Han sidder i en mørk lænestol med korslagte ben og blikket rettet mod horisonten. Hånden hviler på hagen i tænksom positur. Et blankt papir stikker op af skrivemaskinen foran ham. Billedet, der pryder forsiden af Jan Guillous nye selvbiografi, er ikke til at tage fejl af: Det cementerer national-ikonets status i den svenske offentlighed som den skarptskuende sandsigerske, der sidder klar ved tasterne til ærligt og uden omsvøb at spidde det svenske samfund i sine klummer og krimier. Ordets magt og afmagt - mit skrivende liv udkom på dansk i denne uge og er den svenske bestsellerforfatters egen og uimodsagte udlægning af sit 40 år lange virke som journalist, debattør og forfatter.
Men i den forgangne uge blandede avisen Expressen sig pludselig i historiefortællerens egen historieskrivning og fremmanede et mindre flatterende billede af den populære forfatter.
Hidtil hemmeligholdte papirer fra den svenske efterretningstjeneste Säpo, som avisen er kommet i besiddelse af, viser, at Jan Guillou fra 1967 til 1972 samarbejdede tæt med den sovjetiske efterretningstjeneste, KGB. I løbet af de fem år, samarbejdet stod på, afholdt Guillou adskillige møder med KGB-officeren Jevgenij Ivanovitj Gergel fra den sovjetiske ambassade - et samarbejde, som blandt andet involverede, at Guillou forsynede Gergel med analyser og viden om politiske grupperinger i det svenske samfund. For sit arbejde modtog Guillou kontant betaling og udskrev selv kvitteringerne.
Det lyder som noget, Jan Guillou selv kunne have skrevet om i en af sine mange populære spionromaner om Carl Hamilton. Men problemet er netop, at Jan Guillou aldrig har skrevet om det - hverken i sine krimier eller i den erindringsbog, som netop er udkommet.
Det fik i den forgangne uge en heftig debat til at blusse op i den svenske presse og offentlighed. Under overskriften »Lyver Jan Guillou?« gik blogfænomenet Alex Schulman allerede dagen efter afsløringen i kødet på Guillou:
»Jeg mener, hvis det her virkelig bare er en sjov historie, så ville han vel have valgt at fortælle den frivilligt? Han udgav sine erindringer for bare en måned siden. Hvorfor fortalte han ikke om det i bogen?«
Og det er netop forfatterens undladelsessynd, som har affødt de stærkeste reaktioner i debatten hinsidan. Jan Guillous nære ven og forfatterkollega, Leif G.W. Persson, har sagt, at Guillou burde skamme sig. Statsministerkandidat Mona Sahlin har bedt om en udredning af, hvad Guillou præcist har fortalt om Socialdemokratiet til russerne. Og de fleste iagttagere er enige om, at Guillou selv burde have løftet sløret for sin sovjetiske forbindelse.
Ifølge tidligere chef- og kulturredaktør for Dagens Nyheter, Arne Ruth, har sagen allerede medført alvorlige rystelser i billedet af Guillou i den svenske offentlighed.
»Som kritisk journalist og samfundsrevser har han selv opnået stor berømmelse på netop at konfrontere politikere med deres halve sandheder. Nu er han blevet ramt af sin egen metode, og det kan ikke undgå at påvirke hans rolle som sandsigerske,« siger Arne Ruth til Information.
Ifølge litterat og krimiekspert Bo Tao Michaëlis, der gennem de seneste 25 år har fulgt Guillous forfatterskab og også selv været på besøgt i hans lejlighed i Stockholm, har sagen givet Guillou et »hak i lakken som Sveriges selvbestaltede samvittighed«.
»Hvor stort hakket ender med at blive, afhænger af, hvordan sagen udvikler sig. Men selv har jeg nu aldrig anset Guillou for at være nogen ‘sandhedens stemme’. Jeg har derimod anset ham for at være en professionel og dygtig debattør og forfatter,« siger Bo Tao Michaëlis, der netop har læst og anmeldt Guillos erindringsbog i Politiken - en bog, han generelt betegner som »utroligt selektiv«.
