Jan Sonnergaard skrev sig fra første bog ind på min personlige top ti-liste over danske forfattere, hvis bøger jeg frivilligt læser til ende, fordi han både skriver underholdende og altid om noget væsentligt. Han har holdt dampen oppe lige siden i sine noveller og nu også i sin første roman, Om atomkrigens betydning for Vilhelm Funks ungdom, der udkommer i morgen. Hvad mere er: Han skrev sig også ind på mange andre læseres lister, herunder sådanne, som ellers ikke har et dybtgående forhold til litteratur. Således også den purunge ekspeditrice i Magasin, hvor jeg en dag gik med ham ind, da han skulle afhente et repareret ur. Da hun så hans navn på udleveringssedlen, blev hun åbenlyst benovet over at møde sin helt i egen person.
Han har sine læsere, uanset hvad anmelderne skriver. Som regel skriver de pænt, men i koret har der også været nogle, som har besværet sig over det sortsyn, der er i bøgerne. Lyssyn eller sortsyn - der er snarere tale om en krads, hårdt optrukket realisme, og hvornår har sortsyn spillet en negativ rolle i forbindelse med litteratur? I så fald var Strindberg forlængst røget ud af kanonen.
Sonnergaard kan det samme som Scott Fitzgerald, nemlig skabe en underliggende, ildevarslende stemning, som holder en hel bog igennem. Den nye bog er en afklædning 80ernes yuppier og deres orgier, som får dem i det antikke Rom til at ligne pæne konfirmations-fester.
Under opsvinget oplevede unge mænd af det såkaldt bedre borgerskab, hvor let det var at tjene penge på Børsen - som de omsatte i byens natteliv, hvor de bestilte hele flasker vodka, når andre bestilte et glas. På toiletterne indtog de lige nogle baner coke. En vis type vellignende piger sværmede om dem - eller deres penge, og med livsstilen fulgte en kynisme, og hvor lykkelige var de egentlig? Det er alt det, Sonnergaard har fat i.
En af dem fortæller en vits: En kommunist i Sovjet kommer løbende, men bliver stoppet af en anden, som vil vide, hvorfor han løber så hurtigt. »Der er kommet slips i Leningrad!« Vennen siger, at Leningrad ligger i en anden retning. Den førstnævnte svarer, at han løber mod Kiev, og hvorfor så det? Jo, det er dér, køen begynder!
Den morer yuppierne sig over. Så er der en, der hedder Axel, som fortæller én om to yuppier, der mødes i New York. Den ene har lige købt et slips til 1000 dollar i Macy’s. Den anden siger: »Er du da sindssyg? Er du da ikke klar over, at du kan få nøjagtig det samme slips for 2.000 dollar hos Tiffany’s?«
Men Axels griner de ikke af. Han er en opkomling fra Lolland. Han bliver udstødt - i modsætning til en ung punker, som inviteres med i løjerne. Han er tilpas eksotisk.
Det er bogens tese, at yuppierne og punkerne har én ting til fælles, som det rygmærke, nogle punkere promoverer, siger kort: No future! At der hersker en fornemmelse af undergang i begge lejre, som skyldes angsten for atomkrigen. Derfor gælder det om at fyre den af i nuet. Punkerne melder sig ud af samfundet, yuppierne fortrænger med sprut og stoffer.
Min egen oplevelse er ikke, at angsten for atombomben var et specielt firserfænomen. Den var mere fremme i 50erne, da Hiroshima og Nagasaki endnu tæt på. Men det bundfældede sig ikke rigtigt. Dertil var forestillingsevnen ikke stor nok: At en storby med et enkelt blæs kunne ødelægges på få sekunder.
Tiden gik, og terrorbalancen havde sin virkning. Efterhånden som ingen turde kaste den første bombe, vel vidende, at man straks ville få en i hovedet igen, veludvikledes fortrængningsmekanismen. I mine 80ere tænkte man ikke meget på atom. Jeg vil ikke udelukke, at punkerne har tænkt på den fare såvel som på rovdriften på naturen, men yuppierne havde vel mere en fornemmelse af, at deres rigdom var absurd. Hvis de tænkte så langt. De kan jo have været almindeligt gruppepres og trang til hedonisme, når de gik til den.
I dag er det mest toppolitikerne i de store lande, der bekymrer sig. Obama i den grad. Hvornår har vi f.eks. set en demonstration foran den iranske eller den nordamerikanske ambassade?