For nylig arrangerede en svensk digter ved navn Mohamed Omar et seminar i Uppsala under overskriften: ‘Skal vi tro på gaskamrene?’ Indbudt var en svensk ‘forsker’ fra Skövde, der har specialiseret sig i bevise, at gaskamrene i Auschwitz aldrig har eksisteret (det samme, antager jeg, må gælde gaskamrene i Treblinka, Chelmno, Sobibor og Belzec). Og at ‘det såkaldte Holocaust’ følgelig er et konspiratorisk påhit fra ‘verdensjødedommen’.
At Mohamed Omar og hans kreds af selvpromoverende islamister benægter Holocaust, kan naturligvis ikke anfægte gaskamrenes eksistens. Holocaustbenægtelse udspringer ikke at tvivl om gaskamrenes eksistens (der råder ingen tvivl), men af jødehad. Mohammed Omars nye venner er alle bekendende jødehadere og hans nye vækkelse som ‘Holocaust-forsker’ ledsages da også af stadige udfald imod jøderne og jødedommen. Således adskiller de sig ikke fra den sædvanlige nynazistiske propaganda. At klassiske antisemitiske ideer og forestillinger har vundet stærkere fodfæste i den muslimske verden, er åbenlyst. Den, som vil hævde, at der findes ondartede antisemitiske indslag i kritikken af staten Israel og dens politik vil kunne finde rig dokumentation.
Antisemitismen er ikke en uskadelig fordom, som efter behag kan findes frem for at tjene diverse politiske formål. For enhver med minimal indsigt i jødehadets historie, er det svært at se bort fra de fobier, som antisemitismen vækker, de løgne den kan give vinger og den vold, den kan udløse. Benægtelse af Holocaust er ikke en teori, der har til hensigt at oplyse. Det er en løgn, der vil formørke og forgifte. Antisemitismen efter Auschwitz vil altid have Auschwitz på sin samvittighed.
Dermed er også sagt, at beskyldninger om antisemitisme er en alvorlig sag (da de i sidste instans viser tilbage til Auschwitz), og at sådanne derfor ikke bør udslynges med letsind eller rent ud misbruges - f.eks. med det sigte at dæmonisere en i hovedsagen legitim kritik af Israel og dets politik.
Sidstnævnte taktik er beklageligvis, hvad staten Israel ser ud til at have sat i system. Velsagtens ud fra den tankegang, at jo mere kritik af Israel, som påstås at være udtryk for antisemitisme (undertiden omskrevet til Israelhad), jo større tilslutning vil Israel få indadtil og blandt verdens jøder til den besættelses- og krigspolitik, hvis ultimative sigte siges at være at forsvare jøder imod antisemitismens yderste konsekvenser.
Det seneste og måske groveste eksempel på Israels misbrug af beskyldninger om Israelhad er den officielle reaktion på rapporten fra FN’s kommission for undersøgelse af krigsforbrydelser under krigen i Gaza, ledet af den sydafrikanske dommer, Richard Goldstone. Richard Goldstone er en af verdens højest respekterede menneskeretsjurister, tidligere dommer i Sydafrikas forfatningsdomstol og fhv. chefanklager ved FN’s krigsforbrydertribunaler for Jugoslavien og Rwanda. Med andre ord: Ikke en hvilken som helst kritiker af Israel. Hvortil kommer, at han selv er af jødisk herkomst og har stærke personlige bånd til Israel.
Alligevel valgte Israels regering på forhånd at stemple Goldstone-kommissionen som anti-israelsk og nægte at samarbejde med den, bl.a. ved at forbyde indrejse til Israel og til Gaza via Israel. Dermed valgte den også at møde rapportens forventede anklager om mulige krigsforbrydelser med modanklager om på forhånd forventede antiisraelske hensigter og konklusioner. Næppe havde rapportens 575 sider nået offentligheden, før Richard Goldstone blev forvandlet fra en internationalt anset og respekteret menneskeretsjurist til en Israel-hadende terroristomfavnende kriminel.
Goldstone-rapporten er unægtelig tilintetgørende i sin kritik af Israels krigsførelse i Gaza, ligesom den dokumenterer en række tilsyneladende brud på internationale krigslove og konventioner, i første række grove overgreb på civilbefolkningen. Men også Hamas’ raketbeskydninger mod israelske byer og landsbyer stemples som mulige krigsforbrydelser, og der findes intet i den udførligt dokumenterede rapport, som giver mindste belæg for de udfald og anklager, som Israel har valgt at møde den med. Og endnu mindre da for Israels udfald og anklager imod Richard Goldstone personligt. Og endnu gang synes Israels specifikke form for blød magt - soft power - at fungere. Magten til at bruge beskyldninger og mistænkeliggøre motiver for at uskadeliggøre en rimelig kritik af Israels politik. Og i dette tilfælde: Magten til at forvandle spørgsmålet om Israels forbrydelser i Gaza til spørgsmålet om Richard Goldstones forbrydelser imod Israel. Praktisk taget over en nat lykkedes det for Israel med en massiv brug af sin bløde magt at desarmere Goldstone-rapporten politisk, at diffamere Richard Goldstone personligt og tage spørgsmålet om Israels mulige krigsforbrydelser i Gaza af FN’s dagsorden, i al fald indtil videre.
Endnu engang leger Israel med ilden. Endnu engang er skillelinjen mellem antisemitisme og Israel-kritik blevet bevidst sløret for at fremme kortsigtede politiske mål.
Endnu engang er Auschwitz’ minde blevet misbrugt og fornedret.
Hvis Richard Goldstone skal kaldes for en fjende af staten Israel og jøderne, hvad skal vi så kalde Holocaust-benægterne fra Uppsala?
Hvad er der tilbage at råbe, hvis ulven virkelig kommer?
Göran Rosenberg er uafhængig kommentator for Dagens Nyheter og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen