Linda P. har sammen med kollegaen Christina Sederqvist for længst mejslet sig ind i danskernes bevidsthed med en række groft tegnede figurer fra undersiden af DK i tv-programmerne Piger på prøveløsladelse - der gav anledning til spillefilmen Winnie og Karina - The Movie, om hvilken vores egen Jonas Varsted Kirkegaard skrev at den »omtrent får Walter og Carlo til at ligne Andrei Tarkovskij« (hvilket i parentes bemærket er ret sjovt sagt) - og ikke mindst Skråplan, hvor hun igen i selskab med Sederqvist har skabt et broget, ofte meget morsomt, men ikke helt uproblematisk persongalleri, som til fulde lever op til den brede befolknings forestilling om, hvilke mennesketyper, der bebor Københavns Vestegn subsidiært Sydhavnen. Og igen - meget af det er såmænd sjovt nok, selv om stereotyperne fyger den sagesløse seer i øjnene.
Nuvel, selv om ingen ser tv mere, og alt (hvilket som bekendt er meget) foregår på nettet, ifølge mine teknokratiske bekendte, må der stadig sidde en fortabt sjæl her og der og glo på det medie, som i forrige århundrede betragtedes som noget nær civilisationens sammenbrud, ifølge såvel højre- som venstrefløj, for ikke at tale om alverdens fundamentalister. Djævlens bagværk eller hvad det nu hedder.
For de to skøger/tøjter/ tæver/fjapper (der har hævet det kvindefornedrende til nye højder, men da de begge er hunkøn, vækker det ikke den store opsigt, og det er jo alt sammen også bare megagrineren, ikke) er allerede så danmarksberømte, det nu kan lade sig gøre.
Ikke mindst den yngre generation har taget dem til sig med kyshånd, nok fordi de excellerer i det dybt pinlige - for nu ikke at sige pinagtige - og fordi det selvfølgelig altid tager kegler at hænge dem på bunden ud.
Den slags morer jo i høj grad middelklassens børn, der som tommelfingerregel er ved at kvæles i deres egen pænhed og derfor søger, hvad de nu mener er grænseoverskridende. Og det er min klare opfattelse, at Linda P. mener, at det er det, hun er ude i - altså sprænge grænser. Men hvilke?
Nuvel, Linda P. startede som så mange moderne komikere som stand-upper og er det i bund og grund stadig. Jeg havde da også personligt glædet mig til hendes show - Rommen er en tøjte, hedder det, hvilket ifølge Linda P. betyder, at det er alkoholens skyld, ikke vores egen, når vi havner i fornedrende og pinlige situationer, der gerne involverer en lemfældig og ukritisk omgang med egne og andres kønsorganer - ude på Nørrebro Teater, thi talentet er ikke til at tage fejl af.
Men vi skulle ikke mange minutter ind i figuren Christels åbningstirade, før en vis mathed bredte sig i kroppen.
Vel var det orgie af negativt mundlort, der stod fra tævens mund, imponerende i sin teksttæthed og antallet af fornærmelser og den effekt smidige brug af pjalteproletarslang (som i det proletariat, der består af de ikke-besiddende; det vil sige bistandsklinter og alle de andre, der er kørt ud på et sidespor i informationssamfundet. Thi den oprindelige - og ifølge dem, der går op i den slags også uddøende - arbejderklasse udgør i dag i vid udstrækning, hvad der må kaldes småborgerskabet) gjorde da også en ordgejler som Deres udsendte en kjende misundelig. Det var bare ikke særlig sjovt.
Ved ikke om De kender den der fornemmelse af at sidde med et stift halvsmil og føle Dem tåbelig - hvis ikke, er Rommen er en tøjte nok lige sagen.
Og derefter blev det så tid til the real Linda P.
Timing er alfa og omega for komikeren - og samme regel gælder for humor som den, Per Nørgaard engang udstak for musikken - »pauserne er lige så vigtige som tonerne«. Det vil Linda P. - for nu at sige det pænt - sgu da skide på.
Hun snakker og snakker og snakker - uophørligt, ubarmhjertigt, uden pauser, uden nåde, uden mådehold. Der er vitterligt ikke et sekund til at fordøje det sagte og halvdelen af grinene taber hun simpelthen på gulvet, for før vitsen er feset ind, har hun fyret en to-tre nye af.
Speedsnakker er en underdrivelse. Mere udmattende end morsomt. Og sjældent foldes et scenarium fuldt ud - med undtagelse af den med mikrobølgeovnen (don’t ask!), hvor Deres udsendte for en gangs skyld lo hjerteligt. Det var en hel befrielse ovenpå alle tilløbene.
Det er ikke desto mindre utroligt, hvad hun får fyret af, og en del af det er også ret træffende, især hvis man selv er en alkoholiseret, lettere overvægtig slut, der grundlæggende er ved at blive kvalt i selvhad og et udpræget ækelt syn på en seksualitet, der tangerer grotesken og i bund og grund er en åbenlys form for seksualforskrækkelse.
Svin parrer sig med større ynde end menneskene i de scenarier, Linda P. opruller for ens indre blik på en måde, så man ved, der vil gå en rum tid, før man atter kan sove uden mareridt om gryntende berusede mennesker, der med en ordentlig bøhmand på giver hinanden blæs, og kvindemennesker, der vikler deres enorme fjapper om ørerne på 700 kilo (!) tunge mænd.
Emnekredsen tager - som så ofte i stand-up - udgangspunkt i privatsfæren; dér dyrker Linda P. så til bevidstløshed det tarvelige, med umådeholdent alkoholindtag og grim, grim sex som omdrejningspunkt. Okay, der bliver da også plads til nogle uengagerede rapporter fra et parforhold af ni års varighed (hvilket alt andet lige lyder ret usandsynligt), noget med en mor (hun tegnes slet ikke skarpt nok op), en opvækst i Hvidovre og en omplantning til den Sydhavn, som Linda P. skylder en del for al den inspiration hun har hentet der, lidt let racisme og selvfølgelig de sædvanlige handicapjokes.
Ville ønske jeg kunne påstå, at hun så reddede den hjem på solidaritet med sine ofre (eller bare sig selv, for den sags skyld!), men intet kunne ligge hende fjernere, for kontrakten med publikum går nu engang ud på udhængning og nedgørelse. Det er åbenbart det grænseoverskridende ved showet. Okay. Sejt nok. Sikkert.
Og jeg påstår da heller ikke, at folk ikke morede sig. De grinede bare ikke ret meget, ja min sidemand fortrak ikke en mine, men hans kæreste morede sig da højlydt. Den tøjte.
Linda P.: Rommen er en tøjte. Turné frem til den 27. november