De mange mennesker har oftest små ressourcer. Det er de mange mennesker,
vi skal betjene.
Grundlæggeren af IKEA, Ingvar ’Storpappa’ Kamprads, testamente
Køen foran betonbygningen er ottehundrede mennesker lang, og kulden er bidende. Et østblokland? Nej. Det er IKEA 2009, og her skal ingen heldigvis stå i kø længere end højest nødvendigt. Derfor annoncerer varehuschefen, at dørene åbner et kvarter tidligere end planlagt. Det er jo koldt, og i IKEA lukker man alle ind i varmen. Køen vågner op og jubler højlydt, indtil de odenseanske borgmesterkandidater, Jan og Anker Boye bliver gelejdet ind foran køen.
Det får en gruppe piger til at vende jubel til vrede: »Køkultur, køkultur, køkultur,« råber de i takt. De har trippet i kulden siden klokken seks i morges.
Anker Boye følger alligevel hurtigt i hælene på Jan Boye og glemmer nok snart tilråbene. For som han træder ind i den toetagers betonhall, forstummer alle lyde i blide blæs fra et 15 mand stort big band. Bekymringer viftes væk af de dansk-svenske papirflag, som 300 IKEA-medarbejdere vifter med, alt imens de danner et blå-gult espalier op langs trapperne.
Anker Boye er trådt ind i selveste Danmarks største IKEA. Den er åbnet i dag. En historisk dag.
Han lader sig smilende føre op af rulletrappen, mens orkestertonerne fortsætter og også den folkelige kø får lov til at vælte indenfor.
Efter et kvarter er 877 mennesker kommet ind i varehuset. Pigerne, der før var så arrige, er nu ligeglade med, at Boye’rne kom først.
De har nemlig ikke bare ventet siden klokken seks i morges. De har ventet siden, de første gang hørte om opførslen af den nye IKEA for et års tid siden. Og hvad gør fem minutter fra eller til, når man, som de fortæller, »bare elsker IKEA«?
Anker suser hen ad det glatte betongulv og ind i baglokalet sammen med resten af de få slipseklædte i butikken.
Men han burde måske have set sig over skulderen og dvælet lidt ved fænomenet bag sig.
For selv om borgmesterkandidaten har travlt med at genvinde Odense og få folk til at glemme Tina Turner-sagen – så kunne han måske lære noget af IKEA.
Noget han kunne bruge i sin valgkamp, i Socialdemokratiet og i sit forsøg på at gøre Odense til en rød højborg af velfærd.
Var han blevet lidt længere, ville han have bemærket, at i IKEA er verden en anden. Og den er bedre, og den er alt det, almindelige mennesker drømmer om.
Derfor er de kommet fra nær og fjern, og derfor er de ligeglade med, at det er morgen, onsdag og pissekoldt.
Han ville have mødt veninderne Conny og Martina, der har ens sweatere på i dagens anledning og er kørt hele vejen fra Esbjerg og Brørup. Han ville se, at enkelte af medarbejderne er meget forkølede, men alligevel storsmilende. Han ville opdage, at nogle af dem er frivillige fra andre IKEA-afdelinger, som er her af deres hjertes gode vilje for at hjælpe den nytilkomne IKEA godt fra start.
I det hele taget ville Anker Boye se ting, han sjældent møder i den odenseanske hjemmepleje eller på rådhuset for den sags skyld.
Han ville se det, som IKEA kalder ’kraftsamling’, udfolde sig i praksis.
’Kraftsamling’ er et IKEA-ord, der betyder noget i retning af: Sammen står vi stærkest.
Det er på grund af ’kraftsamling’, at det 34.500 kvadratmeter store palads er blevet opført på kun et år, forklarer varehuschef Anders Olsen. Fordi IKEA samler og står stærkt, er det blevet en verdensomspændende god forretning. Og endda mere end en forretning. Det er blevet en institution, et fællesskab, en identitet, en filosofi.
Da der er gået to timer, er der lukket 4.000 kunder ind. Mange af dem nikker og ser sig fascineret omkring i IKEA’en. Den er 23 gange større end Odenses gamle IKEA, som var verdens mindste. Alene køkkenafdelingen er dobbelt så stor som den gamle mini-IKEA.
