At finde sit eget rum. »A room of one’s own«. Det har været et projekt i den kvindelige forfatters poetik siden Virginia Woolf. Og ser ud til at være det stadig. I nordisk litteratur har vi nyligt set det hos Hanne Ørstavik, i meta-romanen Kallet. Romanen, hvor den kvindelige jegfortæller og forfatter hele tiden kredser om at finde et rum i den helt rigtige størrelse (og slutteligt finder det i mellem-rummet). I Mette Moestrups nye bog starter vi også med rummet:
»Det er hvidt som et A4. Det er midlertidigt mit. Jeg tænker på det rum, som jeg tænker i. (…) Det, jeg kan lide ved det, er at det er som en hvid boks.«
Det er altså det hvide, det rensede, det tomme rum, fortællerjeget begærer - den blanke side, det ubeskrevne blad. Ordene ‘hvid boks’ er understregede, hver gang de optræder i løbet af bogens 67 korte, nummererede prosastykker, det samme er ordet ‘bindingsværk’, som bliver antitesen til det tomme rum.
‘Bindingsværk’ kommer til at stå for værkende bindinger: for det sted, jeget er bundet til, og som er alt andet end blankt, tværtimod overskrevet med slægts- og litteraturhistorie. Konkret refererer det til den jyske vandmølle, som har befundet sig i jegets mødrene slægt gennem generationer, men nu er »jævnet med jorden«. Mere alment refererer bindingsværket til det danske, og endnu mere alment til de anskuelsesformer, de sansegitre, man fødes ind i:
»Babyen i barnevognen foran bindingsværket er dig, siger jeg til mig selv, og skuler til fotoet, som jeg har tapet op på væggen. Bindingsværket er ikke dig. Det er uden for dig, men det er inden i dig. Du fik det på nethinden, før du fik sprog (dansk).«
Den hvide boks (tabula rasa) har ikke bare bindingsværket (bundet til stedet og slægten) som sit antitetiske rum, men også ‘mørkekammeret’. Her befinder jegets fotografkæreste sig, eller her forestiller hun sig, at han befinder sig, mens hun selv sidder i ‘hvid boks’.
Mørkekammer og bindingsværk, mand og mødrene slægt, er de bindinger, jeget forsøger at eksilere sig fra i sin hvide boks. Og de hedder næsten det samme, manden og mødrene, idet manden hedder Morten. Hvert tekststykke afsluttes med at dens nøgleord skrives med mindre typer på en linje for sig, og efter tekststykke tre står der: »Mor. Mormor. Mormor To. Oldemor. Morten.«
De to mormødre (mormor og tvillingsøster) gestaltes som mægtige matriarker, mytiske inkarnationer af det kvindeanatomiske landskab. Der er prægtige, saftige barndomserindringer om at blive initieret til kvindekroppens kraft af mormødrene, som da de anbringer datterdatteren skrævende over den åbnede sluse og kommenterer: »Sikke den bette kan tisse«, eller da de fylder hendes mund med fed, nystanget ål og spørger: »Smager han godt?«
Historien om forholdet til manden fortælles i glimtvise refleksioner og sms’er, der udvikler sig fra »Vi er ét overalt!« til »Jeg kan ikke mere. Det er slut.«
Gennem rent punktuel fortælling lykkes det at give et overbevisende billede af et forhold drevet af et ulykkeligt begær efter at nå helt ind i hinandens indvolde; at tungekysse så dybt, at man næsten slikker hinandens hjerter, men også udløser brækreflekser.
Hvis der findes faderskikkelser i bogen, kan de symptomatisk nok ikke henføres til naturhistorien, men til litteraturhistorien. Der er Baudelaire og Paul de Man, hvis billede af den faldende mand stillet over for begrebet om den faldne kvinde nævnes som emne for en universitetsopgave, jeget har skrevet. Der er St.St. Blicher, som siges at have udryddet spøgeriet i vandmøllen, og som har skrevet om den faldne kvinde i En landsbydegns dagbog, hvis inddeling i 68 stykker er den erklærede model for Moestrups bog.
Faldets genkomne motiv (faldende mand, falden kvinde, faldent hus) udfoldes grandiost i bogens tekststykke nr. 68, hvor papiret ikke længere er hvidt (hvid boks), men sort, og skriften ikke længere sort (bindingsværk), men grøn. Der er tale om regibemærkninger til en performance, som kunne hedde ‘faldende kvinde i 69 variationer’, og som formår at kombinere den hvide dame (bindingsværk) med avantgardekunst (hvid boks):
»Det skal være nat, og der skal være sne, og det skal sne. Gå ud i haven i den hvide natkjole. Fald«.
Moestrups bog rammer mig i mellemgulvet. Den ligner en eksistentiel besindelse, jeg selv befinder mig i. At besinde sig på den bundethed til krop og køn og jord og slægt og steder, man måske helst har villet eksilere sig fra. At besinde sig på sine mytiske mødre og ikke bare søge de symbolske fædre. At risikere faldet, ikke i identifikation med Baudelaires faldende mand (et af modernitetens emblemer på den splittede bevidsthed), men med den faldne (seksuelt begærende) kvinde og sågar den hvide dame. At finde ikke bare sit eget rum, men også sit eget fald.
Oversat til den aktuelle politiske kontekst indebærer projektet noget i retning af ikke bare at vende ryggen til bindingsværket, fordi det er blevet inficeret af Dansk Folkeparti. At erkende at bindingsværket ikke er mig (det ville være DF-modellen), men at det er uden for mig og dermed inden i mig. At befri det fra sin sentimentalitet ved at gøre det til et strikt gitter for sprog og tanker, men samtidig også lade bindingerne fylde den strikte struktur, så den ikke bare bliver fortrængningens hvide boks.