Hvad er verdensmusik? Er det kinesisk strubesang? En samisk fugleimitator? Et sydkoreansk trommeshow? Eller en hvid dj, der mixer dansebeats fra Den Tredje Verdens ghettoer?
Eller lad mig spørge på en anden måde: Hvor lokalt skal det være? Hvor internationalt kan det tåle at være? Hvor meget af traditionen er funderet i håndværk? Hvor autentisk kan man være på en laptop?
Jeg havde håbet på, men endte med kun delvist at få svarene under weekendens The World Music Expo, WOMEX, i hovedstaden.
Der er god grund til at fejre at WOMEX i år og de næste to år afvikles i København, midt i en nation af små sko og snæversyn med dobbeltknude. For WOMEX er en central begivenhed inden for verdensmusik, og det giver adgang til en enorm musikalsk genpøl.
Men det var et krydstogt mere end en svømmetur, vi skulle på. Man blev hverken våd eller beskidt. For det viste sig, at verdensmusik i WOMEX’ fortolkning er en ganske velopdragen størrelse.
Forstå mig ret. De tre dages tætpakkede aftenprogrammer på fem scener i og ved siden af Koncerthuset DR Byen udfoldede i høj grad regionale og nationale særkender. Vi blev diverteret med fremragende lokale udtryk, ofte af overvældende karakter. Men mange bands havde også lånt lige lovlig meget fra en internationalt ubestemmelig rockmusik, pop, hiphop i den mellemfolkelige fornøjelses tegn.
Verdensmusik eller world music siges i sit udgangspunkt at være et eurocentrisk udtryk, der refererer til musik fra alt andet end vores verden. Lykkeligvis har WOMEX taget afstand fra dette og præsenterer også musik fra vores del af verden, i år meget nordisk musik. Her er verdensmusik samisk tradition, folkemusik med laptop, folkeviser. Et spektrum, der i de renere former med samiske Wimmes yoik-sang og norske Unni Løvlids sakrale sange vibrerede med stort nærvær.
I det hele taget var det sjældent i fusionernes felt, at dette års WOMEX excellerede. Til gengæld blev denne anmelder benådet med store oplevelser af den ældre skole, og de er jo også helt afgørende at hylde i en verden, hvor lokal identitet i dén grad er presset. Det 11 kvinder høje Deba fra øen Mayotte i det Indiske Ocean var helt magisk med deres lysende, brusende vokalharmonier løftet ud af Sufi-traditionen - og benådet med kvindernes oceanisk cirklende dansebevægelser. Jeg nød det italienske Orchestra Popolare Italianas opvisning i spruttende livslysten syditaliensk folkemusik. Og den rumænske gamlinge-sekstet Brigade Retro Mishtos sigøjnermusik med uendelig meget historie, svimlende forsiringer og rå spilleglæde. Opsparet menneskelighed med renters rente. Eller Eva Quartets underskønne, prunkfri bulgarske vokalmusik, der sitrede i skelettet. Eller en blodtransfusion til cajun-traditionen udført af amerikanske Cedric Watson & Bijou Creole. Og i retning af cirkusset: Det sydkoreanske trommeorkester Dulsoris synkronopvisning i synkoperingens kunst. Fremragende og musikalsk medrivende, omend først og fremmest belønnende som show.
Og under dette show fik jeg mit delvise svar på, hvad verdensmusik er, i hvert fald i WOMEX’ kontekst. Det synes at kunne indsnævres til at være et internationalt professionelt og håndværks- betonet udtryk med lokal forankring eller i hvert fald afsmitning. Voldsomt kompetent, men også ofte uden modhager. Med en stor del af de lokale særkender høfligt smeltet sammen med mere vestlige former - eller realiseret med showmanship i form af koreografi, egnsdragter og/eller festpotentiale som glidecreme. Enten tilpasset etnisk eller spektakulært eksotisk. Den autenticitet, der synes at være på spil, handler om at kunne sit håndværk. Så når en globalt anlagt dj som amerikanske Maga Bo spillede, var det i foyeren som det tynde øl, efter at det reelle musik- program var slut.
Men håndværk er ikke længere en forudsætning for at lave musik, heller ikke på globalt plan. Ude i alverdens ghettoer sidder kids på udtjente pc’er og laver ny musik. Nu skal WOMEX selvfølgelig heller ikke drukne i dansebeats og klublyd. Men jeg kom i det hele taget under mine tre dage på WOMEX til at savne vildskab, vanvid, fremmede splinter i ørerne. Dem fik jeg stort set kun under de tungt traditionelt betonede koncerter. Men verdensmusik er jo mere end det ifølge WOMEX, og når man nu alligevel bevæger sig i et spændingsfelt, hvorfor så ikke træde op på beatet og præsentere mere eksperimenterende, nutidigt gade-grimme udtryk og lokal rablen? Hvor var f.eks. det finske pladeselskab Fonals gale eklektiske musikere? Hvad med ukrainsk electronica fra Zavoloka? Eller den boomende moderne fortolkning af cumbia, der vugger gennem Sydamerika for tiden?
Dette er WOMEX’ 15. år i sving. I Bella Centeret var der messe med i alt 2.800 delegerede og et utal af stande, folkloristiske farver og former, og i DR Byen kunne man glide fra koncert til koncert i ét langt flow aftenen igennem. Og dérfra kunne man følge lydbølgerne ud i resten af byen. Der var undergrunds-world under WEMIX i Støberiet på Blågårds Plads. Globalistaen, dj’en, bloggeren Dj/rupture gav os global ghettotech i Kødboderne 18. I den forstand fungerer WOMEX upåklageligt som inspirator til modsvar og meddigtning.
Men ved ikke at have fulgt med tiden er WOMEX blevet for hyggeligt, og det afholder dem fra at blive en afgørende vibrerende nutidig oplevelse, som måske ikke kan stryge alle med hårene. Men til gengæld vil ramme flere.
WOMEX: DR Byen, Kbh., torsdag-lørdag