Både for Thomas Blachman og hans publikum må afstanden mellem at være selvudråbt, speed- og sortsnakkende orakel i den bedste tv-sendetid og være ydmyg trommeslager i en akustisk jazzkvintet forekomme at være afgrundsdyb. Dels har Blachmans hidtidige tv-optræden jo ikke haft noget med jazz at gøre, dels eksisterer der næppe noget andet kulturelt fænomen her i landet, der befinder sig længere borte fra den bedste tv-sendetid end akustisk jazz.
Alligevel er der en modifikation til ovenstående udsagn: ydmyg er Blachman jo ikke, heller ikke i denne sammenhæng, hvor han dels optræder som leder af den kvintet, der på denne mandag udsender sin første cd, The Pulse, dels har skrevet alle cd’ens 10 titler.
Ingen af delene er Blachman ukendt med. Dels trådte han frem på den danske musikhimmel som trommeslager i hardbopgruppen Page One - det var i 80’erne - dels har han ofte vist, at hans supplerende komponistuddannelse på USA’s fornemste jazzskole, Berklee i Boston, er én, der skal bruges praktisk. Han stod bag flere af Page One’s temaer, han har på egne projekter blandt meget andet skabt en syntese af rap og jazzagtig ledsagelse, og han har skrevet ‘langhåret’ klavermusik til Katrine Gislinge.
Den retningsløshed, der efterlod denne signatur noget forvirret efter > sidstnævnte projekt, genfinder man heldigvis ikke på The Pulse. Som en passende gestus i året, hvor Miles Davis’ og Bill Evans’ mesterværk, Kind of Blue, fylder 50, og hvor den modale jazzmusiks fader, George Russell, er død, anvender Blachman på The Pulse en pæn del modalitet, altså skalabaserede forlæg, og når jeg skriver ‘forlæg’, er det, fordi Blachman snarere end at levere separat præsenterede melodier, musikerne på skift kan improvisere over, insisterer på at gennemarrangere musikken, så temaer - der kan være alt fra en ostinat til mere komplicerede, korte, bop-inspirerede forløb - og soloafsnit, også ret korte, står meget tæt eller flettes sammen. Henover dét lægger han så, før den endelig redigering, i mange af titlerne sin egen, elektronisk bearbejdede stemme, så dét med det akustiske skal vi altså tage med et gran salt - dog, kun dét: et gran. > >
Hverken i den overordnede form eller i de enkelte temastykker er der altså noget revolutionerende ved Blachmans 10 stykker på The Pulse - med mindre man altså mener, at moderat moderne jazz i sig selv udgør en straffelovsovertrædelse. Hvilket en pæn del af kapelmesterens tv-publikum nok vil mene.
Ikke desto mindre kan man på udgivelsen savne den jazz-lakmusprøve, som dét at improvisere længerevarende over udfordrende harmoniskift og originale melodilinier jo er, men på sine egne præmisser, som forekommer at være meget bevidst eklektiske, fungerer musikken på The Pulse, også dér hvor der anvendes mere traditionelle harmoniskift, bestemt fængende i sin ret stramme form. Og dét skulle den jo også gerne, når man ser på, hvilket hold Blachman her har samlet: Trompetisten Mads LaCour, tenorsaxofonisten Jakob Dinesen, pianisten Heine Hansen og bassisten Daniel Franck er alle mere end fortrolige med formen, men med deres veloplagthed og frodige opfindsomhed råber de i denne anmelders ører konstant på mere plads end den, Blachman giver dem.
Og dybest set er den stramme form lidt af en overraskelse: Blachman kalder projektet for The Pulse, og selv redegør han - ikke på coveret (og hvorfor ikke?) men kun i pressematerialet - korrekt og forståeligt for den jazzlige distinktion mellem ‘puls’ og ‘time’. Men for at ‘time’ skal blive til ‘puls’, kræves det, at musikken - og solisterne - slippes mere løs end det, Blachman tillader dem. På The Pulse når de - inklusive trommeslageren selv - faktisk aldrig derud, hvor jetmaskinens hjul slipper startbanen og improvisationen bliver hovedsagen. Og når nu speedsnakkeren i sine noter ikke kan nære sig for at bruge ordet ‘erektion’ om sine egne følelser for projektet, kan man jo spørge sig selv, om han måske skulle være musikalsk masochist. Eller om han bare har det hele i munden.
»Jeg er en fremragende jazzmusiker,« bjæffede Blachman i lørdag aftens DR-talk show til skipper Clement, der vist kun havde kaldt ham ‘god’. Jo, muligvis, men så vis os det. På The Pulse er jazzen lukket inde i pæne arrangementer.
Thomas Blachman: ‘The Pulse’ (Storyville). Udkommer i dag >