Vi har næsten glemt det. Men det er ikke så længe siden. Selv børn vidste lige præcis, hvad der var tale om, når de hørte ordet »bomben«, og selv voksne havde mareridt om den store udslettelseskrig. Den Tredje Verdenskrig blev regnet for en mulighed, faktisk en temmeligt sandsynlig mulighed i de år i 1980’erne, hvor Den Kolde Krig var allermest varm. > Det er den mentalitet, som præger personerne i Jan Sonnergaards første roman Om atomkrigens betydning for Vilhelm Funks ungdom, der udkommer torsdag den 15. oktober. For selv om > rædselsscenariet ikke blev til virkelighed, var bomben en realitet.
»Atomkrigen fandt sted,« siger Jan Sonnergaard:
»Den Tredje Verdenskrig fandt ikke sted, men det gjorde atomkrigen. Den kom bare på en anden måde, end man havde regnet med.«
- Hvad vil det sige?
»Det kommer an på, hvordan man opfatter et slagsmål. Normalt opstår et slagsmål, hvis du siger: ‘Hvor er du grim, Jan’. Og så stikker jeg dig én. Og så siger du: ‘Det vil jeg ikke finde mig i’. Og så stikker du mig én. Og så ender det med, at vi tæsker løs på hinanden.«
Men der er ifølge Sonnergaard også en anden kategori af slagsmål:
»Det starter med, at du siger: ‘Hold kæft, hvor er du grim, Jan’, og så smækker jeg mig selv sådan én på hovedet og siger til dig: ‘Kan du se, hvor stærk jeg er? Det skal du aldrig sige til mig igen, din slapsvans.’ Og så smækker du dig selv én på hovedet og siger til mig: ‘Det skal du aldrig kalde mig!’ Og så kører slagsmålet, indtil jeg har slået alle mine tænder ud, og du har smadret din næse. Det var sådan, det skete. Atomkrigen fandt sted, vi fyrede bare ikke bomberne i hovedet på hinanden. Vi fyrede dem af i hovedet på os selv.«
Der er ifølge Jan Sonnergaard stadig steder i Rusland, hvor man aldrig vil kunne bo. Og der er områder i USA, som for altid er ødelagte af atomprøvesprængninger. Men det er først og fremmest som psykologisk fænomen, at atombomben gør sig gældende i Om atomkrigens betydning for Vilhelms Funks ungdom. De unge mennesker fester, som om det var sidste nat på jorden, og de synger med på popsange om undergrund og ragnarok.
»Jeg forsøger i romanen at vise, at bomben var en motor i det ubevidste. Den betingede ikke så lidt af det, vi rendte rundt og lavede.«
Ting, som dengang i starten af 80’erne forekom normale, virker i dag besynderlige:
»Det er jo ikke rationelt, som yuppierne gjorde dengang, at tjene en masse og fyre hele lortet af med det samme. Det er heller ikke særligt rationelt at snyde alle mulige og være skideligeglad med, om man bliver opdaget. Storyuppierne var jo intelligente mennesker, og de vidste godt, at lånekarrusellerne ikke var lovlige, men man bekymrede sig ikke så meget om morgendagen. For alt kunne jo være slut i morgen.«
- Vi er vant til at se yuppierne som veltilpassede succeser og punkerne som utilpassede outsidere, men i din bog bliver de til to sider af samme mønt?
»Jo mere jeg læste om bomben og 80’erne, jo dårligere sov jeg om natten. Men det gik også hen ad vejen op for mig, at det ikke kun var punkere og dødsrockere, som reflekterede over ragnarok og atomtruslen. No future var et motto for punkerne, men det gjaldt også yuppierne, der festede med escortpiger, stoffer og dyre drinks på Café Victor og Annabels og Prive og Submarino. Det var samme ideologi, som fik punkerne til ikke at tage nogen uddannelse og noget job, og som fik yuppierne til at brænde hele gevinsten af på caféer. ‘Hvad fanden … det kan være, vi ikke er her på torsdag.’ Det dummeste, man kan gøre, er at spare op til 90’erne. For hvem siger, vi vil være dér?«
- Kan man sige, at bomben var en fællesnævner for de ellers adskilte kulturer i 80’erne?
»Dengang oplevede jeg meget, at vi levede i hver vores verden. Jeg har prøvet at tage en ny plade med til en fest og så blive smidt ud, fordi den musik ikke passede ind dér. Der var meget stor forskel på, om man var en diskerpige, som dansede hele natten, eller en punker eller en yuppie. Det, man bare kan se nu, så mange år efter, er, at vi alle reagerede på det samme. Vi levede trods alt under den samme himmel. Så, ja! Nu du spørger.
