Sprognævnet har foretaget en optælling af sproglige fejl i Danmarks Radios udsendelser. Dem er der mange af. Folk begår i det store og hele temmelig mange fejl, når de taler. Det gør vi alle.
Nogen vil sige at den slags fejl ikke må forekomme i et offentligt medie som DR, og det kan man sagtens sige, for det gør de alligevel.
Mængden af udsendelser og udsendte ord er ikke just blevet mindre med årene, derfor bliver fejlene også mere mangfoldige. Dertil kommer at det ikke som i de gode gamle dage er skolelærere og særligt sprogligt udvalgte journalister, der betjener skærm og mikrofon, men en bred vifte af sociale typer med forskelligartet erhvervsbaggrund.
Endelig har sproget udviklet sig hastigt i forhold til klummistens barndom i 1950’erne, hvor den sproglige uniformering var betydelig og fejlene formentlig få eller i hvert fald færre. Endelig har låneordene ikke mindst fra engelsk og amerikansk været med til at præge sprogbilledet og sikkert nok også trukket i grammatikken, så den nogle steder vakler lidt mere, end korrektheden tillader.
Visse faste ord og vendinger får nu og da også en på goda’en; ‘bjørnetjenesten’ er et snart velkendt eksempel, hvor grundbetydningen i udtrykket vender 180 grader; og ordet rimelig har skiftet mening og anvendelse. Det er den slags der irriterer ældre lyttere og seere.
Det irriterer også mange med rigsdansk udtalenorm, når oplæsere og studieværter siger ‘rat’ som det redskab, hvormed man styrer en bil, når det ifølge normen bør hedde ret, når det drejer sig om juraen.
En præst er blevet til ‘prast’, og sådan er det hele vejen igennem. Vokaludviklingen i dansk er hastig, mange mener for hastig, og det er der ikke så meget at gøre ved, men det er let at opregne sin forargelse.
Det er også den nemmeste sag af verden at sætte sig med en blok og en kuglepen og tælle fejl. I en gennemsnitlig TV-Avis forekommer så og så mange, i radioens morgenflade så og så mange. Det må man gøre noget ved, og så gør man noget ved det uden at gøre noget ved det, for det er meget vanskeligt og meget, meget dyrt og dybest set også lidt overflødigt.
I den bedste af alle verdener kan man umiddelbart efter udsendelsen lade en solid faglig fejloptæller, der har sat sig for at finde flest brølere, hive fat i fejlproducenten og tegne og fortælle. Eller - som man brugte det før i tiden - udsende et hyppigt tilbagevendende sprogbrev, dengang forfattet til stor glæde for de optrædende af professorerne Jørn Lund og Erik Hansen.
Dette gælder de egentlige grammatiske fejl og misforståelser, næppe udtalen, dialekten eller jargonen, som i det store og hele må og vel også skal være folks egen sag. Med mindre selvfølgelig et jargontræk udviser meningsforstyrrende træk eller egentlige fejl.
Men disse fejl er i virkeligheden og som antydet ikke særligt vigtige. I det talte sprog er de fleste mennesker i stand til af sammenhængen at høre uden om fejlene.
Det svarer lidt til de uundgåelige kiks der er i en trykt tekst (formentlig også i denne), hvor læseren læser hen over langt de fleste. Selv de irriterende.
Hvor skoen for alvor trykker, og hvor DR desværre sammen med TV 2 og andre elektroniske anstalter i den sproglige forståelses interesse har svigtet i årevis, er på det område man i bred forstand kalder retorikken. Man kan også sige selve talesprogets begribelighedsstruktur. Man kan også sige: sprogets betoninger og dets frasering.
Sprogets tonegang er sådan set lige så vigtigt som sprogets enkeltdele, hvis det er almen forståelse af det sagte, man er ude efter. Hvis det ikke er det, kan det være det samme.
