Ingen havde vel i sin vildeste fantasi forestillet sig, at det, der i en dansk aviskontekst forekom relativt harmløst, fire år efter skulle blive ved med at udløse voldsomme reaktioner. Men det må erkendes, at selv om det er længe siden, at Jyllands-Posten valgte at bede en række tegnere om at tegne Muhammed for at udfordre det, avisen så som en snigende tendens til selvcensur af frygt for vrede fra muslimske kredse, så vil tegningerne ikke gå væk. Allerede kort efter offentliggørelsen i slutningen af september 2005 indløb de første terrortrusler mod avisens redaktioner i Århus og København. Dernæst fulgte danske imamers rundrejse i Mellemøsten med tegningerne og en fordrejet fortælling om avisens hensigter, ambassade- og flagafbrændinger, voldsomme demonstrationer i flere muslimske lande, fængslinger af avisredaktører og en voldsom global debat om ytringsfrihed og censur. I 2008 blev tre herboende muslimers mordplaner mod tegneren Kurt Westergaard afsløret, og da flere danske dagblade - heriblandt Information - i forbindelse med dækningen af sagen bragte Westergaards tegning som nyhedsillustration, udløste det nye voldsomme protester. Senere samme år fulgte terrorangrebet på den danske ambassade i Pakistan, hvor genoptrykningen af de danske tegninger blev nævnt af al-Qaeda i begrundelsen for angrebet.
Trusselsniveauet mod Danmark og danske interesser i udlandet er steget markant i de fire år, der er gået. Det blev kun alt for tydeligt konkretiseret med tirsdagens anholdelser i USA af henholdsvis en amerikansk og canadisk statsborger, begge af pakistansk oprindelse, der havde planer om blandt andet terroranslag mod Jyllands-Postens redaktioner i København og Århus samt mord på Kurt Westergaard og avisens kulturredaktør Flemming Rose.
Heldigvis blev vanviddet i første omgang afværget af de amerikanske myndigheders anholdelser og gennem et åbenbart forbilledligt samarbejde mellem FBI og Politiets Efterretningsvæsen, PET. Men faren er dermed ikke endegyldigt drevet over. For det første er de to anholdte angiveligt del af et større terrornetværk med forgreninger til Pakistan, og PET-chef Jacob Scharf tager dermed næppe munden for fuld, når han siger, at de sidste anholdelser ikke er foretaget i en sag, der efterforskes intenst. For det andet er sagen et skræmmende billede på, at Muhammed-krisen vil forfølge Danmark længe endnu, fordi de famøse tegninger er et dejligt konkret eksempel for islamister, der dels har et ønske om konstant at rekruttere nye soldater til deres kamp, dels har et indædt ønske om ved hjælp af terror og trusler at skabe så megen frygt, at man i den frie verden, som terroristerne hader så intenst, uforvarende går deres ærinde ved at mindske friheden og slække idealerne.
Men det må ikke ske. Ytringsfriheden kan ikke gradbøjes. Og selv om der i dag er redaktører - ikke mindst på Jyllands-Posten - der, når de ser tilbage på de seneste års turbulens, sikkert tænker, at de måske skulle have handlet anderledes dengang i 2005, må man ikke nu begynde at ryste på hånden.
Det kan ikke kraftigt nok understreges, at det inden for de rammer, som sættes af lovgivning, ene og alene er det enkelte medie, der definere brugen af ytringsfriheden, også når den kan omfatte »spot og hån«.
Der er i disse år talrige forsøg - endda langt ind i FN og EU - på at begrænse ytringsfriheden og sidestille hensynet til religiøse følelser med friheden til at tale og skrive frit, så derfor er det vigtigere end nogensinde at stå fast på, at ingen ydre kræfter skal øve indflydelse på ytrings- og pressefriheden.
Men Muhammed-krisen og dens eftervirkninger har vokset sig langt større end Jyllands-Postens oprindelige avisprojekt og har udviklet sig til symbolet på en dyb konflikt mellem islamiske terroristers middelalderlige verdensbillede og de vestlige frihedsidealer. I den forstand angår den alle, fordi terrortruslen er blevet permanent. Men det er lige så vigtigt at understrege, at med til kampen for friheden hører også kampen for friheden til at mene noget andet. Suveræniteten vises netop i, at man ikke bøjer af, men heller ikke benytter enhver given lejlighed til at grave grøfterne dybere.
Det er forventeligt, at DF kræver stramninger af terrorlovgivningen oven på anholdelserne i USA. PET skal naturligvis have de nødvendige redskaber, men den aktuelle sag viser netop, at efterretningsvæsenet fungerer glimrende med de nuværende beføjelser. Terrorlovgivningen, der er blevet gradvist strammet siden 2001, skaber en ambivalens, fordi den på den ene side er nødvendig for at forhindre terror og på den anden side qua sine beføjelser svækker nogle af de helt fundamentale frihedsrettigheder og dermed skader retssikkerheden. Hvis ikke man er yderst opmærksom på det paradoks og i stedet ved enhver lejlighed kræver stramninger, kan det i allerhøjeste grad blive en meget høj pris at betale i kampen for friheden.