To gamle mænd står og kysser hinanden. Billedet brændte sig ind på nethinden for 20 år siden. Kysseriet var en del af en fest. Den 6. og 7. oktober 1989 fejrede DDR - Den Tyske Demokratiske Republik - sin 40-års fødselsdag. Den fornemste af gæsterne var Sovjetunionens statsoverhoved, Mikhail Gorbatjov, og det var ham og DDR’s leder, Erich Honecker, der stod og kyssede. Det med kys og kram var en tradition blandt verdens kommunistiske topbosser. De fotografier, der blev taget af de ømme scener, fik bagefter ironiske undertoner, hvis de kyssende sidenhen stak dødelige knive i ryggen på hinanden.
De østberlinske festligheder var da heller ikke uden ildevarslende islæt.
Mikhail Gorbatjov sagde - nærmest truende - til Erich Honecker: »Den, der kommer for sent, bliver straffet af livet.«
Rygterne om de ord løb som en ildebrand over Østberlin og over hele verden. Alle, der hørte dem, studsede: Hvad mente Gorbatjov med den sætning, der i sin mangetydighed kunne være udsagt af den klassiske oldtids orakel i Delfi?
Den umiddelbare udlægning var, at Gorbatjov formanede sin østtyske kollega til at reformere sit lands kommunistiske styre - for at redde kommunismen. Altså de samme bestræbelser, som Gorbatjov var i gang med hjemme i sin Sovjetunion.
Gorbatjovs ord kunne også forstås som grummere end en formaning. Nemlig som en politisk dødsdom over Honecker: Han havde ikke læst tidens signaler rigtigt, og måtte nu regne med at blive fældet af sin egen befolkning - uden at Sovjetunionen ville komme ham til undsætning, sådan som sovjetmagten ellers havde gjort det, når de østeuropæiske regimer begyndte at bukke under for folkeligt pres: Østtyskland i 1953, Polen i 1956, Ungarn i 1956, Tjekkoslovakiet i 1968.
At Erich Honecker var i indre vanskeligheder i oktober 1989, var svært at skjule. For at afvikle 40-års-jubilæet i tilsyneladende fred, havde det østtyske styre indespærret et stort antal kritiske DDR-borgere. Så stort et antal, at politiet ikke var forberedt på at have et sted at opbevare dem og forsyne dem med mad og drikke. Store garageanlæg måtte tages i brug som midlertidige arresthuse. Alligevel kom det på selve jubilæumsaftenen til regeringsfjendtlige demonstrationer i Østberlin.
Disse forhold fremdrager journalisten Jens Winter i sin kyndige og erfaringsbårne bog Dødskysset - de, der kommer for sent, bliver straffet af livet. Winter var selv korrespondent i Østeuropa i de afgørende opbrudsår, og han styrker sin fremstilling med samtaler med fremtrædende tyske og danske personligheder, der også var til stede, da det brændte på.
Jens Winters bog har som en afgørende pointe, at Gorbatjovs ord om, at ‘den, der kommer for sent …’ ikke bare var en politisk dødsdom over Honecker. De var - i ægte tragisk delfisk orakeltradition - også en uforvarende politisk dødsdom over Gorbatjov selv: De reformer, som han efter sin magtovertagelse i 1985 hektisk havde indledt for omstrukturering og åbenhed, kom for sent. Sovjetunionen var stivnet i kommunistpartiets åreforkalkede selvopretholdelse: Systemet kunne ikke ændres - og systemet ville i øvrigt heller ikke ændres. Som de øvrige forhærdede kommunistlande var Sovjetunionen bankerot - økonomisk, moralsk og politisk. De øverste ledere vidste det bare ikke, Gorbatjov så lidt som Honecker. Deres egne apparater havde ikke vovet at fortælle dem sandheden. Som den danske østregime-specialist Vibeke Sperling udtrykker det:
»Kommunistiske ledere har aldrig fået ordentlig besked. De, der skal give dem de rigtige informationer, har aldrig turdet. Chancen for, at budbringeren, der kommer med en upopulær besked, bliver slået ihjel, har altid været alt for stor.«
Hvor lidt, Erich Honecker var i forbindelse med virkeligheden, bevidnes af, hvad han i januar 1989 sagde om den Berlinmur, der holdt hans egne statsborgere indespærret i DDR:
»Muren vil stå i 50 år endnu. Ja, den vil stå i 100 år. Begrundelsen for den findes endnu.«
Mindre end et år efter var først Honecker og snart efter Muren faldet. Honecker overlevede Gorbatjovs kys i 11 dage, muren holdt yderligere i 21 dage. Dann war es alles vorbei - som det hedder på tysk.
