Personligt tror jeg ikke på, at nogen etableret religion har monopol på den dybe sand-hed om vore liv og hele ideen med Universet. Jeg tror ikke, at hverken Biblen, Koranen eller Toraen - så betydningsfulde de end er for kultur og tro for milliarder af mennesker - er skrevet af en Gud. Men jeg har den største respekt for det store flertal af menneskeheden, der søger styrke og trøst i religionen.
Vi er nødt til at mobilisere en betydelig portion tolerance - også over for ideer og adfærd, som i grunden er produkter af intolerance - som f.eks. at gå med burka. Fordi fred er det allervigtigste.
Det er kun en ekstremt lille minoritet af denne verdens 1,5 milliarder muslimer, der vil myrde medmennesker for at bekæmpe de ‘vantro’. Og der findes også i kristne trosretninger, i jødedommen og i hinduismen lige så farlige fanatikere. Europas historie fra korstogene over Trediveårskrigen til Balkan de seneste 10-15 år er historien endeløse baner af grusomheder begået med religiøs fanatisme som drivkraft.
Men det overvældende flertal - også af verdens muslimer - afviser og afskyer fanatikerne. Der er ikke hold i påstanden om, at islam er uforenelig med modernitet og demokrati. Selv om nogle af demokratierne i den islamiske verden er unge - og enkelte endda yderst skrøbelige - så er det en kendsgerning af flertallet af verdens muslimer har taget del i ubestridt demokratiske valg af deres nuværende regering: F.eks. i Indonesien, Malaysia, Indien, Bangladesh, Pakistan og Tyrkiet.
Det er sandt, at mange muslimske indvandrere i Vesten har vanskeligt ved at tilpasse sig arbejdsmarked og i kultur i deres nye hjemlande. F.eks. er mange danskere af tyrkisk oprindelse - hvoraf mange kom hertil for 30-40 år siden - frosset mere fast i gamle forestillinger end nutidens beboere i de områder i Tyrkiet, hvorfra de oprindeligt udvandrede. Men selv dette er vel egentlig ikke en muslimsk specialitet. Noget af det samme mønster fandtes i generationer hos skandinaviske indvandrersamfund i USA.
De integrationsvanskeligheder, som mange muslimske indvandrere i europæiske lande har, kan delvis - men langt fra helt - forklares med den afvisning, de føler, de møder fra mange i det nye land: Vi kan træffe mange politiske beslutninger og vedtage programmer for integration på f.eks. arbejdsmarkedet - men voksende fremmedfjendtlighed modarbejder dem selvfølgelig. Der er mange ‘gamle’ europæere, der nærer frygt for og har modvilje mod indvandrerne. Dels - og meget forståeligt - som reaktion på uacceptabel adfærd fra ubeskæftigede indvandrerunge, der huserer i bander i nedslidte boligområder, hvor indvandrere og andre fattige og marginaliserede borgere lever side om side. Banderne er en forbandelse, uanset om forbryderne er arabere eller hvide HA’ere. Det mener de allerfleste, uanset tro. Men mange modsætninger har alene rod i mangel på kontakt og derfor også manglende forståelse - og i mediernes hang til at tegne problemerne endnu værre end de er. Og ikke mindst er der især ét parti, der som vej til at samle vælgere kynisk arbejder prøver at give ekstra næring til fremmedfrygt og islamofobi.
Den amerikanske kommentator Fareed Zakaria - som er af indisk og muslimsk herkomst - påpeger, at den måde f.eks. DF’s hollandske ven Geert Wilders angriber islam på modarbejder enhver bestræbelse på integration og gensidig forståelse. Dét kender vi også fra hjemmebanen. I stedet for at tale modsætningerne op skal vi solidarisere os med dét flertal af vore muslimske medborgere, der vil være med i den moderne verden sammen med os andre. Derved kan vi bidrage til, at den radikale islamisme bliver mere og mere marginaliseret. For som den kloge Fareed Zakaria siger:
»Sløret er ikke det samme som et selvmordsbælte. Vi fremmer vore værdier bedst, hvis vi anerkender den lokale og kulturelle sammenhæng og påskønner, at folk finder deres egen balance mellem frihed og orden, rettigheder og regulering. I sidste ende er tiden på vores side. Bin Ladens ideer taber allerede terræn i næsten alle muslimske lande. Radikal islam vil lide samme skæbne. Hvor man end har prøvet det - i Afghanistan, i Irak, i dele af Nigeria og Pakistan - bliver de fleste hurtigt meget trætte af det. Sandheden er, at alle islamister - voldelige eller ej - mangler svar på den moderne verdens udfordringer. Deres verdenssyn tilfredsstiller ikke moderne mænds og kvinders stræben. Det gør vort. Og det er det stærkeste våben af dem alle.«
Mogens Lykketoft, er MF (S) og fhv. udenrigsminister