»I bogen slentrer Jan Guillou ned af mindernes vej og peger på de huse, han synes har haft betydning for hans liv. Og for nu at blive i metaforen vælger han altså ikke at pege på den bygning, der huser KGB. Hvorfor ved jeg ikke. Men måske fordi han ikke var særlig stolt af det?«
I ugens løb har Jan Guillou selv forsøgt at forklare sig over for den svenske offentlighed, og tirsdag besluttede han at lægge en uddybende forklaring ud på sit eget forlags hjemmeside, piratforlaget.se. Her skriver han, at beslutningen om at lade sig indrullere i KGB først og fremmest var et anfald af ungdommelig naivitet. Dengang, i 1967, var han blot 22 år og troede oprigtigt på, at han sammen med sin journalistkollega Arne Lemberg kunne optrevle den russiske spionorganisation indefra, hvis bare han fik adgang.
»Det er nærmest rørende naivt. Men Arne Lembergs og min viden om spionage var dengang, i 1967, begrænset til nogle få studier af James Bond-film,« lyder det i indlægget, hvor Guillou også kommer ind på, hvilke opgaver han blev bedt om at udføre for KGB. De hørte alle sammen til i petitesseafdelingen, bedyrer han.
»Når man bad mig skrive en analyse af eksempelvis Centerungdommens forventede skærpelse af sin holdning til Vietnamkrigen, var det lige så lovligt, som hvis jeg havde skrevet den samme analyse til en anden avis end den, jeg arbejdede for. Nogle spændende ulovligheder kom aldrig på tale, så den store afsløring trak ud,« skriver Guillou.
I et af de hemmeligstemplede papirer, Expressen er kommet i besiddelse af, fremgår det, at Guillous gode ven og kollega Arne Lemberg, der oprindeligt var med på ideen om at infiltrere KGB, også var manden, der af egen drift endte med at tage kontakt til Säpo og fortælle om Guillous relationer til den sovjetiske efterretningstjeneste.
I sit indlæg hæfter Guillou sig dog ved, at Säpo må have fundet oplysningerne om hans forhold til KGB relativt harmløse. I hvert fald er oplysningerne aldrig blevet brugt imod ham - heller ikke da Säpo i seks måneder fra 1973-74 havde Guillou i forhørsstolen i forbindelse med den såkaldte IB-affære, hvor Guillou var med til at afsløre eksistensen af det hemmelige svenske Informationsbyrån, der havde til formål at indsamle informationer om kommunister under Den Kolde Krig.
»Den eneste sikre konklusion, man kan drage af det, er, at Säpo tilsyneladende tager mine gamle forbindelser med KGB betydeligt mere afslappet end Expressen,« skriver Guillou i indlægget.
Men ifølge Arne Ruth har Guillou dermed misforstået pointen. Det, der optager den svenske presse og offentlighed, er ikke så meget det forhold, at Jan Guillou har haft en relation til KGB, som det er det forhold, at han har fortiet den. Det er derfor kun naturligt, at svenske medier nu spørger sig selv, hvad Guillou ellers ikke har fortalt, mener han.
»I en selvbiografi, skrevet mod slutningen af ens karriere, bør man kunne forvente, at forfatteren er hudløst ærlig over for sig selv. Det indebærer også, at man beretter om det, der er mislykket for én. Og selvfølgelig skulle Guillou have beskrevet sin mislykkede relation til KGB og ved samme lejlighed forklaret, hvorfor den mislykkedes,« siger Arne Ruth, der opfordrer Jan Guillou til at lægge alle papirer fra dengang frem for at udrydde enhver tvivl om, hvad hans arbejde for KGB præcist bestod i. Samme appel til Guillou om at lægge alle kortene på bordet lød i ugens løb også fra ‘regeringskansliet’ i Stockholm, da statsminister Fredrik Reinfeldt besluttede sig for at gå ind i sagen.
»Det bedste, han kan gøre nu, er at udrede, hvad der egentlig er sket,« sagde Reinhardt til Expressen tirsdag.
Spørger man Jan Guillou, er alle kort imidlertid lagt på bordet allerede, og forfatteren afviser, at der skulle være papirer eller dokumenter i hans arkiv, som han bevidst forholder offentligheden.
»Ikke nogle, jeg husker i hvert fald. Jeg kan godt høre, det lyder ejendommeligt. Men nej, alle væsentlige spørgsmål i den her historie er blevet stillet, og jeg har besvaret dem så godt og ærligt, som jeg kan«.
Ikke desto mindre er der stadig et spørgsmål, som mangler at blive besvaret: Hvorfor udelod Guillou at fortælle historien om sine sovjetiske forbindelser i sin netop udgivne erindringsbog, hvis han, som han bedyrer, ikke har noget at skjule? Guillou har selv forklaret, at han opfattede hændelsen som en »kul sak«, en sjov episode af mindre betydning for det samlede forfatterskab.
