Kopenhagen Kabarett hedder ensemblet. Det består af fire mand plus kapelmester ved flygel og et styk sangerinde, hvis mørkt farvede næsten ufatteligt bevægelige og bevægende stemme sidder lige i skabet. Et overjordisk smukt skab for resten. Mændene er også meget pæne, men dem gloede klummisten for nu at være ærlig ikke helt så meget på.
Ensemblets navn hentyder med dets umiskendeligt tyske klang til traditionen fra den gyldne tid i 1920’erne: Die goldenen zwanziger Jahre, da kunsten, ikke mindst scenekunsten, kabaret’en og musikken blomstrede så rigt i det Berlin, der i tiåret efter lukkede og slukkede med Hitlers magtovertagelse og småborgerskabets triumf over ånd og vid.
Die Comedian Harmonists hed et af de mest berømte af tidens kabaret- ensembler. Som sådan og i samlet skikkelse fik Die Comedian Harmonists få års levetid sammen; tre af de seks medlemmer havde den dristighed at være jøder, og da regimet i øvrigt nedlagde totalforbud mod den slags optræden og enhver form for frisind, var det i det store og hele sket.
Men Comedian Harmonists lancerede inden katastrofen i 1933 en lang række af tidens store og meningsfulde hits, der også i lande uden for Tyskland kom til at definere sprog og udtryk for oppositionelle og radikale kredse.
Det er denne tradition Kopenhagen Kabarett tager op og iblæser ny livsånde. Programmet er tilbageskuende og lægger ikke skjul på gælden til the roaring twenties med flerstemmig ensemblesang, skiftevis sensuelle og frysende soli og med indbyggede anelser om revolution og skibskatastrofer.
Et program med Fr. Hol- laender, Weill, Brecht, Siegel og Pinelli (»Ich hab noch einen Koffer in Berlin«) og Blichmann (»Ich bin der letzte Tourist in Europa«) fordrer den overlegne vokalistiske musikalitet, som Kopenhagen Kabarett uden at stille sig an som ekvilibrister eller prætendere noget de ikke er, præsterer.
Det sker med fuld musik og med nærvær, vid og charme. Den sammenbruds- og undergangsstemning der også er forudsætningen for 1920’ernes kabaret gennemsyrer repertoirets fanden-ivoldskhed og undergangsvisioner, hvor håbet kun til sidst ligger i Marlene Dietrichs kuffert i Berlin.
En højkultur foran sin egen tilintetgørelse uden nogen udsigt til redning er jo ikke til at bære. Brecht og Weill i forening og i Verfremdungens navn lader ikke just håbets lys skinne klart og længe. Og dog er det blandt andet dem, der redder menneskeheden igennem den dybeste fornedrelse, hvor kun dumheden har hærget.
Disse tekster og melodier får fornyet betydning i 2009, hvor en anden og anderledes alt omfattende trussel mod arten og dens biotop mødes af det blinde krav om en uforandret tilværelse i overhalingsbanen, her til lands cementeret i surt demonstreret provinsiel danskhed, småborgerskabsbenovelse og selvfedme.
Til stede ved Kabarett Kopenhagens optræden i Literaturhaus på Nørrebro i København var blandt andre en yngre venstremand, medlem af Folketinget og meget, meget ideologisk, nogle vil sige yderliggående. Faktisk helt derude hvor venstremandens kolleger med kragerne for længst er vendt. Nu skal man ikke nævne navne, men denne tidligere borgmester i København, nu udenrigspolitisk ordfører for sit parti, har i de år, han har bidraget til den offentlige debats mere outrerede standpunkter, haft kultur- radikalismen som skydeskive til fælles med de mest indædte i afskyen for fænomenet og arven. I uvidenheden om hvad denne kulturradikalisme egentlig betød og betyder, hvad den afstedkom, og hvorfor den er så uvurderlig, er der som bekendt ikke mange huller. Næppe heller for den yngre venstremands vedkommende. Paratfordommene vælter ud af knaphullerne, og historieløsheden fejrer triumfer. Her sad den yngre ideologiske venstremand så i Literaturhaus og klappede begejstret for og var vist også på nippet til at synge med, hvad han meget jævnligt gør, og meget, meget højt og ikke altid i total overensstemmelse med kammertonen. Akkurat som den yngre venstremands voldtægtsbeskyldninger mod afviste og sagesløse asylsøgere heller ikke hver gang er i harmoni med god tone og slet ikke med den virkelighed, han hævder at beskrive.
