op, hvor mange gange, der har været specifikke forringelser og forviklinger:
»Vi har vejet ham, og vi har fundet ham for let. Vores medlemmer vil hellere se hans hæl end hans tå, for han varetager ikke vores interesser,« siger Hoby og understreger, at samarbejdet med Bo Asmus Kjeldgaard vitterligt er værre end med andre borgmestre og politikere uanset partifarve.
Bo Asmus Kjeldgaard er træt af at snakke om overborgmesterposten, mudderkastning og medieskabte skandaler, lader han forstå, da Information interviewer ham over en kop kaffe. Generelt er han irriteret over, at han flere gange er blevet hængt ud i medierne. Særligt historien om, at det går skidt med økonomistyringen i forvaltningen, er en myte, som han er træt af hele tiden at skulle bokse med, siger han.
»Jeg har set flere eksempler på historier, som har været uretfærdige i forhold til det rigtige billede. Der er nogen, der gerne vil udlægge det som om, at det roder i den her forvaltning. Og det passer simpelthen ikke. Det har vi eksterne konsulenters ord for. Derfor er det ærgerligt, at der er et politisk spil, hvor nogen har interesse i at holde liv i en myte for at få det til at klæbe på mig,« siger han og forsikrer, at »alle her på rådhuset ved, at denne her forvaltning er topprofessionel.«
Bo Asmus Kjeldgaard bryder sig naturligvis ikke om at høre, at hans kritikere igen har været på banen. Særligt forstår han ikke, hvorfor folk så ikke står frem og lægger navn til: »Det, synes jeg, er noget mærkeligt noget. Jeg synes, at folk må stå frem og sige det.«
- Så du har aldrig hørt den kritik præsenteret for dig?
»Jeg tror, at alle politikere her på rådhuset hører kritik, og jeg tror også, alle borgmestre oplever kritik ind i mellem.«
- Men du opfatter dig ikke selv som en særlig upopulær mand på rådhuset?
»Nej, det gør jeg godt nok ikke. Men jeg ved godt, at der altid er et par stykker, man altid kan få til at sige sådan noget.«
- Jeg har jo ellers talt med mange. Og også med folk i SF, som ikke ligefrem er fans. Hvis man ser tilbage på Baastrup-opgøret, var der jo også mange af dine egne, som bakkede hende op og ikke dig. Tyder det ikke på, at du er upopulær?
»Det er klart, at i en valgkamp vælger folk, om de støtter den ene eller den anden. Og der er altid nogen, som synes, at den ene er mere populær end den anden. Men i sidste ende bakkede et flertal mig op, og det ville de vel ikke gøre, hvis jeg var så upopulær.«
Den måde, folk kritiserer ham på, mener han »er en forkert måde at føre politik på.« »Jeg gør mig umage for aldrig selv at være sådan. Jeg synes, det at være reel, og at man holder sit ord og ikke kaster med mudder, er vigtige værdier.«
Overborgmesterposten er han som nævnt træt af at diskutere, og han fastholder, at »det må være op til vælgerne.«
»I øvrigt går vi ikke så højt op i det. Vi siger, at det handler om politik og ikke om personer. Man kan godt blive lidt træt af alt den snak hele tiden.«
- Nogle i dit eget parti siger, at du er en mand, der ikke har forstået, hvor vigtigt samarbejdet mellem S og SF er.
»Men det synes jeg er ekstremt vigtigt, og det er også vores udmelding. Vi har lige lavet en politisk aftale med Socialdemokraterne og Enhedslisten. Men vi har det ikke sådan, at vi på forhånd skal lave det hele til et personspørgsmål. Det handler altså om politikken.«
- Men når du går efter overborgmesterposten uden at have indgået en aftale med Socialdemokraterne om det, er det så ikke et skridt væk fra samarbejdslinjen?
»Nej, det er det ikke. Det har aldrig været sådan, at vi to eller tre måneder før valget afgør, hvordan vi fordeler taburetterne.
- Men det har man jo gjort i Folketinget?
»Der har man lavet en aftale, ja. Men de er jo også i opposition. Her på rådhuset konstituerer vi os efter valget. Men jeg har også meldt meget klart ud, at vi vil samarbejde med venstrefløjen og Socialdemokraterne.«
- Du vil ikke regere med borgerlige stemmer, og Socialdemokrater vil ikke bakke dig op som overborgmester. Så skal Enhedslisten og SF have flertal, for at det kan lade sig gøre - hvis de da vil bakke dig op. Men tror du selv på det flertal?
»Nu er vi langt ude i nogle spekulationer. Det er der, man bliver nødt til at sige: Lad vælgerne tale. Så deler vi taburetterne. For os handler det om politik.«
Meningsmålingerne lader han sig heller ikke gå på af. »Vi kan også bare glæde os over, at vi går frem til 24 procent med mig i spidsen,« siger han.
- Du er i spidsen, men hvor meget er det her overborgmesterprojekt dit personlige projekt kontra et bredt SF-projekt?
»Vores projekt er et politisk projekt. Og nu bruger du også meget tid på at snakke om den overborgmesterpost i det her interview, mens det ville være bedre, hvis vi talte om politikken og vores mærkesager.«