ROM - Den italienske kamp om ministerpræsidentens magtbeføjelser og de magtfuldes omgang med de politiske midler spidser til. På tirsdag afgør forfatningsdomstolen i Italien, om Silvio Berlusconis juridiske immunitet er forfatningsstridig, og samtidig er Italien på dagsordenen i EU med en forespørgselsdebat i parlamentet og en redegørelse fra kommissionen om den manglende informationsfrihed i landet.
Den offentlige anklager, Luigi De Magistris, der blev sat fra sit embede efter omfattende optrevlinger af organiseret snyd med EU-midler i det italienske system, advarer nu om, at EU må tage de italienske undergravelser af retssikkerheden alvorligt.
»De kriminelle organisationer er mere magtfulde en nogensinde før,« siger han til Information. Magistris advarsel kommer på et højspændt tidspunkt. Lørdag var Piazza del Popolo fyldt til sidste plads, da 300.000 mennesker demonstrerede for pressefrihed. Og i morgen skal forfatningsdomstolen vurdere en lov om juridisk immunitet for statens fire øverste embeder. Hvis loven falder, som det skete med en lignende lov i 2003, kan ministerpræsident Silvio Berlusconi igen komme til at skulle tilbringe en del tid sammen med sine advokater (se faktaboks).
Luigi De Magistris blev i juni valgt til Europa-Parlamentet som uafhængig kandidat for partiet Italia dei Valori (Værdiernes Italien) med en halv million personlige stemmer, kun overgået af Berlusconi. Nu er han en af initiativtagerne til en resolution om sanktioner mod Italien for overtrædelse af EU’s regler for mediepluralisme, som kommer til afstemning i Strasbourg om to uger.
Til Information siger den tidligere offentlige anklager:
»Indtil nu har Europas reaktion på den italienske anomali været forsigtig. Men parlamentet og kommissionen er nødt til at se problemet i øjnene. Når grundlæggende retsstatsprincipper som lighed for loven, pressefrihed og domstolenes uafhængighed er truet i Italien, er selve grundlaget for det europæiske fællesskab i fare.«
I sidste uge vedtog et flertal i deputeretkammeret som et led i regeringens krisepakke at indføre et såkaldt »skatte-skjold« for formuer, der overføres fra udenlandske til italienske banker. Indtil den 15. december kan italienerne hente kapital hjem fra oversøiske skattely mod en afgift på blot fem pct. Regeringen anslår, at italienerne har omkring 300 milliarder euro på udenlandske konti, og de skal hentes hjem for at stimulere økonomien. Kritikerne hævder derimod, at loven vil stimulere de kriminelle organisationer, som får mulighed for at hvidvaske penge til en konkurrencedygtig pris.
»Det er objektivt set en foræring til de kriminelle organisationer, men også nærmest en opfordring til borgerne om at begå kriminalitet. Dem, der har ført penge ud af landet for at undgå at betale skat, bliver belønnet, og det hæmmer i det hele taget borgernes incitamentet for at betale. Det er i hvert fald ikke sådan, man kommer ud af krisen. Det får snarere Italien til at synke dybere ned i den immoralitet, der adskiller os fra civiliserede lande,« mener Luigi De Magistris.
Republikkens præsident, Giorgio Napolitano, har appelleret til EU-parlamentarikerne om ikke at udstille nationens snavsetøj i den europæiske offentlighed:
»De polemikker og konflikter, der udspiller sig i de enkelte lande og i de nationale parlamenter, må ikke give genlyd i Europa-Parlamentet. Forsamlingen i Strasbourg kan ikke fungere som klageinstans i forhold til de nationale parlamenters eller regeringers beslutninger,« udtalte Napolitano. Men De Magistris vil ikke tie:
»Jeg forstår Napolitanos appel, men er ikke enig,« siger han og tilføjer: »Jeg blev valgt, fordi jeg har været vidne til, hvordan magten fungerer i Italien. Siden begivenhederne i 1992 og 1993 med drabene på undersøgelsesdommerne Giovanni Falcone og Paolo Borsellino og bombeattentaterne på det italienske fastland har mafiaen opgivet sin militære strategi. Det har styrket de kriminelle organisationer, som er blevet mere magtfulde end nogensinde før og har opnået stor indflydelse på økonomien og det politiske liv. Et land, hvor folk er nødt til gå på gaden og demonstrere for at kræve sandhed, er ikke længere et civiliseret land.«
I 2005 iværksatte De Magistris, som dengang var offentlig anklager i Catanzaro i Calabrien, en undersøgelse af et selskab, der skulle opføre rensningsanlæg med EU-tilskud på 800 millioner euro. Han afslørede et netværk af personer, som bl.a. omfattede en chef for bagmandspolitiet, vicepræsidenten for regionalforsamlingen, en partiformand, en ministersekretær og flere dommerkolleger, der systematisk snød med EU-midler i Europas mest kriminelle region:
»Det private initiativ er svagt i nogle dele af Italien, og en stor del af økonomien har de offentlige udgifter som omdrejningspunkt. Hvis du kontrollerer de offentlige finanser, kontrollerer du alle sektorer,« siger De Magistris og tilføjer: »Hvis du i områder med ringe erhvervsudvikling kontrollerer arbejdsmarkedet, kontrollerer du også valgene. Det får det demokratiske system til at bryde sammen.«
I januar 2008 blev De Magistris fjernet fra sin stilling:
»Det skete, fordi mine efterforskninger handlede om, hvordan EU-midler bliver brugt til at forstærke et allerede eksisterende og samfundsundergravende magtsystem, som er baseret på klientelistiske relationer mellem politikere, statsembedsmænd og kriminelle organisationer. Men de forsøgte på alle måder at besværliggøre mit arbejde. Presset kom ikke udefra, men fra statens institutioner. Jeg har også modtaget en kugle med posten og trusselsbreve, hvilket er mere normalt. Som offentlig anklager kan man jo ikke forvente sig blomster og bifald fra alle, men i mit tilfælde har man eksperimenteret med nye former for afskrækkelse,« siger De Magistris, der betegner metoden som »moralsk vold«.
Italien er det land, som har modtaget flest penge til egnsudvikling fra EU. Men i modsætning til f.eks. Spanien, hvor infrastrukturen er blevet forbedret med EU-støtte i de seneste årtier, er udviklingen stagneret i Syditalien:
»Flertallet får slet ikke del i denne store mulighed for udvikling. Med alle de penge, vi har fået fra EU, kunne Calabrien have været en af de førende regioner i Europa. Men i stedet bliver havet stadig mere forurenet, selv om der er meget lidt industri. Og infrastrukturen er stadig mere ynkværdig,« siger De Magistris. Efterforskningen af snyd med EU-midler i Calabrien viste, at interessekonflikter er mere reglen end undtagelsen. Pengene fra EU går især til selskaber, som ejes af slægtninge til embedsfolk, politidirektører, dommere osv. - altså et system domineret af et sammenfald mellem dem, der skal kontrollere og kontrolleres:
»Det er vigtigt, at EU med effektiv budgetkontrol skubber på udviklingen i Italien og hjælper med at fjerne grundlaget for køb af stemmer. For der trods alt er visse tegn, som indgyder håb. Der er en stor del af landet, som ikke længere accepterer dette system og organiserer sig for at yde modstand.«