Alle kapitlerne i romanen har et musiknummer fra 1980’erne som vignet. Lyt til “soundtracket” her.
80’erne er blevet enormt smarte i 00’erne. Meget mere end de var, da de bare var et årti, som kom efter 70’erne. Men det er popsangene, de sjove film og de gamle vittigheder, som er på mode. Det er ikke Jan Sonnergaards 1980’ere:
»Jeg ville netop gerne skrive et korrektiv til den opfattelse af 80’erne som det årti, hvor Kim Schuhmacher var så sjov, og vi alle så de skægge film med Sylvester Stallone og David Hasselhoff. Og det var vigtigt at skrive om bombens årti, inden det var helt glemt og væk. Men hvis man lytter til sangene fra dengang, kan man ikke være i tvivl om, hvor meget angsten for bomben fyldte. Hvis man ser på alle de engle, som dukkede op i lyrikken og undergangsmotiverne overalt. Men hvis du spørger dem, der var fremme på scenerne dengang, om de kan huske angsten for bomben og det mørke årti, er der mange, som enten er døde eller blevet helt væk. Og så er der nogle, som slet ikke vil tale om det.«
- Du skildrer også i romanen et hedonistisk tiår med sexorgier, alkohol og stoffer. Var 80’erne vildere end 60’erne?
»Hedonisme er jo et morsomt fænomen. Hvis man møder en rigtig puritaner, der hverken ryger eller drikker og kun spiser økologisk, tænker man: Hvor sjovt kan det liv være, bortset fra den sjov det er at sige nej. På den anden side … hvis man lever hedonismen fuldstændigt ud, kommer man ud for det paradoks, at mere vil have mere, og jo mere man fylder på, desto mindre sjovt bliver det i en vis forstand. Der var masser af udskejelser i 80’erne, men der var ikke altid så megen glæde. Der var mange fester, men også meget desperation. Spørgsmålet er, hvor meget af det, der var overspringshandlinger og i virkeligheden bundede i desperation og fortrængning.«
Der var ifølge Sonnergaard den markante forskel på 60’erne og 80’erne, at hvor man i 60’erne var glade for at slippe af med spidsborgerligheden, var man allerede i 80’erne skuffet over resultatet:
»Man troede i 60’erne på, at man kunne lave det hele om, men i 80’erne havde man set de gamle ungdomsoprørere marchere gennem institutionerne. Og de havde egentlig ikke bidraget med andet end at gøre samfundet endnu mere konkurrencepræget, og den elitære tankegang var blevet endnu mere ekstrem.«
De unge mennesker i romanen er egentlig uskyldige: Det er ikke dem, der har skabt Den Kolde Krig og atomkapløbet. Det er omstændigheder, de er født ind i. Men alligevel beskrives de som »skamfulde«. Som om de har et ansvar for det, der er ved at gå helt galt.
»Det er absurd,« forklarer Sonnergaard. »Men det var ikke desto mindre sådan, det ofte var. Man følte sig skyldig i et eller andet, som man sådan set var offer for. Det kan ikke rigtig begrundes på andre måder end som en intuition, man havde på det tidspunkt: Nu fester vi, men det er snart slut. Vi kan ikke sige, det er vores skyld, men vi skammer os over det.«
- Du lancerer i romanen atombomben som en stor fortælling. Der var vel også en slags æstetisk fascination af bomben og paddehatteskyen?
»Bomben er næsten det mest præcise billede på det, Kant kaldte ‘det sublime’. Det sublime er såvel fantastisk og smukt som rædselsvækkende og hæsligt. Man beundrer tordenvejret, selv om lynet hvert øjeblik kan slå ned i ens hus. Man beundrer, men er samtidigt lammet af skræk. Bomben er et mesterværk, der laver om på naturlovene. Den er smuk, når den sprænger, og helt irreversibel. Plutonium har en halveringstid på 24.000 år … der har ikke engang været mennesker, sådan som vi ser ud nu, i 24.000 år,« siger Sonnergaard og peger på en dobbelthed i bogen: På den ene side beskrives atombomber som kulminationen på den nazistiske tankegang, der anskuer mennesker som tal og sætter effektivitet over ethvert etisk hensyn, på den anden side beskrives de ledere, der har adgang til at trykke på den røde knap, som senile og irrationelle.