I den afdeling står Lise Jørgensen og ser på en proptrækker, der hedder Charm. Den er charmerende. Rød og helt anderledes end en gennemsnitsproptrækker. Koster 19,50. Og det er ikke fordi hun drikker meget vin, fortæller hun, »men den er da flot at have hængende i stedet for en almindelig proptrækker. Og så koster den jo næsten ingenting,« siger hun.
Prisen er vigtig. For Lise Jørgensen er førtidspensionist. På den måde adskiller hun sig ikke væsentligt fra resten af IKEA’s segment og dagens fremmødte.
Her hører Boye og Boye til blandt de mest velhavende. Men IKEA giver Lise Jørgensen, de mindrebemidlede studerende og andre lavtlønnede gennemsnitsdanskere ret til et hjem, der er flot og funktionelt.
IKEA giver dem privilegier, de ikke havde i forvejen. »Vores bedste ide er de billige priser,« står der på et IKEA-banner. Og det er hele humlen ved konceptet – men det er også et princip, der gør IKEA til en velfærdsinstitution, som Anker Boye burde studere.
Mange steder i butikken er der opsat stande til folk, der vil melde sig ind i IKEA-klubben, IKEA Family.
»Hvis du kan li’ IKEA, vil du elske IKEA FAMILY,« lyder sloganet.
Det er gratis at blive medlem, og så begaves man blandt meget andet med slagtilbud, gratis kaffe og adgang til kurser og workshops.
Medlemstallet er en forretningshemmelighed i dag, men ifølge en konceptudviklervirksomhed på nettet, havde 210.000 danskere meldt sig ind i 2006. Tallet er næppe faldet siden. Dermed har IKEA Family mindst fire gange så mange medlemmer, som Socialdemokraterne. Og det handler ikke kun gode tilbud, men også om at støtte IKEA-bevægelsen:
’Det er en klub for alle, der værdsætter IKEAs mål om at lave funktionelle designmøbler til alle til overkommelige priser,« oplyser IKEA.
I dag vælter udfyldte medlemsblanketter ned i den karakteristiske gule indkøbssæk, som en family-medarbejder står med.
Hun fortæller begejstret, at IKEA i Høje Taastrup for nylig holdt en temaaften om madrasser, hvor en fysioterapeut fortalte om forskellige madrastyper. Det fik mere end halvtreds medlemmer til at dukke op på en hverdagsaften.
Hvor ofte mon der dukker 50 op til Socialdemokraterne i Høje-Taastrups møder?
Socialdemokraterne er blevet et almindeligt parti i almindelig medlemskrise, imens IKEA er blevet en bevægelse.
En udvikling, der er lige i Storpappa alias Ingvar Kamprads ånd.
Han er manden, der grundlagde bevægelsen i 1943, og arven fylder stadig meget i ’ikeanernes’ selvforståelse. Flere steder i den Guggenheim-inspirerede bygning hænger idylliske billeder fra Sydsverige.
De vækker associationer til det hårde arbejde, den lille mand og forretningen for folket. Billederne stammer fra IKEA’s vugge, Småland i Sverige, og »der er jorden sandet og fattig, og befolkningen er kendt for at arbejde hårdt, klare sig med små midler og udtænke geniale løsninger for at udnytte begrænsede ressourcer bedst muligt«.
Den filosofi støtter Family-medlemmerne. De udnytter deres lave lønninger bedst muligt, samler selv og kommer lidt tættere på det liv, de altid har drømt om. Det værdige liv med nye lamper, hæve-sænke-borde og blød hjørnesofa til kernefamilien.
Danmarks største IKEA er også Danmarks største dukkehus. Fyldt med idealer.
»Sådan der skal det være,« siger gravide Camilla Henningsen til sin kæreste og peger på den lyserøde udstilling, der til forveksling ligner et rigtigt pigeværelse. Alt er nysseligt velplaceret med prinsessegardin over sengen, pakkekalender på bordet og kærlige kridtord på tavlen. Tænk, hvis verden var sådan. Så perfekt.
At IKEA er ’sådan, som det skal være’, er der ingen tvivl om, når man bevæger sig rundt i de små dagligstuer, værelser og køkkener. Der er gratis økologisk is til alle børn, kaffen er fair trade, bomuldsdynen er bæredygtig.
På nederste etage finder man børnelandet. Småland, hedder det, naturligvis. Her er glinsende plastikkugler, børnene kan svømme i, tunneler de kan gemme sig i og stofgrantræer, de kan kravle i. Et legeareal, der får en almindelig dagsinstitution til at ligne det rene slum.