Begrundelsen for Muren var officielt, at den tjente som beskyttelse mod de fjendtlige fascistiske kræfter, der omgav DDR. Man får en god fornemmelse af DDR-styrets løgnagtighed, når man læser, hvad den kommunistiske partiavis ‘Neues Deutschland’ skrev som forklaring i de junidage i 1961, da Muren blev opført. Partiforklaringen lød:
»Opretholdelse af freden har krævet, at der dæmmes op for den vesttyske revanchisme og militarisme. Det har også været nødvendigt for at åbne vejen for en tysk fredsaftale, der kan sikre Tysklands genfødsel som en fredselskende, antiimperialistisk og neutral stat. Bonn-regeringens synspunkt, at Anden Verdenskrig ikke er slut endnu, fører til militære provokationer og borgerkrigslignende tilstande. Denne politik, der udfolder sig under dække af at være antikommunistisk, er en fortsættelse af den aggressive fascisme og tyske imperialisme, der udfoldede sig i Det Tredje Rige.«
Den reelle begrundelse for, at DDR - med Sovjet som dukkefører - byggede Muren, var, at DDR var ved at miste sit folk. Fra 1949 til 1961 var 2,7 millioner mennesker flygtet fra DDR vestpå, og det var fortrinsvis de veluddannede, som DDR havde mest brug for. Muren betød en stabilisering - med en blodig menneskelig omkostning. Mens Muren stod, blev et sted mellem 125 og 200 mennesker skudt ned under flugtforsøg.
De kommunistiske systemer kunne med deres hårdhændede metoder håndtere en industrialisering af de samfund, de herskede over. Op gennem 1960’erne gav de opnåede Øst-resultater anledning til bekymring i Vesten. Hvis de to modstridende samfundssystemer gav nogenlunde ens økonomisk resultat, var der kun demokratiargumentet til forskel. Og hvor langt kunne det i det lange løb fastholde folkemasserne i vest?
På en drilsk måde viste det sig, at det manglende demokrati i øst kom til at gøre hele forskellen - rent økonomisk. Systemerne kunne ikke forny sig og indrette sig på tiden efter de første industrialiseringsrunder. Teknologien måtte man i dyre domme købe sig til i Vesten. Og mens man prøvede at få den til at virke, gjorde Vesten nye teknologiske tigerspring. Østlandene gav sig i 1970’erne og 80’erne ud i fortvivlede runder af gældsætninger, der ikke nævneværdigt fornyede deres produktion. Den stadigt mere intense internationale kommunikation kom uhjælpeligt til at udstille østlederne som senile, naragtige og ondsindede. Deres egne hjemmegjorte medier var i teknisk elendighed og uprofessionalisme uhjælpeligt til globalt grin. Sovjetunionen kastede sin militærmagt ud i et fortvivlet Afghanistan-eventyr, der berøvede de væbnede styrker deres kampmoral og prestige, indenlands og udenlands.
Den amerikanske præsident Ronald Reagans højtflyvende tanker om et stjernekrigsprojekt ængstede den sovjetiske ledelse, for så avanceret ville man aldrig have råd til at blive.
De økonomiske strukturer, der havde holdt Muren oppe, bestod ikke længere. Derfor måtte den falde. En sandhed, man ikke ville høre blandt Karl Marx’s selverklærede disciple, men som ville have frydet den gamle teoretiker.
Ungarn forsøgte at redde sig ved at liberalisere sin økonomi og åbne sine grænser mod vest. Det betød til gengæld, at DDR-borgere fra 1988 kunne smutte ud via Ungarn. I Polen var systemet nødt til at gå på kompromis med den frie fagforening Solidaritet for at forøge produktionsevnen for derved at kunne betale udlandsgælden. Kompromisprisen blev frie valg, som i juni 1989 gav oppositionen alle de pladser, der overhovedet var valg til. Regimet - og kommunismen - var totalt ydmyget.
DDR-havde været det østland, der fremviste de pæneste økonomiske resultater. Tysk arbejdsomhed og ordenssans fornægtede sig ikke. Da sammenbruddet truede, søgte Frankrig - af angst for et samlet Tyskland - at holde DDR kørende via tilsagn om lån og kreditter.
Men DDR havde så at sige døden indbygget i sig. Den østtyske forfatter og kritiske røst Christoph Hein forklarer:
»Hvis DDR ikke var faldet på det tidspunkt, ville det være sket kort tid efter, da Sovjetunionen brød sammen. Uden den økonomiske og militære sikkerhed, som aftalerne mellem DDR og Sovjetunionen betød, kunne DDR ikke eksistere.«
På den måde er det i en dobbelt forstand berettiget, at Jens Winther giver sin skildring titlen Dødskysset. De to kyssende mænd i Østberlin var begge politisk dødsmærkede. Gorbatjov anede det om Honecker, men ikke om sig selv. Honecker anede ingenting.