»Den mest absurde atomprøvesprængning var, da russerne sprængte brintbomben Tsar Bomba i 1961, den største brintbombe nogensinde. Den var så tung, at de ikke kunne fragte den op til Novaja Zemlja. De måtte fragte den på en specialbygget jernbane i enkeltdele og samle den i nærheden af det sted, hvor den skulle fises af. Det bombefly, som skulle bære den, måtte >specialkonstrueres. De måtte fjerne bugen > og fastgøre bomben på selve skroget, fordi den var så tung. Da den sprang, gik trykbølgerne tre gange gennem verden og blev registreret på richterskalaen i Los Angeles. Hvorfor bygger man en bombe, der er så stor, at intet fly kan fragte den? Det er fuldstændigt irrationelt.«
Jan Sonnergaard fortæller, at han hverken hørte til i den ene eller i den anden lejr. Han var ikke punk, men en pæn dreng, der passede sine eksaminer ude på universitetet. Han hang heller ikke ud med yuppierne, for som han siger: »Det havde jeg jo ikke penge til.« Men om end nok så perifert tilknyttet var han tilskuer til begge lejres excesser: Til nogle i øvrigt morsomme fester i et libertinsk herrekollektiv i Klampenborg og til nogle lige så forrygende koncerter i Ungdomshuset.
Generationen, der var unge i 80’erne, bliver ofte omtalt som nå-generationen, som dem, der fik det hele og opførte sig forkælet. Men, siger Sonnergaard:
»1980’erne var > jo også et årti med massearbejdsløshed og adgangsbegrænsninger og boligmangel. En forkælet generation var det bestemt ikke. Der var nogle rimeligt hidsige ting, der foregik i starten af årtiet: Byggeren, Den Kulørte Klat og en demonstraton, jeg selv var med til den 4. maj 1984. Det var sådan set en fredelig demonstration. Der blev smidt et par malingklatter, og så stoppede vi foran A.P. Møller, og der blev holdt taler om Riffelsyndikatet og om, hvor lidt politiet egentligt havde at rose sig selv for.«
»Mens talen var i gang, omringede > politiet demonstrationen uden at have opløst den, og de begyndte at tæske løs på demonstranterne. Det var den største masseanholdelse siden krigen. Jeg var bare så heldig, at jeg sad midt i det hele … fuldstændigt panikken.«
Jan Sonnergaard sad indespærret i fem-seks timer > uden nogen sigtelse, og der blev efterfølgende lagt sag an mod politiet. > Sonnergaard fik udbetalt en erstatning på 1.500 kroner. Da checken kom med posten, ringede han til sin bror for at fejre sejren med en frokost.
»Så tog vi ned frokostrestauranten Sorgenfri og sad dér og skålede for etaten. ‘HAHAHA, frokosten er på pansernes regning’, og så gav vi også lidt til stamkunderne. ‘Ta’ en drink kammerat, det er onkel betjent, der gi’r og HOHOHO.’ Det var ikke politiets eller Erik Ninn Hansens skyld, at der ikke opstod decideret terrorisme i Danmark. Gudsketakoglov for domstolene.«
Mange år efter læste Jan Sonnergaard op af sin første novellesamling, Radiator, på Cafe Englen i Århus. Da arrangementet var slut, kom en kronraget fyr op til Sonnergaard og fortalte, at han også havde været til demonstrationen den 4. maj. Også han havde fået en check på 1.500 kroner.
»Jeg begyndte at prale med den frokost, jeg havde haft med min bror, og så kiggede han på mig, og jeg kunne godt se, at han ikke syntes, det var særligt morsomt. For at holde samtalen flydende spurgte jeg: ‘Hvad brugte du så selv din din check til?’ Så svarede han: ‘Jeg købte en slangebøsse’. Han havde så købt sådan et palæstinensisk mordvåben. Det er faktisk de to poler, som bogen også handler om.«
- Mange vil huske 80’erne for noget helt andet end den undergangsstemning, du beskriver: Det var også Rocazino og ‘Op på fars hat’?
»Noget af det, som morer mig som forfatter - og som forhåbentligt nogle gange morer læserne - det er at køre den helt ud til kanten og så lige give den en tvist mere, og så sidder folk og siger: ‘Nej det er løgn det der, han er helt sindssyg, sikke noget lort at fyre af’. Så øjeblikket efter: ‘Og dog … det kan da alligevel godt være’. Det er det, jeg går efter. Det er mit personlige ideal, når jeg skriver noget.
- Romanen ender med, at en række af personerne faktisk tager sig lidt sammen?
»Jo, absolut, selv om det først sker lige inde det store blæs. Men her kommer vi måske ind i en litterær pointe: Hvis du vil have, at folk skal gå ud af salen med en lykkelig følelse, skal du ikke selv skrive den lykkelige slutning.