WASHINGTON DC - Den omstridte, planlagte lukning af Guantánamo Bay 22. januar 2010 blev lidt mere sandsynlig i sidste uge, da det amerikanske Senat med stemmerne 79-19 dels gav præsident Obama mulighed for at overføre visse af de 220 fanger fra lejren til rettergang i USA, dels bevilgede 44,1 milliarder dollars til Ministeriet for USA’s Indre Sikkerhed.
En del af bevillingen er øremærket til finansiere lukningen af den militære fangelejr, en lukning, som ser ud til at blive mere besværlig og langtrukken end oprindelig forudset. Men den nye lov er imidlertid kun et lille skridt på en lang, stenet vej, for loven indebærer hverken, at eventuelle dømte terrorister kan afsone deres straf i USA, eller at løsladte og frifundne fanger kan genhuses i Amerika.
Tværtimod er der indtil videre er solidt flertal i Kongressen imod enhver opholdstilladelse til nogen fange fra den militære lejr, også selv om de eventuelt ikke kan vende tilbage til deres hjemlande. Eventuelle dømte kan heller ikke afsone en straf i USA.
Men hvad skal der så ske med fangerne?
Det spørgsmål bakser en tung interinstitutionel arbejdsgruppe under ledelse af det amerikanske justitsministerium (DOJ) med. Gruppen har deadline midt i november, hvor hver enkelt fanges skæbne skal være afgjort.
Information har haft mulighed for at tale en højtstående jurist med tilknytning til gruppen. Han ønsker at være anonym for at kunne give et bedre indblik i arbejdet, der har været plaget af det »rod, den tidligere regering efterlod, hvor oplysningerne om fangerne var blandet sammen med hinanden, ikke-eksisterende for fleres vedkommende eller - for de flestes - spredt mellem forskellige myndigheder, der ikke delte informationerne med hinanden, men holdt dem for sig selv.«
Kilden bekræfter forlydender, der har været fremme i den amerikanske presse om, at Washington forhandler med Saudi-Arabien om at returnere et større antal yemenitiske fanger fra Guantánamo til kongedømmet. Saudi-Arabien er hjemland for et verdensberømt såkaldt blødt »rehabiliterings- og afradikaliseringsprogram« for terrordømte, der forsøges genintegreret i samfundet efter endt afsoning (se boks).
»Vi tror på en aftale med Saudi-Arabiens regering, men der er ikke fældet noget endeligt ned på papir endnu,« siger kilden, der fastslår, at »hvad der skal ske med resten af fangerne (er) fortsat et stort og kompliceret problem, som vi endnu ikke har nogen løsning på.«
Og det er ikke, fordi USA’s europæiske allierede står i kø for at aftage fangerne, der i høj grad ses som »amerikanernes eget problem«, som en tysk, Washington-baseret diplomat udtrykker det til Information. Ungarn sagde i september som det seneste land ja til at modtage en enkelt fange, der står til løsladelse. Andre lande, der tidligere menes at have udtrykt sig positivt er Frankrig, Portugal, Spanien, Italien og Belgien.
Det største enkeltstående problem er de 97 yemenitter. De udgør langt den største gruppe fanger i Guantánamo, næsten halvdelen; mange af dem anses for dybt radikaliserede med dybe rødder i islamistiske miljøer i Yemen.
Kun 26 er clearet af de amerikanske myndigheder til løsladelse, hvorimod resten ses som for farlige.
I selve Yemen, bin Laden klanens hjemstavn, lever en hård kerne af al Qaeda-medlemmer i bedste velgående, uden at den svage centralregering har haft succes med at inddæmme dem. Obama-regeringen stoler bl.a. af den grund ikke på, at myndighederne har styrken til at udstede valide sikkerhedsgarantier og har derfor i et stykke tid ledt efter en alternativ slutdestination for fangerne, uanset at regeringen i Yemens hovedstad Sanaa har anmodet om at få dem sendt hjem.
Den saudiarabiske regering tøver imidlertid og har tidligere offentligt udtalt, at den kun vil overveje at huse fanger fra Yemen, hvis disse selv ønsker at returnere til Saudi-Arabien. En accept af fangerne kan også medføre, at landet kan blive et mere udsat mål for terror og ydermere vil det blive set som en offentlig ydmygelse af regeringen i Riyadh, hvis yemenitterne deltog i rehabiliteringsprogrammet og så senere alligevel endte i terroraktiviteter igen.
Saudiarabiske embedsmænd og sociologer tilknyttet programmet sagde for to uger siden til Washington Post, at det bløde rehabiliteringsprogram »i høj grad trækker på traditionelle familiestrukturer i Saudi-Arabien. Det er en skam for din familie, hvis du synder og bedriver terrorvirksomhed. Kun få af fangerne fra Yemen har familie i Saudi Arabien; hvordan skal vi kunne få et meningsfyldt samarbejde med familien, hvis de er i Yemen, og fangerne er hos os.«
»Det er ikke en ønskesituation for saudierne. De er ikke sikre på, at de kan rehabilitere de her fyre, og de ønsker heller ikke at få overdraget rollen som fængselsinspektør for USA. På den anden side lægger amerikanerne et enorm pres på dem for at tage fangerne fra Yemen,« siger Christopher Boucek, analytiker ved the Carnegie Endowment for International Peace i Washington DC. Han har studeret det saudiske afradikaliseringsprogram i årevis.
Boucek er lige hjemvendt fra et ugelangt ophold i Saudi -Arabien, og han siger til Information, at det faktisk er svært at se, hvorfor landets almægtige konge overhovedet skulle overveje, at tage fangerne:
»Men på den anden side har saudiaraberne i årevis sagt, at Guantánamo-lejren bør lukke, og så synes man muligvis, at man må hjælpe til. Derudover skal man ikke være blind for, at saudiaraberne også selv kan få værdifulde informationer om al Qaedas aktiviteter ud af at afhøre disse fanger. Endelig kunne der være et vist mål af selvbeskyttelse involveret. Saudiaraberne ønsker ikke, at disse mange potentielle terrorister vender hjem til Yemen og involverer sig i aktiviteter, der sagtens kunne rette sig mod Saudi-Arabien.«
- Er al Qaeda i Yemen overhovedet en trussel mod USA’s indre sikkerhed eller mere en trussel mod netop Saudi-Arabien?
»Som landet ligger nu med en hård kerne af al Qaeda, der både er ved al blive større, og som konsoliderer sig i Yemen, er bevægelsen mest en direkte trussel mod saudiaraberne. Men på den anden side definerer al Qaeda sig som bevægelse som værende i kamp mod USA og Vesten, og vi ved, at deres aktiviteter har international rækkevidde. Så amerikanerne har også en sikkerhedsinteresse i, at Guantánamo-fangerne fra Yemen ikke fortsætter med at være involveret i terrorvirksomhed i fremtiden.«