Med den sidste underskrift fra Tjekkiet er Lissabontraktaten i hus og kan træde i kraft allerede i år - 20 år efter Murens fald og den genforening af Europa, som var udgangspunktet for traktaten. Processen frem til i går har været lang, stenet og trælsom, det begyndte med et storladent konvent og ambitøse visioner om et nyt Europa med en fælles forfatning, en stærk økonomi og en fælles stemme i verden. Fordi Europa har så meget at byde på, først og fremmest en samfundsmodel, et værdisæt og et demokratisk system, der hænger sammen. Det begyndte med et Europa, som efter kommunismens sammenbrud skulle tage den økonomiske kamp om mod Kina og USA, og det begyndte med EU-borgernes grundlæggende rettigheder, en enklere og mere forståelig forfatning og et mere gennemskueligt europæisk demokrati. Men i mellemtiden er pynten unægteligt pillet af. Storheden og drømmen om et stærkt forenet Europa er blevet til et forpjusket pragmatisk fællesskab, hvor bureaukrati og særinteresser fylder mere og mere, og hvor man end ikke har formået at enes om en arbejdsbeskrivelse for den EU-formand, som skal være Europas fælles stemme.
Først stemte Frankrig og siden Holland forfatningstraktaten ned under trusler om den polske håndværker, som ville tage arbejdet fra almindelige hårdtarbejdende vesteuropæere. Irland stemte derefter imod den reviderede traktat, og først efter endnu en stribe undtagelser og revisioner er Lissabontraktaten nået dertil, hvor den kan føres ud i livet. Med den nye traktat er grænsen nået for, hvor langt integrationen i Europa kan nå ad traktatvejen. Lissabontraktaten med alle dens kompromisser, undtagelser og særheder er, hvad det blev til. Europa slutter her - november 2009. Det blev ikke, som fødaralisterne havde drømt om, og det blev ikke det løsere nationernes Europa - det blev et gråmeleret samarbejde midt imellem og hverken eller. Et samarbejde, hvor det fortsat er de store gamle EU-lande, Frankrig og Tyskland, der bestemmer. Og hvor Europas kurs fastlægges i London, Paris og Berlin. EU består i dag af 27 lande, Kroatien og Island banker på, og derefter venter endnu flere lande. Ingen kan forestille sig, at EU de første mange år vil indlede en ny traktatproces. Så langt øjet rækker, er EU-systemet booket fuldt op med at få det udvidede Europa med en række tilbagestående lande til at fungere.
I praksis er der i dag tale om et Europa i flere hastigheder eller flere rum. Der er et eurosamarbejde, som omfatter kernelandene i EU plus nogle flere. Der er Schengensamarbejdet, som omfatter en gruppe lande, og så er der små og store undtagelser på kryds og tværs. Danmark befinder sig i udkanten af Europa. Danmark er ikke med i det vigtige økonomiske samarbejde i euroen, ikke med i forsvarssamarbejdet, som bliver stadig mere udviklet og ikke med i samarbejdet om retlige og indre anliggender. På det sidste område betyder den danske undtagelse, at Danmark vil forsvinde længere og længere ud i periferien. Selv nye lande som Bulgarien og Rumænien har en tættere tilknytning til EU. Med Lissabontraktaten overgår området for retlige og indre anliggender fra enstemmighed til flertalsafgørelser og domstolskontrol. Erfaringer fra tidligere viser, at når et område på den måde flyttes over i det tætte EU-samarbejde i søjle et, så går det stærkt. Da miljøpolitikken og forbrugerbeskyttelsen i midten af 90’erne overgik til fælles regler med flertalsafgørelser, sprøjtede Kommissionen direktiver ud over en årrække, indtil der stort set var fælles standarder på alle områder. Det samme vil ske for de retlige og indre anliggender - asylpolitik, civilret, politisamarbejde, bekæmpelse af grænseoverskridende kriminalitet, narko- og kvindehandel, terrorbekæmpelse og meget mere. Det er her, EU vil blive sat op i et højere gear.
Det paradoksale er, at det netop er disse områder, som regeringen og dens EU-skeptiske støtteparti Dansk Folkeparti er meget optaget af, der nu bliver udviklet uden dansk medvirken. I slutningen af måneden mødes statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) med Folketingets partier for at diskutere en eventuel ophævelse af de danske forbehold i forbindelse med en eller flere folkeafstemninger. Hvis der er tale om en ny omgang pop og skinforhandlinger, så lever regeringen ikke op til sit ansvar. I en tid, hvor Danmark står øverst på terroristernes ønskeliste, og hvor Danmark fører en meget aktiv udenrigs- og forsvarspolitik, er det en besynderlighed og i hvert fald ikke udtryk for Danmarks interesser at stå uden for det fælles europæiske samarbejde. Hidtil har Løkke Rasmussen forsøgt at smyge sig uden om det løfte om EU-afstemninger, der står at læse i regeringsgrundlaget. Det har han gjort med to argumenter. Det ene er ynkeligt, nemlig at SF først skal sige ja til euroen. Det andet er belejligt, nemlig at Danmark i kølvandet på krisen ikke længere opfylder betingelserne for at være med i eurosamarbejdet.
Ingen af de to argumenter hindrer, at regeringen sætter de to andre forbehold til afstemning.