Det er næppe blevet lettere at sove om natten for Joshua Beene endsige for Connie Hedegaard efter afslutningen i går i Bangkok af endnu en forhandlingsrunde forud for klimatopmødet i København. Joshua Beene er en 75-årig bonde i det skiftevis tørke- og oversvømmelsesplagede sydlige Zambia med ansvar for en families overlevelse på et stedse ringere høstudbytte. Connie Hedegaard er 49-årig klima- og energiminister i Danmark og som topmødevært formelt ansvarlig for civilisationens overlevelse på en planet med stedse stigende temperaturer. For både Beene og Hedegaard må meldingerne fra Bangkok-mødet være urovækkende.
»Den barske sandhed er, at medmindre vi ser fremskridt på de centrale politiske punkter, vil det være meget svært for forhandlerne i denne proces at fortsætte deres arbejde i god tro,« sagde chefen for FN’s klimasekretariat, Yvo de Boer, til nyhedsbureauet AP, da mødet for 180 landes forhandlere fredag eftermiddag sluttede i Bangkok.
Det blev fremhævet som en opløftende kendsgerning, at det oprindelige monstrum af et klima-aftaleudkast på over 200 sider nu er barberet ned til omkring 100. Forskellige landes gentagelser af hinandens positioner er luget ud og en række formuleringer strammet op.
Tonen i Bangkok-forhandlingerne har været »konstruktiv«, lyder meldingen fra Yvo de Boer. Men når det gælder de afgørende konfliktpunkter, er der ikke megen bevægelse, og ved mødets afslutning skærpedes de kritiske røster fra flere udviklingslande.
»Som det udtrykkeligt er blevet fremført af en række u-lande, er der en stærk frygt for, at der på den ene side gøres et forsøg på at dræbe Kyoto-protokollen, samtidig med at der ikke er noget bedre i syne eller bragt i forslag. Det giver anledning til stor utilfredshed, især blandt u-landene,« sagde de Boer.
Problemet er, at den gældende Kyoto-protokol, der udløber i 2012, kun rummer juridisk bindende CO2-mål for gruppen af i-lande minus USA. Bl.a. EU ønsker, at både USA og de store u-lande i en Københavns-aftale påtager sig regulære forpligtelser, men det vides på forhånd, at USA under ingen omstændigheder vil gå ind i en videreført Kyoto-protokol. Derfor leder EU efter en juridisk forpligtende, men for USA og u-landene spiselig, model, der ligner Kyoto, frem for at skulle køre videre ad to spor: en juridisk forpligtende aftale for de fleste i-lande og ‘noget andet’ for USA og de store u-lande. Problemet er, at EU foreløbig ikke har noget bud på, hvordan en forpligtende aftale for alle skal se ud.
»Man skulle tro, det var løgn, men mødet i Bangkok har vist, at EU er en af de største forhindringer for at opnå en effektiv klimaaftale i København,« siger John Nordbo, klimamedarbejder hos WWF.
»I et ubegribeligt stunt har EU formået at sætte spørgsmålstegn ved, om Kyoto-protokollen skal fortsætte. Det har skræmt udviklingslandene, som med rette forventer, at de rige lande fortsat bindes til faste mål for reduktion af deres udslip af drivhusgasser.«
Samme vurdering af EU kommer fra Greenpeace.
»De hævder at være klimaledere i denne proces. Alt hvad vi har set til nu, er interne konflikter og en total mangel på ambition,« siger Tove Ryding fra Greenpeace.
Hun sigter bl.a. til de manglende meldinger fra EU og andre i-lande om konkrete pengebeløb til u-landenes klimaindsats. Det skønnes, at u-landene får brug for omkring 150 mia. dollar årligt fra 2020 for at kunne håndtere klimaforandringerne og bidrage til at bremse dem, men endnu holder i-landene på pengene, og »uden penge, ingen aftale«, som bl.a. Connie Hedegaard siger.
Bortset fra Norge og Japan har i-landene heller ikke givet nye og mere ambitiøse løfter om CO2-reduktioner i tiden frem til 2020, og dette fravær af økonomiske tilsagn og ambitiøse CO2-forpligtelser fik i Bangkok u-landene til at stejle. Ikke mindst fordi en række stats- og regeringschefer fra i-lande talte så alvors- og ansvarsfuldt om klimatruslen og behovet for handling, da de i september mødtes om sagen i FN-bygningen.
»Det virker, som om forhandlerne fra i-landene enten ikke følger deres politiske lederes taler eller ikke har modtaget nye instruktioner, for på samtlige forhandlingsområder er der vitterlig kun sket minimale indholdsmæssige fremskridt,« siger Saleemul Huq, medlem af FN’s klimapanel og seniorforsker ved International Institute for Environment and Development.
Den 2. november mødes de flere tusinde forhandlere fra alverdens lande i Barcelona for på fem dage at søge at skære det 100 siders aftaleudkast yderligere ned og skabe gennembrud på de centrale, konfliktfyldte områder. Derefter er næste stop København.
Connie Hedegaard har hænderne fulde i bestræbelserne på at få verdens ledende politikere til at flytte sig.
Joshua Beene sidder med sine tomme majsmarker i Zambia og kan bare vente.
Læs historien om Joshua Beene og klimaforandringerne i sektion 2, side 6-8