Nærmest tilfældigt er det nu tredje gang i rap, jeg anmelder en ny dansk roman, der bare ikke rykker. Først var den helt gal med Benn Q. Holms Den gamle verden, så var det sløjt pauseagtigt med Erling Jepsens Biroller, og nu er det Kristian Himmelstrups Angelinas røv, som heller ikke imponerer. Jeg opremser ikke, for at nogen skal synes, det er synd for mig, at jeg skal læse dårlige bøger, men fordi forlæggere over hele landet naturligvis læser med, og så vil de nok tænke: »Nej, det er da også for galt, at disse ligegyldige bøger skal tage pladsen for de væsentlige og nyskabende, vi må hellere huske næste gang, vi siger ja til en bog, at så siger vi måske samtidig nej til en anden og bedre. Det er uhyre vigtigt, at vi tænker os om!«
Angelinas røv er umådelig mange ting på én gang, vigtigst er nok at nævne campus-roman og metafiktion. Romanens første del er en tvivlsom historie om en dansk lektor, der ankommer til Houston, Texas, for at undervise de næste to år. Lige inden den del slutter, afsløres det, at lektorens navn er … Kristian Himmelstrup.
I bogens anden og tredje del, der er fortalt af samme lektor, skal det vise sig, at første del var et ufærdigt manuskript skrevet af en ældre kollega på universitetet. Manuskriptet beskriver et mord, offeret er forfatteren selv, og i den del af romanen, der udgør lektor Himmelstrups egen beretning, er det ham, der finder den myrdede. Det er langt ude, men det forklarer, hvorfor første del var så mislykket, hvorfor sexfantasierne og klichéerne flød, det var den ældre kollega, der ikke formåede bedre, men man ler jo ikke af den grund, det føles stadig irriterende at have spildt tiden på at have læst de 56 sider.
Angelinas røv har et vist westernlook på omslaget, og den videregiver et vist blik på verden, hvor mennesker beskrives ud fra seksuel attraktionsværdi. Hængebryster og overskæg til kvinder giver ikke point, en kvinde i uniform kvalificerer sig ved at ligne en fra en pornofilm, også selv om hun egentlig bare passer sit arbejde som betjent i en amerikansk lufthavn. Minder man med lidt god vilje om Angelina Jolie, opvejer det en solid overvægt. I persongalleriet findes naturligvis også en homofil, der hele tiden taler om … sex.
Moralens vogter er ikke min tjans, men hele den her lumre måde, alle personer i bogen skildres på, og som jeg oplever kører pr. automatik og stereotype forestillinger om bøsser, sekretærduller, fede amerikanere og så videre, er frygtelig trættende. Den kække tone og liret skjuler ikke, at romanen ikke har det store på spil.
Det metafiktive og selvrefererende bliver en uforpligtende leg, som forfatteren ikke bruger til andet end en slags intellektuelt blær. Romanen lægger hårdt ud med at pege på Slottet og kalde første kapitel »Ankomst«, ligesom Kafka gjorde. En sær uvirkelighedsfølelse får Angelinas røv vel kæmpet sig frem til, men det sker ikke just umærkeligt som hos Kafka. Kafkas landmålers ankomst er berømt for sin gådefuldhed, lektor Himmelstrups er enten et rent kiks, eller også er den bare en lidt klodset måde at understrege jetlag? Kan nogen fortælle, om det er sen eller tidlig aften i Houston ud fra denne ‘Ankomst’:
»Han ankommer til Houston sent på aftenen. Han er træt. Han har ikke sovet i snart to døgn og befinder sig i en glasboble af jetlag og tilproppede ører. Han træder ud på den svævende landgangstunnel, som netop er blevet koblet til flyet som en mekanisk målerlarve. Den giver sig ildevarslende. En tidlig aftens varme, fugtige luft trænger ind gennem sprækkerne, og han trækker vejret tungt. Gennem de små ruder kan han se solen, der er ved at gå ned. Klokken er lidt i fem.«
For sammenligningens skyld er her Kafka i Villy Sørensens oversættelse fra 2001:
»Det var en sen aften da K. ankom. Landsbyen lå i dyb sne. Slotsbjerget var slet ikke til at se, tåge og mørke omgav det, end ikke det svageste lysskær antydede det store slot. Længe stod K. på træbroen der fra landevejen fører ned til landsbyen, og så op i den tilsyneladende tomhed.«
Der er ankomster, og der er ankomster. Der er tomheder, og der er tilsyneladende tomheder.