Storbritannien står i dag over for en reel risiko for at blive ramt en morderisk bombekampagne, hvis mål vil være tilfældige civile - og opsigtsvækkende nok bliver truslen ignoreret. At kampagnens tilhængere hver dag kommer tættere på massemord, afføder ingen alarmerende overskrifter. Og når politiet pågriber voldsmændene, omtales det i bedste fald i notespalterne, så vi alle hurtigt kan komme videre til det, som er virkelig vigtigt: Hvem skal medvirke i næste sæson af Vild med Dans?
Den kampagne, jeg taler om, er ikke planlagt af jihadister eller IRA-udbrydergrupper, men af hvide nynazister, som ønsker at myrde asiater, sorte, jøder og homofile i den bizarre tro, at det vil udløse en ‘racekrig’.
De har allerede slået til. For et år siden bragte et 22-årigt medlem af British National Party ved navn David Copeland et par bomber til sprængning, den ene i Londonbydelen Brixton (i Brick Lane-kvarteret, hvor jeg tilfældigvis selv bor), den anden i en homoseksuel pub i Old Compton Street. Det lykkedes ham at bore et søm dybt ind i et spædbarns kranium og at myrde en gravid kvinde, hendes homoseksuelle ven og dennes partner. Bagefter pralede han:
»Mit mål var politisk. Det var for at forårsage en racekrig her i landet. Der vil komme en modreaktion fra de etniske minoriteter, og så vil alle hvide mennesker gå ud og stemme BNP.«
Politiet udsender presserende advarsler om, at lignende angreb kan være undervejs. West Yorkshire Politi gennemførte for nylig en række razziaer mod højreekstremistiske grupper og fandt disse i besiddelse af 80 bomber - langt mere end hvad nogen enkelt jihadgruppe er pågrebet med i dette land.
Sidste år blev den 43-årige Neil Lewington anholdt midt ‘i overgangsfasen’ til at gennemføre en ‘terrorkampagne’. Han havde bygget en bombefabrik i sine forældres hus, og disse bomber skulle bruges til at angribe mennesker, han anså for at være ‘ikke-britiske’. Han blev kun fanget ved en tilfældighed: Han kom i et panikagtigt slagsmål med en togkonduktør, og da politiet dukkede op, blev det afsløret, at han havde adskillige sprængstoffer på sig.
Listen er lang over de højreradikale elementer, som i de seneste par år er arresteret for at planlægge vold. I BNP-valgkandidaten, Robert Cottages, private hjem opdagede politiet i 2008 »den største mængde kemiske sprængstoffer, der nogensinde er fundet i dette land«.
Samme år blev en skin- headhooligan ved navn Martyn Gilleard pågrebet med et kæmpe lager af sømbomber og vrede pamfletter, hvori han bl.a. erklærede:
»Jeg er dødtræt af at høre nationalister tale om at dræbe muslimer, sprænge moskeer i luften og indlede modstandskampen, for det bliver jo aldrig til noget. Tiden er inde til at stoppe snakken og handle.« Også han blev kun afsløret ved en tilfældighed: Politiet knaldede ham for distribution af børnepornografi.
Det er ikke svært at melde sig under disse faner. Der er snesevis af højreekstremistiske hjemmesider, der pædagogisk forklarer - anskueliggjort ved videoklip - hvordan man fremstiller bomber, og efterfølgende opfordrer til at tage dem i anvendelse mod nærmeste moske, synagoge eller bøsseklub.
Men for så vidt den offentlige debat angår, er det, som om disse forbrydelser aldrig har fundet sted. Hvor jihadisters terrorplaner (med rette) dominerer nyhedernes dagsorden i dagevis, passerer disse bemærkelsesværdigt beslægtede hensigter så godt som ubemærket hen.
Hvis Martin Amis var konsekvent, burde han nu erklære: »Den hvide befolkningsgruppe bliver nødt til at tåle ubehageligheder, indtil den får orden i eget hus. Hvilke ubehageligheder? Rejserestriktioner. Udvisninger. Kropsvisiteringer af folk, der ser ud som om de kommer fra Hampshire eller fra Surrey … Diskriminerende tiltag, som gør ondt på hele denne folkegruppe, indtil den tager sig sammen og begynder at opdrage sine børn ordentligt.«
Amis’ tavshed viser til fulde den kerne af hykleri i lad-alle-muslimer-betale-prisen-argumentet: Brunhudede mennesker opfattes som en homogen masse, der kan afstraffes kollektivt, mens hvide mennesker ses som særskilte enheder, der kun bør straffes individuelt.
