Radovan Karadzic, den tidligere bosniske serberleder, forsøgte alt for at få udskudt retssagen mod sig selv ved Krigsforbryderdomstolen for Eksjugoslavien i Haag (ICTY). Nu kører sagen uden hans fysiske tilstedeværelse og forhåbentlig vil den eksponere ham som en af chefarkitekterne bag krigen i Bosnien, bag ‘etnisk udrensning’, bag folkemord og bag krigsforbrydelser begået i dette land i årene fra 1991 til 1995.
Karadzic er tiltalt for 11 forhold, deriblandt for at have beordret dels massemordet på omkring 8.000 bosniske mænd og drenge i Srebrenica, dels belejringen og snigskytteangrebene på Sarajevo, der resulterede i 12.000 dræbte civile. Det siger sig selv, at han har erklæret sig ikke-skyldig. Som Milosevic insisterer han på, at domstolen ikke har nogen retsgyldighed og ganske som sit idol har han valgt at forsvare sig selv. Under afhøringer har han ynkeligt fastholdt, at Richard Holbrooke, den daværende amerikanske fredsmissionschef i Bosnien, i 1996 skulle have lovet ham immunitet, hvis han forlod den politiske scene. Overflødigt at sige, Holbrooke benægter eksistensen af en sådan aftale.
Forklædt som Dr. Dabic - en alternativ læge med forvokset hvidt julemandsskæg og langt hvidt hår - levede Karadzic i 11 år under jorden. Han blev anholdt i Beograd og overgivet til retsforfølgelse i juli 2008. Hvis noget blev knust ved hans arrestation, så var det den myte, at han skulle have været en folkehelt, hvis pågribelse ville ryste Serbien og Republika Srpska ind til kernen. Hvorfor?
Hans anholdelse og udlevering til ICTY var tydeligvis en let handel for Serbien at indgå. Karadciz, som er født i Montenegro og for det mest har boet i Sarajevo, var ikke serbisk statsborger og blev ej heller anset for nogen serbisk helt. Ved at arrestere ham, styrkede Serbien sin politiske kredit markant. Ubehageligt for Serbien kan det dog meget vel blive, hvis det ved retssagen kommer frem, at Karadciz refererede direkte til Milosevic. Påfaldende er det også, at Karadzics våbenbroder, den daværende hærchef Ratko Mladic, ikke har mødt samme skæbne - han nyder stadig såvel den serbiske hærs som den serbiske regerings beskyttelse.
Det mest interessante spørgsmål er dog: Hvad skete der med den sympatiske og flinke fyr, som Karadzic øjensynlig var engang? Trods alt var både børnelæge, psykiater og en habil digter. Hvordan kunne det gå til, at han i seks år - fra 1990 til 1996 - opførte sig som en helt anden person? Hvad var det, som forandrede hans karakter?
Svaret er i grunden ikke så kompliceret, uanset hvor dramatisk en personlighedsændring det var: Det gjorde den samme sekvens af begivenheder, som også forandrede livet for så mange andre. F.eks. Biljana Plavsic, også leder af Republika Srpska under borgerkrigen og dømt som krigsforbryder - hun blev løsladt i denne måned efter at have sonet to tredjedele af sin straf. Plavsic var universitetsprofessor med ph.d.-grad og en anerkendt forsker, men udviklede sig til nationalistisk politiker. Det, som virkelig forandrede sig, var omstændighederne - krigen og det faktum, at de begge gik ind i politik. Karadzics ambitioner og forfængelighed gjorde ham til den præsident, der gav ordre til massemord.
Og disse ordrer var på ingen måde i modstrid med Karadzics personlighed som poet og psykiater - manden, der elskede at hjælpe sine medmennesker. Så overbevist var han om, at både Sarajevos belejring og de myrderier af civile, som han tillod, blev gjort af kærlighed til serberne, hans folk, som behøvede deres Lebensraum.
Det kunne se ud til, at vi instinktivt ønsker at tro, at digtere og akademikere, dvs. højtuddannede, følsomme og intelligente mennesker på en eller anden måde er for fine, for ædle til at begå modbydelige forbrydelser. Det er dog ellers bevist tusindvis af gange, at veluddannede ikke har højere moral end almindelige mennesker. Der er ingen mystik i disse personlighedsændringer. Ethvert individ har potentiale til at handle for det gode eller for det onde, også selv vi om ynder at distancere os selv ved at kalde mennesker som Karadzic eller Plavsic for monstre. De er spejlbilledet af, hvad vi - under visse fatale omstændigheder - selv kunne være blevet.
Slavenka Drakulic er kroatisk forfatter Oversat af Niels Ivar Larsen