Det siger sig selv. Men det bliver modsagt hele tiden. Det er så åbenlyst, at man ikke ser det. Og så får man det indtryk, at danskerne indtil for fem minutter siden var en stamme af enige stemmer og lige livsformer. Men hvis man kigger efter, er det klart, at danskerne ikke er en enhed af enige og ens borgere. Der er ikke enighed om, hvad Danmark er, og hvad Danmark burde være. Og der er aldeles ikke enighed om, hvad Danmark har været. Fordi vi er vokset op i vidt forskellige versioner af Danmark. Som historikeren Søren Mørch skriver i sin nye bog Vældige ting: »Hver gang jeg læser disse erindringer fra min barndom kommer jeg i tvivl, om det virkelig var sådan, det forholdt sig. Er det noget, jeg finder på?«
Så forskelligt er det Danmark, som Søren Mørch i 1930’erne voksede op i fra det Danmark, han blev voksen og nu er blevet pensionist i: »Det hele forekommer mig mere og mere fremmedartet og utroligt, jo mere jeg tænker over det«.
Det er ellers det land, som forekommer så fortroligt og velkendt. Danmark var endnu i 1910 et fattigt bondesamfund, men allerede i 1960 var vi en moderne industrination. Mod slutningen af det 20. århundrede var vi blandt de rigeste i verden. Den bondekultur, som i starten af århundredet var den bærende livsform, var allerede 50 år senere ved at uddø. Den livsform, som havde været naturlig og indlysende, var på en eller to generationer blevet tilbagestående og moralsk suspekt. Hvis man som skolelærer slog sine elever, var man i starten af århundredet en samfundsstøtte. Men hvis man som lærer slog eleverne i 1970’erne, var man en uciviliseret kriminel. Vores undervisningsminister Bertel Haarder står i spidsen for en regering, der vil have uddannelse til så godt som alle. Der er i dag næsten ingen muligheder uden for skolen. Men da ministeren selv var barn i 1950’erne, blev han i flere år taget ud af skolen. Indtil 7. klasse blev han undervist i hjemmet. I dag regnes det for et politisk problem, hvis socialt belastede forældre ikke lader deres småbørn passe af professionelle.
Gennem det 20. århundrede er gældende forestillinger om opdragelse, familie, seksualitet, autoritet, disciplin, tradition, nation og religion i Danmark ikke bare blevet forandret. De er blevet revolutionerede. Det, der var ordentlig opførsel, blev over en generation moralsk forkasteligt. Det er en dramatisk moderniseringsproces, som betyder, at hver eneste generation af danskere i det 20. århundrede startede et nyt sted. Og det betyder, at vi synger samme sang til forskellige billeder, når vi synger H.C. Andersens klassiker, der starter således:
»I Danmark er jeg født - dér har jeg hjemme - der har jeg rod - derfra min verden går.«
For nogen er det 1970’ernes Danmark, som er udgangspunktet og dermed den erfaringsmæssige normal: Sådan var det, da jeg voksede op. For andre er 30’ernes Danmark det, man tænker på, når man tænker på det gamle Danmark. Derfor kan det forekomme tilforladeligt for den, der er født i 1970’erne, at børnene på en skole i Nørre Nissum beder fadervor. Vedkommende har efter al sandsynlighed ikke oplevet religion som social magtfaktor. Den, der er vokset op i 1930’erne, vil derimod være tilbøjelig til at forbinde fadervor i folkeskolen med spanskrør og victoriansk seksualmoral. Det vil være forkasteligt. Derfor kan de to diskutere det samme tema, men stadig tale om helt forskellige ting.
Det er hverken overset eller hemmeligt, at moderniseringen af Danmark hastigt forandrede fundamentale områder af tilværelsen. Det er en af samtidens mest udbredte fortællinger: TV-serier som Matador og Krøniken fortæller netop om den gamle verdens fald og en ny verdens frembrud. Fædrene tager næsten altid fejl, for de er imod fremskridtet, og deres børn får som regel ret, for de har historien på deres side.
Fortællingen bliver også udstillet: På Nationalmuseets nye afdeling i Brede vises etableringen af industrisamfundet, og i Den Gamle By i Århus er et boligkvarter fra 1974 ved at blive musealiseret. Hans Edvard Nørregaard-Nielsens erindringsserie, som har solgt i flere 100.000’er eksemplarer, er fortællinger om afviklingen af bondekulturen, og Jens Smærup Sørensens tilsvarende bredt læste roman Mærkedage er beretninger om, hvordan Danmark blev moderne. Vi ser, hører og læser altså hele tiden om den dramatiske omstilling fra bondekultur til moderne demokrati.
Men det påfaldende er for det første, at positionerne bevæger sig. De, der var modstandere af moderniseringsprocesserne, er nu tilhængere af de moderne produkter: Konservative erklærer sig som feminister og anti-autoritære, alle er modstandere af den sorte skole, og ingen vil ‘tilbage’, når det kommer til stykket. Der er i det perspektiv tale om fælles kulturelle fremskridt. Det påfaldende er for det andet, at moderniseringen af Danmark ikke tænkes som en integrationsproces. Det lykkedes over ganske få årtier at integrere en befolkning af bønder i et industrisamfund. Det gjaldt ikke et mindretal, men derimod et flertal, at de voksede op med sandheder og sædvaner, som de måtte forkaste for at klare sig.
Nu kan man med rette hævde, at der er tale om en anden form for integration i dag: Omkring en tyvendedel af den danske befolkning har en anden etnisk baggrund end dansk, kommer fra anderledes kulturer og tilhører måske endda en på disse kanter ny religion. Men når det kommer til stykket, forstås de konkrete integrationsproblemer som regel som spørgsmål om modernitet: Nogen beskyldes for at have ‘middelalderlige normer’ og ‘autoritære værdier’. Og præcis denne konflikt er ikke ny for Danmark. Det er derimod den konflikt, som er omdrejningspunktet for den moderne danske historie. Det betyder ikke, at integrationen går af sig selv, eller at det bliver nemt. De forskellige modernitetsfortællinger vidner netop om, at alle overgange også er undergange, og at alle tilhængere af det moderne også oplever tab ved det moderne.
Det betyder blot, at det ikke er en ny og anderledes omvæltende udfordring for en nation af ens og enige borgere. Vi står allerede midt i en række modernitetskonflikter, som vi bare kalder kulturkampe. Og det har vi nu arbejdet med i 100 år.