Hos Socialdemokraterne på Christiansborg er nultolerance et begreb, man bruger om strategien over for ældre, tidligere ledende partifæller, som føler trang til at blande sig. Om det er Nyrup, Bjerregaard, Lykketoft eller pensionerde S-ministre fra en svunden tid, så er holdningen, at de skal klappe i. De har haft deres tid.
Det er i det lys, man skal læse Helle Thorning-Schmidts og Henrik Sass Larsens heftige udfald mod Ritt Bjerregaard onsdag aften. Overborgmester - lidt endnu - Ritt Bjerregaard og hendes mand Søren Mørch har ladet sig interviewe til bogen ‘Ritt & Søren - samtaler om krig og kærlighed’ af journalist Martin Krasnik. I bogen sætter Ritt Bjerregaard et umisforsåeligt spørgsmålstegn ved Thorning-Schmidts evner som leder, og - mener hun blandt andet - Thorning har lagt sig for tæt op ad den borgerlige regering.
S-formanden svarede brutalt igen ved at afvise angrebet og kritisere Ritt Bjerregaards ledelse af København gennem de seneste fire år. Hun har efterladt hovedstadskommunen i en elendig forfatning, og Sass Larsen mente, hun i stedet burde finde en æbleforening, hvor hun kan bedrive »lidt fraktionsarbejde.« Hvordan verden ser ud fra Ritt Bjerregaards synsvinkel kan ofte være svært at analysere sig frem til. Om kort tid går hun af som overborgmester og slutter et langt politisk liv. Et liv, der ender som det begyndte - i oppostion til partiledelsen. Måske så hun hellere en anden politik eller en anden ledelse af partiet, men heller ikke det står helt klart. Set fra S-ledelsen er sagen mere klar. Reaktionen mod Ritt Bjerregaard, hvor overdreven den end måtte forekomme, tjener to formål. Det ene er en utvetydig advarsel til de socialdemokrater, der måtte føle sig fristet til at fraktionere og konspirere mod S-ledelsen sammen med Ritt Bjerregaard i hendes kommende pensionisttilværelse. Fremtidens kaffeklubber med Ritt Bjerregaard som deltager vil der blive slået hårdt ned på. Det andet formål er at sende et tydeligt signal om, at der er kommet en ny generation til magten.
Den gamle - firebanden Ritt Bjerregaard, Svend Auken, Mogens Lykketoft og Poul Nyrup Rasmussen er absolut historie, og den interne bekrigelse af hinanden, som de har bedrevet gennem flere årtier, skal ikke gentage sig. Nyrup Rasmussen fik selv nultolerancen at føle, da han for nylig imod partiets linje kritiserede politiets fremfærd i Brorson Kirke på Nørrebro. Thorning-Schmidt bakkede politiet op og advarede Nyrup mod at skabe splittelse som under 90’ernes slingrekurs.
Når S-toppen tilsyneladende slipper godt fra at plaffe de tidligere formænd ned med så store kanoner, er det et udtryk for, at de gamle ikke længere har nogen platform i partiet. Der var således i går ikke én eneste, der bakkede Ritt Bjerregaard op, selv om der kunne være god grund til at se kritisk på partiets performance i lyset af de aktuelle meningsmålinger. Ingen i firebanden - som med Svend Aukens død er blevet til en trebande - har længere nogen magisk kraft i forhold til socialdemokratiske vælgergrupper.
Fløjkrigene er ganske vist forbi, men den stilstand, der er fulgt efter, har ikke ført til nogen større vælgermæssig opbakning.
Udmanøvreringen af Ritt Bjerregaard, som i begyndelsen var en af Thorning-Schmidts stærkeste støtter, begyndte, da hun for halvandet år siden dannede Rød Skole - en studiekreds, som skulle diskutere og formulere en ny socialdemokratisk politik. Skolen var ifølge Bjerregaaed en reaktion på valgnederlaget i 2007. Det var forkert, mente hun, at udråbe nederlaget som en sejr i stedet for at se fiaskoen i øjnene, tage selvransagelsen og diskussionen om, hvordan man kommer videre.
Ritt Bjerregaard gik solo med en gruppe yngre partifæller på Københavns Rådhus og dannede sin skole uden at orientere S-ledelsen, som nu angiveligt skulle lære noget af den person, som havde siddet helt centralt placeret ved valgene i 2001 og 2005, hvor partiet var gået massivt tilbage.
Den Røde Skole kom der absolut intet ud af, den var en afledningsmanøvre for en overborgmester, som var kørt fast, og som halvandet år senere kastede håndklædet i ringen og meddelte, at hun trods tidligere løfter ikke ville genopstille som overborgmester. På det tidspunkt var de interne målinger for hendes popularitet så katastrofale, at det forekom som en umulighed, at hun skulle kunne opnå genvalg. Så hellere forlade posten med æren i behold - og en rådhusgruppe i vildrede og absolut uden nogen oplagt arvtager.
For firebanden set under et gælder, at de har været så optaget af deres egen succes og rivalisering, at de ikke har evnet eller fundet det nødvendigt at sikre arvefølgen i partiet. Efter at de selv har forladt magten, har de mest været optaget af deres eget eftermæle.
I deres selvoptagethed formåede de ikke at give stafetten videre til nye generationer, og at skulle lytte til deres mere eller mindre gennemtænkte råd i dag er ikke en disciplin, S-ledelsen af naturlige grunde har lyst til at dyrke. Nultolerancen er ikke uden en bitter eftersmag.