Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er under større og større pres for at sende Danmarks EU-retsforbehold til folkeafstemning, efter både SF og de radikale i går åbnede for, at man kan nøjes med at sende en del af forbeholdet til afstemning. På den måde kan man deltage i EU’s politisamarbejde og andre retslige områder, men stadig værne om den danske flygtninge- og indvandrerpolitik, som er mere restriktiv end i andre EU-lande.
»Den såkaldte ‘tag selv model’ er upopulær hos de andre lande. Det er der, hvor man kun vælger at være med i de gode bidder, men ikke vil være med, når det rent faktisk koster noget,« siger Rebecca Adler-Nissen, forsker på Center for Europæisk Politik på Københavns Universitet. Hun har skrevet ph.d. om de danske forbehold og er en af forfatterne af den store udredning om de danske forbehold over for EU, som udkom sidste år på bestilling fra Folketinget.
Rebecca Adler-Nissen bakkes op af Thomas Gammeltoft-Hansen, forsker på Dansk Institut for Internationale Studier.
»Det vil være en provokation. Især for de nye lande, som har kæmpet for at skulle leve op til EU’s regler og implementere dem. Man skal jo huske på, at det er tale om områder, der er lige så politiserede i andre lande,« siger Thomas Gammeltoft-Hansen.
Da forhenværende statsminister Anders Fogh Rasmussen forhandlede Lissabon-traktaten fik han ordnet det sådan, at Danmark ved en folkeafstemning kan forvandle sit retsforbehold til en såkaldt tilvalgsordning.
Storbritannien og Irland har allerede en tilsvarende tilvalgsordning, og den betyder, at Danmark fra sag til sag på retsområdet kan vælge, om vi vil være med eller ej. Hvis Danmark vælger at deltage i forhandlingerne om et nyt direktiv eller en forordning skal vi give skriftlig besked, inden for tre måneder efter at forslaget er fremsat i ministerrådet. Til gengæld er det så bindende at være med i det, der kommer ud af forhandlingerne. Også selvom resultatet ikke lige bliver det, man regnede med. Alternativt kan man vente til forslaget er færdigbehandlet og så sige, om man vil være med eller ej, men så taber man indflydelse på forhandlingerne og udformningen.
»Det er et stort arbejde at skulle tage stilling til alle forslag fra gang til gang. Erfaringen fra Storbritannien og Irland er, at de i langt de fleste tilfælde har valgt at gå med inden, så de får indflydelse på forhandlingerne. Men man skal også vide, at når man går med, så skal man gå konstruktivt med. Hvis ikke forhandlingerne går, som man ønsker, kan man ikke blokere eller udvande dem. Se andre lande har sikret sig, at man i så fald kan udelukkes fra forhandlingerne. Ikke at det er sket endnu, men det er en mulighed,« forklarer Rebecca Adler-Nissen.
Lige nøjagtig på asyl- og flygtningeområdet sker der meget i EU-regi i disse år, fordi specielt de sydlige EU-lande presses af en stadig stigende strøm af flygtninge, som prøver at komme ind i EU fra Nordafrika. Derfor arbejder man nu på at etablere et fælles EU-asylsystem med ens regler for tildeling af asyl og asylansøgernes rettigheder.
»Der er det ret tydeligt, at allerede i forhold til minimums-standarder, så ligger Danmark allerede under på nogle af punkterne. Vi vil godt være med i Dublinforordningen, som gør det muligt at sende asylansøgere tilbage til det første land, de er kommet ind i, men vi vil ikke være med til at lave fælles regler for asylansøgerne, fordi vi forbeholder os retten til at have en strengere asylpolitik end alle andre i Europa. Det virker aparte,« siger Thomas Gammeltoft-Hansen.
Han mener, at i takt med, at EU rykker sig på området, vil Danmarks enegang blive udstillet, og det vil blive tydeligt, hvor stor forskel der er mellem EU-reglerne og de nuværende regler i Danmark. For eksempel når det gælder adgangen til arbejde for asylansøgere og adgang til asyl for krigsflygtninge.
»Der vil der blive lagt et stort pres på Danmark, som kan gøre det svært at opretholde ‘tag selv modellen’ politisk. Det kan godt være, vi har ret til det rent juridisk, men derfra og til at andre bare køber det, er der et stykke,« siger Thomas Gammeltoft-Hansen.