Også her burde Boye måske tage et grundigt kig. For IKEA kan et eller andet, som folkeskolen ikke kan. Som Benjamin på seks år siger:
»Jo, jeg skulle egentlig i skole, men jeg ville bare meget hellere i IKEA. Så plagede jeg min mor og fik lov.«
Og hans mor er også glad. Hun shopper ubekymret med en bipper om halsen. Den larmer, hvis Benjamin vil hentes.
Det er så fantastisk en ordning, at et ungt par kommer hen til disken og spørger de to IKEA-medarbejdere i Smålandsafdelingen, om de tager imod spædbørn. Men nej, man skal være fyldt tre år.
Børnene er også i centrum for IKEA’s såkaldte Social Initiative, der i øjeblikket samler ind til fattige børn i Sydasien. Hvis man køber et tøjdyr, så donerer IKEA én euro til Unicef og Red Barnet. Sidste år samlede IKEA omkring 37, 8 millioner kroner ind på den måde. Til sammenligning skrabede Odense Kommune 1,6 millioner kroner ind, da de for nylig havde Unicef By-stafetten.
Og det nye kæmpevarehus er ikke blot børnevenligt. Det er også klimavenligt og bygget efter en plan, som er udviklet i samarbejde med Verdensnaturfonden, WWF. Ved IKEA’s udgang finder man også en hel væg med facts om klima og energibesparelser.
Så og så meget genanvendt bølgepap sparer så og så meget skov og olie. »Aflever dit genbrug, så sørger vi for resten.«
Borgmesteren, Jan Boye, roser klimaprofilen i sin velkomsttale og forklarer, hvordan det grønne IKEA har gjort Odense til en grønnere by.
En cadeau, Anker Boye nok sjældent har fået af konkurrenten.
En anden vigtig forskel, den gigantiske IKEA har gjort, skal findes på beskæftigelsesfronten. Netop som krisen lammede Danmark, og kort før Maersk annoncerede lukningen af det fynske Lindø-værft, gik IKEA i gang med at opføre palæet, der står færdigt i dag.
En hær af håndværkere, der måske ellers var blevet arbejdsløse, har været i gang med at bygge og regere de seneste 12 måneder. Og for at kunne håndtere det nye kæmpehus og de 1,2 millioner kunder, IKEA forventer at få besøg af i løbet af næste år, er der hyret 200 nye medarbejdere.
Mange af dem ufaglærte – og en del af dem, uforsikrede unge mænd, der ellers kunne se frem til ungdomsarbejdsløshedens elendighed. Kunne Boye’rne præstere det?
Storpappa, Ingvar Kamprad, kunne. Derfor er han blandt verdens 10 rigeste mænd. Alligevel gør han i sin erindringsbog Historien om IKEA meget ud af at forklare, at IKEA handler om mere end profit. IKEA samarbejder hellere med den mindste snedker i Vietnam end den største, og det demokratiske design har bekæmpet ulighed i en ikke uvæsentlig grad, mener han.
»Den gode kapitalisme,« kalder han det og taler om forretningsmodellen, hvor hverken køber eller sælger taber.
Ordet socialisme ville han aldrig bruge, for han er indbegrebet af en købmand, opvokset i en familie med nazistiske forbindelser – som han selv dyrkede helt frem til 50’erne – og rig som et svin.
Ikke desto mindre samler åbningen af IKEA masserne i det sydfynske, og den fire dage lange åbningsceremoni er, hvad Bakken var for arbejdende københavnere i 1920’erne. 2,8 ton kødboller, koncert på Rådhuspladsen og børneteater.
Derfor er det en historisk dag. Ikke kun for odenseanerne, men for alle, forklarer en medarbejder fra Århus, der har meldt sig som frivillig til åbningen. Han er ved at skifte parkeringspladsens store IKEA-flag ud med nogle endnu større IKEA-flag. Han er glad, ligesom Jørgen og hans søn, Kenneth, der har købt tre hotdogs hver.
Socialister har altid svært ved at pege på, hvor i verden systemet fungerer i praksis. Måske skulle de sammen med Anker Boye bruge lidt tid i IKEA.
For der er danskerne lykkelige, fødevarerne flyder ad libitum, og medarbejderne knokler efter evne. Og fra i dag står det enhver frit for at nyde Danmarks største IKEA efter behov.