Afrikas ekstremer gjorde mig levende for første gang i lang tid. Livet kom mig ved og kom helt tæt på. Jeg så ikke længere mit liv køre forbi mig som på en film
REJSELIV
Carsten Jensen - dagens eksemplariske eventyrer - kunne man vælge at kalde ham. Han havde nemlig et udgangspunkt, der gjorde ham i stand til at rejse udenom verdens færdiglavede pakkeløsninger.
“Jeg forestillede mig, at min rejsekammerat var en fotograf fra det amerikanske nyhedsbureau NBC. Hver gang han gik til højre gik jeg konsekvent til venstre”, fortæller Carsten Jensen i et af sine landsdækkende foredrag.
Med den udtalelse har han på en gang gjort det klart, at han ønskede at opleve noget af det, der i dag er kolossalt svært at finde: nemlig det uudforskede og uspolerede.
Forskellen mellem charterferier og ‘rygsækrejser’ bliver mindre og mindre. Unge rygsækrejsende møder de samme mennesker, som de mødte i Australien, USA, Afrika, Asien og Sydamerika. Det tyder på, at folk opsøger de samme få steder på hvert kontinent. Turene er pakkede og planlagte. Man behøver blot betale, og så overlader man resten til velvillige guider og turarrangører. Men er det det, folk rejser ud for at afprøve?
Svær originalitet
Det var ikke de færdige pakkeløsninger, jeg drømte om, da jeg rejste til Afrika. Jeg faldt blot som så mange andre i fælden. Der skal ikke meget lokkeri til for at få en træt, nyankommet rejsende til at hoppe på en tur. For det første er det nemt og kræver måske en tiendedel af det, som det ville kræve selv at arrangere en tur. For det andet har turarrangørerne selvfølgelig allerede valgt de store attraktioner i verden og omdannet dem til museer med dertil hørende forlystelser.
Det er uhyre svært at rejse på en original måde i dag. Christopher Colombus gjorde det engang - han havde ikke andre muligheder. Det kan også godt lade sig gøre i dag, men det kræver en ekstra kamp. Man skal være villig til at yde for at opleve og for at nå hen til steder, hvor turismen endnu ikke har gjort sit indtog. Når/hvis man så når sit mål, ja så er det jo lidt bittert at tænke på, at man måske har startet en ny dille. Man har blot været den første - og er det ikke bare menneskets natur i en nøddeskal - at være den første, den eneste, den bedste…
Efter de første skuffelser omkring mit møde med pakkeløsningerne måtte jeg til at mobilisere energien til at fortsætte min jagt på det uvisse. Som dansker behøver man jo blot at træde ud på gaden i en by som Nairobi for at blive chokeret. Byen er spækket med gadebørn og tiggere - et syn, som vi er fuldstændig forskånede for i det danske gadebillede. Vi er i det hele taget utrolig forskånede i Danmark. Realiteterne bliver smækket op i ens åbne ansigt på et kontinent som det Afrikanske. Alt er ekstremt: ekstremt rige folk over for ekstremt fattige folk, ekstrem voldsom regn over for en ekstremt stegende sol, folk med en ekstrem høj moral over for folk med ingen moral overhovedet, ekstrem vold, ekstrem færdselstrafik osv., osv.
Livet kom tæt på
Mine følelser var på samme måde. Jeg kunne gå fra at være ovenud lykkelig til at være ved at myrde et menneske af raseri og så til at synke grædende og ulykkelig sammen. Jeg følte mig levende for første gang i lang tid, mine følelser var så åbenlyse og markante. Livet kom mig ved og kom helt tæt på. Jeg så ikke længere mit liv køre forbi mig som på en film. Jeg var hovedpersonen i en bestseller - i min egen bestseller.
Jeg behøvede ikke pakkeløsningernes bungyjumping eller riverrafting for at fremkalde disse følelser. Jeg behøvede blot at skulle klare mig i et samfund, der på alle måder er forskelligt fra det danske.
Det fik mig til at forstå, at vold og overlevelse i virkeligheden spiller en vigtig rolle i et samfund. Jeg, der ellers aldrig har kunnet se en eneste positiv ting i vold og utryghed, ændrede langsomt mening. Jeg indså, at volden altid har været en del af mennesket, og at den sandsynligvis altid vil være det. I et samfund som det danske er volden langt mindre udbredt. Den er snakket ihjel, den lurer under moralens stramme tag, vil nogle måske mene. Aggressionerne er der, men symptomerne kommer til udtryk i spiseforstyrrelser, fanatisk sportsudøvelse, hooliganisme (apropos VM) osv. Spørgsmålet er, om volden ikke blot er en del af naturen?
Jeg blomstrede i kampen for overlevelse. Mine overlevelsesinstinkter var bragt til opvågning, og jeg følte, at jeg levede.
Hjem til det lette liv
At vende tilbage til Danmark føltes, som det måtte føles, hvis man kunne vende tilbage til fostertilstanden inde i den trygge livmoder. Det var fantastisk at se et organiseret samfund igen. Det var trygt, rart, dejligt og afslappet. Jeg fik det første arbejde, jeg søgte. Der blev taget hånd om mig på alle leder og kanter. Jeg tænkte på det hårde og barske samfund, jeg lige havde forladt og følte mig heldig. Jeg tog det ikke for givet, jeg bemærkede al den overflod, vi lever i, og fik dårlig samvittighed, alt imens jeg omregnede de 1.000 kroner, jeg lige havde købt ind for, til kenyanske shillings, hvilket svarer til 10.000 sh., hvilket svarer til en halv årsløn for de fleste kenyanere.
Men min forundring over velstanden og livets ulidelige lethed var en stakket frist, og det kunne jeg mærke. Inden længe forandrede al den her luksus sig til en sovepude. Jeg gik i stå og trak mig ind i mit sneglehus, passede mig selv som enhver anden god samfundsborger.
Kan livet blive så nemt, at det gør en ulykkelig?
Nej livet i Danmark er absolut ikke nemmere. Alt imens afrikanerne kæmper for det basale, kæmper vi på det psykiske plan. Vi har alt det basale i orden og kan fuldt ud koncentrere os om selvrealiseringen - vores psykiske velvære; og se, det er straks værre.