Men de hvide bombemagere sprænger også huller i de argumenter, som kommer fra de dele af venstrefløjen, som hævder, at ‘terrorisme’ dybest set udspringer af ‘uretfærdigheder og berettigede klager’. Det er indlysende, at en person som David Copeland er drevet af et sindssygt had til sorte, asiater og homoseksuelle. Men at lukke øjnene for at et tilsvarende vanvid kan ramme ikke-hvide mennesker er også racisme. Den modbydelige islamistiske bande, der ønskede at sprænge diskoteket Ministry of Sound i luften, mente det virkelig, da de sagde, at det var ‘tøjter’, der fortjente at dø for at bære miniskørter.
Samtidig med at truslen om højreekstremistisk vold stiger, bliver BNP’s leder, Nick Griffin, inviteret inden for i tv’s debatprogrammer. Det ville være nemt og følelsesmæssigt tilfredsstillende for mig at slutte mig til de mange velmenende demonstranter, der hævder, at han intet har at gøre der, men det kan jeg ikke. Af to grunde - en moralsk og en pragmatisk.
Ytringsfrihed omfatter friheden til at sige afskyelige og frastødende ting, ellers er den ikke værd at have. Hvorfor er vores Storbritannien af i dag moralsk overlegent i forhold til det fantasirige, som BNP drømmer om at bygge? Blandt andet fordi vi ikke forsøger at bringe dem til tavshed - selv om de ikke ville tøve med at bringe mange af os til tavshed, hvis de havde magt til det.
Hertil kommer den pragmatiske grund: Når BNP i de seneste måneder har fået så markant øget vælgertilslutning, hænger det sammen med, at der består en enorm kløft mellem BNP’s virkelighed og BNP, som det opfattes af deres kernevælgere. De fleste af BNP’s potentielle vælgere mener, at det er et patriotisk parti, som med fredelige midler vil forsvare den hvide arbejderklasses rettigheder på samme måde som andre organisationer fredeligt forsvarer rettighederne for andre etniske grupper.
Men når de finder ud af, at BNP-ledere har faktisk rost Storbritanniens største fjende, Adolf Hitler, forhånet Holocaust som ‘Holosvindel’, omfatter notoriske voldsbøller og ønsker at deportere mange af vores nationale helte som Ashley Cole og Trevor McDonald, vil de forarget trække deres støtte tilbage. Heldigvis er der i Storbritannien kun et meget lille publikum for Holocaust-benægtelse, ‘massehjemsendelser’ og ophidserne af ‘racekrige’.
Så hvordan lukker vi kløften imellem opfattelse og virkelighed? At udelukke BNP fra debatten har ikke fungeret. De har i årevis været udelukket, og alligevel er de vokset. I mørket kan svampen spredes. Det største desinfektionsmiddel er at rette spotlyset direkte ind i på Griffins ansigt. Et af de temaer, hvor alle bør se Griffin blive udfordret, er den højreekstremistiske vold. Partilederen hævder at være ‘stærkt’ imod disse ‘freelanceangreb’ - men voldsmændene sidder i hans partis inderkreds.
Hans vigtigste løjtnant var i årevis en vis Tony Lecomber, der blev fængslet i tre år i 1980’erne for at planlægge at sprænge et venstreorienteret politisk partis kontorer i luften. Efter han blev løsladt, var han med til at banke en jødisk lærer bevidstløs. Da han blev løsladt efter yderligere tre år, steg han hurtigt op igennem BNP’s rækker. Han blev først ekskluderet, da det kom frem, at han havde ført samtaler med en Liverpool-lejemorder, om hvordan en minister i den britiske regering kunne ‘skaffes af vejen’.
En af de ledende skikkelser i BNP’s hjemmesideaktiviteter, Lambertus Nieuwhof, forsøgte at sprænge en raceblandet skole i Sydafrika i luften 1992. BNP er glade for hans tjenester alligevel, og Nieuwhof siger selv: »Alle kan begå fejl.«
BNP er måske ikke med til direkte at organisere vold, men det har ubestrideligt tolereret voldelige galninge i sin midte, og dets argumenter har tilskyndet til vold. Griffin selv har krævet »rettigheder for hvide med lynende næver og målrettede støvler«. Han reagerede på den sømbombe i Soho, som af et af hans eget partis medlemmer stod bag, ved at angribe dens ofre, da han sagde, at de »udstillede deres perversioner foran hele verdens journalister, og derved selv demonstrerede, hvorfor så mange almindelige mennesker at finder den slags typer modbydelige.«
Storbritannien er nu nødt til at erkende risikoen for bomber kastet fra det yderste højre. David Copeland kom fra BNP’s rækker, og det kan næste højreradikale bombemand også gøre. Politiet må overvåge nynazisterne så tæt som jihadisterne, og regeringen må igangsætte projekter for at forhindre voldelig ekstremisme får indpas blandt såvel hvide som muslimske unge. Vi må berede os på, at den næste person bag en terrorbombe i Storbritannien måske ikke ligner Mohammed Sidiq Khan - men Dem eller mig.
© The Independent og Information Oversat af Niels Ivar Larsen