Påhører man for eksempel stewardessen forklare sikkerhedsforanstaltningerne om bord, får man let det indtryk at det egentlig ikke så meget er velforståeligheden, der er hovedbudskabet, snarere beroligelsen af nervøse passagerer. I reklamer i tv og biograf er det ret oplagt at hensynet til saglig oplysning om produktet er veget for trangen til at udbasunere dettes navn og egenskaber, hvor absurde påstandene om disse end forekommer. Den slags sprog er i ni ud af 10 tilfælde stærkt overbetonende, stemmen bag er i rigeligt mål overkomprimeret eller presset - ikke sjældent indlagt med en jubel, der næppe står mål med det annonceredes kvalitet eller nødvendighed.
Hvis nogen her mener at kunne genkende noget fra DR’s nyhedsudsendelser og selvpræsentationer - eller egne reklamer - så har nogen fat i noget centralt i hele problemstillingen.
Noget af væsentlig større betydning end optælling af mere eller mindre banale fejl, hvoraf adskillige ifølge sagens natur er engangstilfælde, er fejl - eller overbetoninger, som i øvrigt er det samme.
Overbetoninger eller dynamiske tryk på udvalgte tilsyneladende vigtige ord udgør en konstant fejlkilde udsprunget af en ofte fejlagtigt forestilling om, hvad professionel retorik er for noget. Der er ikke skrevet så forfærdelig meget om emnet, ikke på dansk, men én bog skal igen på denne plads fremhæves: Anvendt retorik - Tag sproget i munden af cand.mag. i retorik og dansk Julie Fabricius.
Her er en god og inspirerende fremstilling bygget på rig erfaring i pædagogisk praksis. Bogen anviser, hvor man efter at have trukket sprogkrikken af stalden, som det sker så tit og entusiastisk, så også vander dyret mest hensigtsmæssigt. At skabe en bevidsthed om det talte sprogs professionelle anvendelse er ikke noget, man kommer nogen vegne med ved at udnævne nogle sprogambassadører som i DR. Eller ved at indbyde to aldeles ukvalificerede stærkt ideologiske indlægsholdere som Bertel Haarder og Søren Krarup til at tale på en konference uden meget fagligt indhold i øvrigt om sproget i DR.
Det er såmænd det lange seje meget lidt glamourøse træk med individuel undervisning af studieværter, hvor disse sidder på deres flade og læser højt for én der har forstand på at lytte og stille forstandige spørgsmål til betydningen til ansigtet af formidleren.
Det er sproglige seminarer bestyret af fagfolk og/eller folk med retorisk erfaring. Det er hyppig opfølgning og videre udvikling af den enkeltes sproglige og retoriske bevidsthed.
Det hele er, som de siger i mafiaen: difficult, but it can be done. Hvor stinkeren i dette her ligger er imidlertid i selve programpolitikken, og her begynder for alvor besværet, som er så stort at en egentlig sproglig udvikling i DR synes afskåret.
DR’s sprogfolk vil ikke engang diskutere dette her offentligt. Eller de tør ikke, hvilket kom til udtryk forleden da de aflyste en diskussion om sprogpolitikken i deres eget P1.
Hvis DR har den egenopfattelse at præsentere sig som verdens bedste, hvor selvros og sensation er nøgleord og annoncesprog normen, så siger det sig selv, at en retorisk kritisk metode ikke får ben at gå på. Praktiseres en sådan, får medarbejderne jo et redskab til at se og høre, hvad det er for noget selvbenovet fis, de sidder og lukker ud, og hvorfor man ikke kan præsentere stoffet på den måde - heller ikke i nyhedsudsendelserne - hvis man samtidig vil have ord for at være saglig public service.
Det overbetonede og overkomprimerede, stewardessesprog og annonceformidling dementerer nøgternhed og redelighed, men bringer til gengæld DR frem i ligaen af kommercielle udbydere. Det er vel også det de programpolitisk vil.
Skrot derfor roligt sprogkritikken, det er spild af penge. De mener ikke noget med den. Og de ved ikke, hvad de gør.