Klummisten der er lidt af en ondsindet gammel sur rad, hvilket alt sammen er noget der automatisk kommer med årene, kunne ikke lade være med at gøre den yngre ideologiske venstremand opmærksom på at han sad ret op og ned og tiljublede flere af selve kulturradikalismens grundtekster. Uden disse tyske forlæg havde Poul Henningsen manglet væsentligt stof i bagagen; uden den kritik og smerte der nedfældedes i tysk kabaret, var dansk revy aldrig blevet reformeret på den måde den blev det af PH og hans kreds. Uden Brecht og Weill og mange af de andre store tyskere fra denne periodes radikale miljøer havde vores danskeste danske af alle danske kulturer set væsentlig anderledes og temmelig meget mere éndimensional ud. Uden satiren som det grundlæggende træk i den tyske radikalisme havde den danske debat dengang, og det menneskesyn, der for en stor dels vedkommende udviklede sig i opposition til fascismen og nazismen, og som såmænd også i et vist om end mere beskedent omfang tog afstand fra totalitarismen i Sovjet, ikke fået mæle i kulturkampen og de tidsskrifter der udsprang heraf. Den yngre ideologiske venstremand forsvarede over for klummisten sin begejstring og at han overhovedet var til stede ved forestillingen med at han jo også går på Nationalmuseet og med lige så stor begejstring betragter den nationale arv. Hvordan den yngre ideologiske venstremand vil forsvare det synspunkt at kulturradikalismens centraleuropæiske rødder og det danske nationale arvegods således kan sidestilles, bliver udelukkende den yngre ideologiske venstremands problem.
En anden én kan så igen glæde sig over radikalismens blivende værdi som kunstnerisk og politisk udtryk. Vist er der fortid over Kopenhagen Kabaretts fremtræden, det er jo også meningen med showet, i hhv. matrostøj fra tiden og i kjole og hvidt og det hele. Men stoffet udviser tilsammen en aldring i skønhed og værdighed og med den kunstneriske kraft intakt i alle numrene. Eller næsten alle numrene. Og igen kan man tillade sig at spørge, ja man ville være et skarn hvis man lod være - og også med spørgsmålet rettet til den yngre ideologiske ofte så højt syngende venstremand, hvor man finder de tilsvarende værdifuldheder i kulturkonservatismen? Nå jo: Bertel Haarders slagsang: »Som en rejselysten flåde«. Hvad overgår også den tekst - skønt Rode bestemt var af format - i selvforelsket nationalhysterisk nonsens.
Ærlig talt: hvor er rent faktisk konservatismens og den ideologiske liberalismes arv og bidrag til kunsten, for ikke at sige til kabaretkunsten, som Kopenhagen Kabarett her har stillet på benene igen? Kunne man forestille sig en kabaret med konservatistisk eller nationalistisk indhold? Nej, gu kan man da ej, for der er ikke noget. I den forstand vil en kulturkamp altid være tabt for højre- fløjen. Det er ikke derfra den indignation og retfærdige vrede kommer fra. De råstoffer hvoraf man skaber det varige og det fortrinlige og det almene og tidløse midt i forældelsen. Blandt andet.
Det er ikke så underligt at den yngre ideologiske venstremand råber så højt. Noget må man gøre for at overdøve den ydre og indre tomhed.