Amerikanske elitetropper har igen været i kamp med oprørsgrupper ved oliekilderne omkring Lake Albert i det vestlige Uganda. Samtidig meldes om nye uroligheder og sabotagehandlinger flere steder på kenyansk territorium, hvor rørledninger fra Uganda fører olien til havnebyen Mombassa. Både kinesiske, libyske og pan-afrikanske militærenheder er til stede i Kenya, og iagttagere betegner over for nyheds- bureauet World News Service den spændte situation i regionen som »en tidsindstillet bombe«. Såvel Kenya som Ugandas nabo til den anden side, DR Congo, har forlangt FN’s Sikkerhedsråd hasteindkaldt for at afværge åben krig om regionens sidste olie.
»Fem amerikanske soldater blev dræbt og otte såret natten til mandag under nedkæmpelse af enheder fra Banyoro-stammens milits, der forsøgte at angribe oliefaciliteterne ved Lake Albert,« sagde i går major Glenn Wilkinson, talsmand for den amerikanske militærkommando ved oliefelterne.
Den ugandiske stammemilits, der menes at tælle 8-10.000 mand, siger i en videomeddelelse, at man vil fortsætte kampene for at trænge de amerikanske og internationale olieselskaber ud af landet.
»Den sidste olierigdom er det ugandiske folks ejendom, men udenlandske selskaber stjæler den og pengene. Alt hvad Uganda får, er forurening og ødelæggelse af folkets sundhed,« hedder det i videomeddelelsen, der henviser til den seneste statusrapport fra FN’s Miljøcenter om oliespild og luftforurening fra det store udvindingskompleks - det sidste i Afrika, som stadig producerer.
Det største produktionsanlæg ejes af det amerikanske selskab African Consolidated. Det etableredes tilbage i 2013, da det mindre britiske Tullow Oil, som i 2009 fandt den første olie, gik i kompagniskab med amerikanske Consolidated Oil for at rejse kapital til olierørledningerne gennem Kenya. Samtidig gik det andet pionerselskab i Uganda, canadiske Heritage Oil, i økonomisk alliance med Kinas Sino Oil om at udvikle offshore felterne i selve Lake Albert, så derfor er der også betydelige kinesiske interesser - og nu kinesiske tropper - i regionen. Endelig har det libyske olieselskab Tamoil lige siden århundredets begyndelse ejet og kontrolleret rørledninger, der - før Uganda-olien - førte olie den anden vej: Fra indskibningshavnen Mombassa via Kenya til kunderne i Ugandas hovedstad Kampala.
Siden er oliestrømmen vendt, men det har ikke gjort Libyens interesser mindre, og derfor har også den libyske præsident, Soliman, sendt soldater til grænseområdet mellem Uganda og Kenya.
Den afrikanske oliemarkedsanalytiker Kiundu Kanambiu, East African Economic Institute, siger til Information, at den højspændte situation næppe lader sig dæmpe af Sikkerhedsrådet.
»Dette er en del af den globale kamp om den sidste olie. Når de hastigst svindende oliereserver får prisen på verdensmarkedet til at stige til over 420 dollar pr. tønde, så får alle dollartegn i øjnene. Samtidig er det magtpåliggende for både USA og Kina at opretholde adgangen til kilderne, som er blandt de sidste, der endnu leverer væsentlige mængder olie,« siger Kiundu Kanambiu.
Da Tullow og Heritage gjorde de første store fund i Uganda i 2009, skortede det ikke på begejstring.
»I er velsignet med forbløffende reserver. Jeres reserver er utrolige. Jeg er overrumplet af, hvad jeg har set. I kan måske blive rivaler til Saudi-Arabien,« sagde i juni 2009 olieanalytiker Sally Kornfeld fra det amerikanske energiministerium til en besøgende delegation fra den ugandiske regering. (1)
De første vurderinger skønnede reserverne til to mia. tønder, og selv om det var meget langt fra saudiarabisk niveau, så var det rigeligt til at påkalde sig intens amerikansk interesse, ikke mindst fordi Kina i samme periode havde indledt sine massive investeringer i afrikansk olieefterforskning og -udvinding.
Siden blev oliereserverne i Uganda opgraderet til de største i Afrika, og i dag hjælper USA med militær ildkraft de amerikanske olieselskaber til at sikre, at de sidste dråber flyder frit fra boretårnene ved Lake Albert. Det samme gør Kina med hensyn til Sino Oils offshore-produktion i Lake Albert.
»Den ugandiske regerings medlemmer og embedsmænd er gennem årene blevet så skamløst forgyldt af amerikanerne og kineserne, at de for længst har afskrevet tanken om at nationalisere, endsige stille restriktive krav til selskaberne. Det er derfor, at oprørsbevægelsen har vokset sig så stærk. Den har alt for let ved at dokumentere, at det ugandiske folk ikke har fået meget andet end forurening og sygdom ud af det, der kunne have gjort hele nationen velstående. Unge ugandiske mænd ser mere perspektiv i at tilslutte sig den militante bevægelse, der måske kan opnå kontrol med den resterende olie og vælte den korrupte regering, end at leve videre med fattigdom og olieforurening,« siger Kiundu Kanambiu.
Præsident Obokes regering i Kampala er så trængt, at den ikke ser anden mulighed end at lade de amerikanske tropper operere i landet og yde beskyttelse af såvel olieindustrien som regeringen selv, mener Kanambiu.
Rygterne florerer i regionen om, at sabotage og olie- tyveri fra rørledningerne mellem Lake Albert og Mombassa ikke alene forårsages af oprørere og kriminelle bander, men at også kinesiske og libyske soldater deltager i de kriminelle handlinger og sortbørsaktiviteterne, der indtil nu primært har ramt de amerikanske interesser i regionen. Det er frygten for, at amerikansk militærs kampe med oprørsbevægelsen suppleres med direkte konfrontationer med kinesiske eller libyske militærenheder, der har fået Congo og Kenya til at bede Sikkerhedsrådet træde sammen.
Sikkerhedsrådet ventes tidligst at sætte kampene i Uganda på dagsordenen i næste uge. Det amerikanske forsvarsministerium meddelte i går aftes i en kort erklæring, at »USA opretholder sin militære tilstedeværelse og vil med de nødvendige magtmidler sikre, at terrorister ikke afbryder olieleverancerne til den frie verden.«
Konflikter følger klimaforandringer
Mange af verdens konflikter hænger i dag sammen med klimamæssige udfordringer. Forskerne advarer om, at klimaforandringerne vil øge mængden af konflikter
(1) Uganda: Oil reserves rival Saudi Arabia’s says US Expert. East African business Week, 2. juni 2009