Daniel Barenboim er en håndværker og en troldmand på én gang. Han forfølger hverken følelserne, melodierne eller effekterne, men insisterer på, at musikken består af enkelte toner, der bærer så meget liv i sig selv, at hans arbejde som kunstner snarere er at kontrollere dem end at puste yderligere liv i dem. De taler for sig selv, når bare man har styr på dem, synes teknikken at være - hvilket så overhovedet ikke behøver at være det samme som at ramme dem alle sammen. Hellere en hurtig fejl og bevare overblikket.
I april modtog pianisten og dirigenten Barenboim Sonningprisen ved en festkoncert i Koncerthuset. Lørdag vendte han tilbage for at give en koncert udelukkende med Chopins klavermusik i anledning af komponistens 200-årsdag.
For mig var det Chopin på den gamle måde, spillet klart, som var det Schumanns musik, og jeg kunne næsten tænke navnet Alfred Cortot, gamle tiders store fortolker. Barenboim er en lysets mester, der kaster sine stråler på musikken og lutrer den, så man oplever den i al sin egen logik helt uden tilsætningsstoffer.
Og dette kunne man ikke undgå at opleve ved koncerten i lørdags - og sikkert også ved gentagelsen i Berlin i søndags, og i det hele taget hver gang Barenboim giver koncert. For Barenboim er så rutineret, at hele rummet omkring musikken allerede står klart, når han træder ind på scenen og sætter sig ned. Der ingen fikumdik, når han i sin lille figur sætter sig på det højtpolstrede sæde og giver sig til at spille, for hans teknik er jo så enkel, at ingen ånder skal påkaldes eller nogen særlig koncentration skal anråbes, men han har musikken, når han begynder på den.
Det samme kan man ikke sige om publikum. Og spørgsmålet er, om et par timer ved pladespilleren i ensomhed derhjemme ikke havde været at foretrække frem for den ellers enestående chance for at høre mesteren live. For her i koncert- salen var det småt med den kollektive koncentration. Folk var væltet ind fra deres lørdagsgøremål til en eftermiddagskoncert, hvor der tilsyneladende havde været så meget ventetid ved garderoberne, at folk blev forsinkede til den lange opstigning ad rulletrapperne, og følelsen af forsmåethed fik et par stykker til at udøse deres galde på kustoderne. Sådan affekt tager i sig selv en lille tid at falde ned fra. Om det var det ene eller det andet, så syntes publikum at være et andet sted, da koncerten startede.
Jeg ankom selv som en synder med en dametaske, jeg ikke kunne finde rundt i, en mobiltelefon, der havde fortabt sig, og en indkøbsseddel i lommen, der ikke var blevet eksekveret endnu. Så jeg brugte også gerne første nummer på at falde ned i sædet og forholdt mig til folks uro som en lind støj på linjen, der nok ville fortabe sig, mens pianisten også selv lige skulle klø sig i øjet et par gange.
Efterhånden som lys- mesteren Barenboims kunst åbenbarede sig, prøvede jeg med en slags positive thinking og forestillede mig, at den vedvarende uro bare var som koglernes i skoven, når de ligger og åbner sig i solen. Men når folk så vælger at hoste igennem eller ligefrem gå ud og komme tilbage under musikken, så forsvinder de små søde kogler og bliver til folk med hængerøv og hår i næsen. Og så bliver man sur.
Chopin er måske heller ikke det nemmeste at fylde koncertsalen med. Det er jo trods alt salonmusik af bedste skuffe og ville til hver en tid have været en større luksus at lytte til i en kammermusiksal.
Barenboim forholdt sig professionelt upåvirket og som en mand, der i det hele taget har et større perspektiv på verden end at lade sig gå på af småting. Hans mæglende ro er forbilledlig, og man forstår, at han som den eneste i verden både har et israelsk og et palæstinensisk pas.
Lidelse er bestemt heller ikke en følelse, han forfølger. Ikke engang i den populære sørgemarch. Mørket males kun op for at kunne kastes lys over, enkelheden stråler, og Barenboim viser os en helt anden vej.
Et andet eksempel: I den lille lento-vals med et melankolsk tema i a-mol, der omkranser midterdelens dur, var melankolien ligeledes aflyst og erstattet med ungdommelig generthed og forventning, et langt liv i c-dur og derefter tilbage til a-mol-temaet, nu med træthed og livsmæthed og stadig ingen tristesse. Det er livet vist for kort til.
Livet er naturligvis også for kort til at lade småligheden råde og surmule over ens medmennesker, som denne anmelder havde svært ved ikke at gøre. Barenboim satte sig igennem og viste os sin karisma og størrelse på alle måder, men alligevel stod jeg kort efter koncerten i døgn-Irma med min indkøbsseddel og følte det uvirkeligt, at jeg lige havde været inde at høre én af verdens største musikere. Det var lidt som at have været i vandet med tøj på. Jeg kunne ikke klage over ikke at være blevet våd, men havde heller ikke rigtigt været i ét med elementet. Dertil var den urolige stemning for prosaisk og pladespilleren stadig at foretrække.
Kammerkoncert. Solist: Daniel Barenboim. Koncerthuset, Koncertsalen, lørdag.