Jønkes nye bog hvidvasker HA’erne og konstruerer for nemme fjendebilleder
NY BOG
Med ‘Endnu et Liv’ har Jønke nu leveret sit tredje bidrag i rækken af forsøg på at give sin udlægning af tilværelsen som prominent HA’er.
Bogen indledes denne gang med attentatet på ham i det åbne fængsel i Jyderup, og fortæller derefter i to spor om perioden fra august 1988 og frem til attentatet. Det ene spor fortæller om Jønkes liv som fængslet, om konfrontationerne med fængselsmyndighederne, om forløbet af diskussionen omkring HA’ernes rolle i de danske fængsler, diskussionen om de såkaldt stærke fanger, der påstås at styre hele afdelinger i fængslerne og sætte sig totalt på de andre fanger. Det andet spor fortæller om udviklingen af rockerkulturen fra de tidlige 50’ere og frem til de blodige opgør mellem HA’erne og Bandidos. De to beretninger er ganske fermt monteret sammen, og krydser hinanden i det famøse attentat, og belyser gensidigt hinanden i en række afgørende knudepunkter. Der er en afgørende kvalitativ forskel på de to spor.
Den arbejdsomme fange
I afsnittene fra fængselsopholdet er der tale om en egentlig subjektivt oplevet erfaringsberetning. Her skriver fremstillingen så at sige sig selv, den er gennemlevet og fremtræder derfor med en vis autenticitet, og Jønke argumenterer til tider overbevisende for, at historien om englene som stærke fanger, der dominerer og undertrykker de andre indsatte, er en konstruktion, primært udtænkt af fængselsbetjentenes organisationer for at fremskaffe flere bevillinger.
Han spiller selv rollen som den evigt organiserende, konstant konstruktive og arbejdsomme fange, der kæmper for at få lov at bære rygmærke og ihærdigt arbejder for at forbedre forholdene for sine medindsatte.
Han har gennem årene lært, hvad det er for knapper, der skal trykkes på. Ved præcis hvornår han skal kontakte advokater og journalister, og terrieragtigt følger han sagerne op og bearbejder myndighederne med klageskrivelser og krav om aktindsigt. Men også denne fremstilling er præget af det grundlæggende problem, at selvkritik eller blot en slags kritisk selvrefleksion reelt ikke eksisterer i Jønkes begrebsverden, men fremstillingen er båret af den subjektive oplevelse og engagementet, og bevarer derfor på disse præmisser en vis troværdighed som netop et subjektivt partsindlæg.
Fra rockere til bikere
Det samme kan man ikke sige om det andet spor, der fortæller historien om udviklingen fra læderjakker til rockere, og det Jønke kalder bikere. Beretningen her føres helt frem til den såkaldte rockerkrig, men store dele af denne fremstilling må nødvendigvis hvile på andenhåndsberetninger, selv om Jønke ofte stilistisk snyder og fremstiller scener og begivenheder, som havde han selv været til stede og oplevet dem.
Fremstillingen her stiller helt andre krav til Jønke, fordi der netop ikke er tale om en subjektiv erfaringsberetning. Her hviler fremstillingen på et sæt af mere analytiske præmisser, og derfor bryder argumentationen alt for ofte helt sammen, og det hele opløses i konstruktionen af primitive fjendebilleder og stereotype argumentationsfigurer, der holder Hells Angels næsten totalt ansvarsfri.
Jønke ser en hovedmodsætning mellem de gamle rockere og de nye bikere. De gamle rockere foretrak “et råt og beskidt miljø”, mens de nye bikere, altså HA foretrak mere “demokratiske tilstande”, følte et tilhørsforhold og ønskede at “leve i harmoni med den omkringliggende” verden, “søger at åbne sig mod samfundet”.
Men politiet og pressen gøres til de store syndebukke. Politiet ville ikke have, at HA skulle være enerådende. Kun hvis store klubber befinder sig i indbyrdes konflikt, kan man bekæmpe dem. Politiet kvæler derfor alle de positive tiltag, fodrer pressen med falske informationer. Pressen æder det hele råt, er kun ude efter sensationer, der kan sælge blade, og politiet er kun interesseret i at optrappe konflikten, så de kan få forøget deres bevillinger, og politikerne kan så til sidst træde ind på scenen og bruge hele miseren til at profilere sig på.
Primitivt scenarie
Så enkelt og primitivt-skematisk ser scenariet ud hos Jønke. HA træder nærmest frem som ofrene. Det var dem, der ville den nye demokratiske åbning, men blev forhindret i det af de onde magthavere og den skamløse presse. (Jønkes eneste eksempel på den nye åbenhed er de årlige bikershows). Fremstillingen besidder her en vis kritisk brod, der fremdrages gode eksempler på misinformation og magtmisbrug, men det meste opløses i den overordnede alt for enkle skematik.
Men under denne bogens eksplicitte argumentation, stikker en anden undertiden hovedet frem. I argumentationen for at udrydde Bullshit og indlede det, Jønke kalder den nye mere demokratiske fase, hedder det “For at kulturskiftet kunne blive en realitet, måtte det gamle forgå”, der var “ikke plads til begge kulturer i Danmark (…) De to stilarter var så modsatrettede i deres opførsel og levevis, at de under ingen omstændigheder kunne leve side om side”.
Da Bandidos begynder at etablere sig, hedder det igen, at Danmark er et lille land, som ikke kan “bære to store klubber”. Senere hedder det, at Bandidos ikke er fulgt med udviklingen, og “hverver fjender fremfor at udvikle sig positivt”. De kommer således til at indtage samme position som Bullshit i sin tid. Men Jønke folder aldrig denne argumentation ud, påstår blot at der ikke er plads, og at det er politiet, pressen og politikerne, der er skyld i, at konflikterne bryder ud, det er dem, der forrykker den skrøbelige magtbalance og skaber konflikterne.
Men det er vel ikke pressen eller politiets skyld, at der ikke er plads til to “store klubber”? Og hvorfor er der ikke plads? Hvad er det præcis, der forhindrer dem i at leve ved siden af hinanden. Det havde været interessant at få belyst fra en, der kender miljøet indefra, kender de spilleregler, der forhindrer eksistensen af to klubber. Langt mere interessant end det naive forsøg på at fremstille HA som uskyldige ofre. Men her er Jønke påfaldende tavs.
Alt skal med
Bogen er i øvrigt alt for lang. Primært fordi Jønke savner evner til at skelne mellem detaljen og det mere principielle. Han fortæller selv, at hans forlægger har bedt ham om at spare på detaljerne. Men han retter sig ikke efter det. Alt skal med. Undertiden bunder det i en slags subjektiv selvovervurdering. Alt hvad jeg oplever er vigtigt, alt hvad der sker i mit liv er relevant for andre, fordi det bare er så spændende. Således Jønkes næsten fjogestolte fremstilling af hans utallige pigebekendtskaber. Meget kunne med fordel være redigeret væk, så den mere principielle diskussion havde stået tydeligere, og så kunne man ved samme lejlighed have fjernet en del af de temmelig mange trykfejl.
*Jørn Jønke Nielsen: Endnu et liv. 398 s. 148 kr. Tiderne Skifter. Udkommer i dag