»Jeg overvejede frem og tilbage, om jeg skulle tage den her historie med i bogen, og kom frem til, at den var for håbløs og lille - og aldeles forældet. Men det var et journalistisk valg, jeg ikke deler med Expressen,« forklarede han til selvsamme avis tirsdag.
De seneste dages mediestorm har dog vist, at det ikke kun er Expressen, der er uenig i hans journalistiske valg. Med sine hullede erindringer har Guillou i stedet opnået medlemskab i en eksklusiv klub af forfattere, der de senere år har måttet se sig indhentet af fortidens fortrængninger. Så sent som i sidste uge fremkom der nye belastende beviser i sagen mod den fransk-tjekkiske forfatter Milan Kundera, der står under anklage for som ung at have angivet en vestlig agent til den tjekkiske efterretningstjeneste. Viser anklagerne sig at holde stik, vil de skabe alvorlige forstyrrelser i det billede af Milan Kundera som Europas store humanist og anti-totalitære forfatter, der er bygget op om ham over de seneste årtier. En lignende billedforstyrrelse ramte i 2006 Tysklands moralske stemme og samvittighed, forfatteren Günter Grass, da han i sin selvbiografi Når løgene skrælles, endelig selv valgte at gøre op med mere end 60 års fortielser og afslørede, at han i nogle måneder sidst i Anden Verdenskrig havde været indrulleret i en Waffen-SS-division, og altså - i modsætning til hvad han tidligere har givet udtryk for - udførte militære opgaver under krigen.
Selv om Kundera og Grass ikke på alle punkter tåler sammenligning med den verserende Guillou-sag, er der alligevel mindst ét iøjnefaldende fællestræk, mener Arne Ruth. Der er nemlig i alle tre tilfælde tale om litterære nationalikoner, der er kommet i modvind på grund af fortidige synder. Eller rettere: Det er ikke så meget det, de har gjort, der interesserer offentligheden. Det er snarere det, de ikke har gjort. Det er ikke de fortidige gerninger som sådan, men den efterfølgende fortrængning og fortielse, der skuffer.
»Psykologien i de tre eksempler er interessant, fordi den viser risikoen ved at blive et nationalt ikon. Når man begynder at dyrke sit eget selvbillede, bliver man samtidig bange for alle de informationer, der kan forstyrre billedet,« siger Arne Ruth, der dog understreger, at der i tilfældet Kundera stadig er en del tvivl forbundet om hans egentlige rolle som stikker.
»Men det, der forbinder dem, er, at deres status som sandsigersker er blevet anfægtet, og det tror jeg også vil ske for Guillou, fordi man med rette kan spørge til, hvad han ellers ikke har fortalt.«
Personligt opfatter Arne Ruth dog stadig Guillou som en vigtig person i svensk samfundsliv.
»Lægger man plusser og minusser sammen, så lander han for min del på et plus. Guillou har gennem årene været modig og sagt ting, som andre ikke har turdet sige, og det fortjener han respekt for.«
Spørger man grundlæggeren af Det Svenska Deckarakademin Bo Lundin, er der da heller ingen tvivl om, at Jan Guillous status i det svenske samfund er så forankret, at han nok skal overleve den øjeblikkelige mediestorm.
»Det kan i øjeblikket minde lidt om kongens fald. Alle dem, der ikke bryder sig om Guillou - og han har mange fjender i Sverige - har kastet sig over den her sag. Men jeg opfatter den ikke som så alvorlig. Hvis Guillou i sit forfatterskab havde talt varmt for Sovjet og fremstillet russerne som the good guys, ville afsløringen have været enormt skadelig for ham. Men det har han jo ikke. Så selv om det var unødigt dumt, at han undlod at skrive om episoden i sine memoirer, så tror jeg kritikken af ham vil løje af ret hurtigt,« siger han til Information.
Den vurdering deles af Bo Tao Michaëlis, der minder om, at Guillou altid har været bedst i modvind.
»Sagen vil selvfølgelig blive brugt imod ham, for han har selv været ude efter mange andre for noget lignende i tidens løb. Men i sidste ende vil det hele nok kun bekræfte Guillou i, at han er en larger than life-skikkelse, som omverdenen ikke rigtig forstår.«