Det siges, at Angela Merkel er godt irriteret over, at dagens nøje planlagte fejring af 20-året for Berlinmurens fald delvist kommer til at stå i skyggen af europæisk rygtemageri og sladder.
Men ikke desto mindre bliver det tilfældet, når mange af Europas stats- og regeringsledere i dag mødes i Berlin. For det helt store samtaleemne er udnævnelsen af formanden for EU’s europæiske råd og EU’s udenrigsrepræsentant.
To nye poster som skabes af Lissabon-traktaten, der nu træder i kraft 1. december efter, at Tjekkiet som det sidste land i Europa ratificerede traktaten i sidste uge.
Emnet er selvfølgelig ikke officielt på programmet, men der vil blive snakket for fuld kraft i kulisserne.
Fredrik Reinfeldt, Sveriges statsminister og nuværende formand for EU, der allerede i sidste uge indledte hektisk telefonaktivitet med statslederne i Europa, vil sætte alle kræfter ind på at fremskaffe sig en liste med så få navne som muligt. Hans mission er at indkalde til et ekstraordinært topmøde i Bruxelles hurtigst muligt, helst allerede i slutningen af ugen, hvor der skal sættes navne på de to poster. Og her skal de meget gerne vælges med enstemmighed. De kan faktisk vælges med et kvalificeret flertal af medlemslandenes stemmer, men efter otte års tovtrækkeri frem og tilbage om traktaten er ønsket, at de to poster søsættes med så stærke mandater som muligt uden spekulationer i pressen om slagsmål mellem landene om udnævnelserne.
Og netop fordi konsensus er nøgleordet i udnævnelsen, er det efterhånden lidet sandsynligt, at den længe mest citerede favoritkandidat til posten som formand, den tidligere britiske premierminister Tony Blair, når i mål. Selv om man har snakket om, at formanden skal være af den støbning, som kan få trafikken til at stoppe i Beijing, hvilket Blair som en af de eneste nævnte må siges at være, og selv om den britiske regering stadig lobbyerer for ham, så har flere af de mindre lande udtalt sig mod Blair. De vil have en person med mindre armbevægelser, som kan være brobygger mellem landene, og den østrigske kansler Werner Faymann sagde direkte på topmødet sidst i oktober, det som mange tænker: Blair er i for høj grad synonym med Bush og Irakkrigen, der som bekendt splittede europæerne.
Desuden lød det fra Angela Merkel, at formanden skal komme fra et mindre land, og selv om Nicolas Sarkozy tidligere har støttet Blair, så har Frankrig og Tyskland svoret, at de vil stå bag samme kandidat, så man undgår en gentagelse af topmødet i 1998, som trak ud i det uendelige, fordi de to lande ikke kunne blive enige om udnævnelsen af den første chef for Den Europæiske Centralbank.
Der er desuden nu enighed om, at formanden skal komme fra den konservative familie i Europa, som har flest regeringsledere, mens socialisterne har erklæret sig tilfredse med at få udenrigsrepræsentantsposten, og dermed er Blair ude. Ligesom den tidligere finske præsident Paavo Lipponen og den tidligere spanske regeringsleder Felipe González, som også begge er socialister.
Til posten som formand nævnes i stedet navne som Belgiens regeringsleder Herman Van Rompuy, hans hollandske og luxembourgske kollega Jan Peter Balkenende og Jean-Claude Juncker og tidligere kansler i Østrig Wolfgang Schlüssel. Af kvindelige kandidater, som både Europa-Parlamentet og Angela Merkel har udtrykt et ønske om, nævnes Letlands tidligere præsident Vaira Vike-Freiberg, Lithauens nuværende præsident Dalia Grybauskaite og den finske præsident Tarja Halonen.
Af det nuværende felt anses belgiske Herman Van Rompuy, der har en svaghed for at skrive Haikudigte, dog som favoritten, selv om mange tænker Herman hvem? Men netop derfor kan han være den kandidat, der kan samle enstemmighed. Han har kun været regeringsleder i Belgien siden årsskiftet, men har formået at få ro på gemytterne i landet, der sidste år nåede at have tre forskellige statsministre. Allerede det regnes som lidt af en bedrift. Samtidig har hans ydmyge facon, evne til at finde kompromisser og skarpe intellekt imponeret hans europæiske kolleger, og han står stærkt, fordi han er et nyt ansigt, der endnu ikke har nået at lægge sig ud med nogen.
Det kan meget vel blive det, der er udslagsgivende for at lande posten som formand.
Som favorit til posten som udenrigsrepræsentant anses den britiske udenrigsminister David Miliband nu som den hotteste kandidat. Hans nærmeste konkurrent ser ud til at være Massimo D’Alemo, som tidligere har været både regeringsleder og udenrigsminister i Italien.
D’Alemo er tyskernes favorit. Mest fordi de ved, at får han posten, kan italienerne ikke stille med en kandidat, når der skal vælges ny chef for Den Europæiske Centralbank og dermed blokere for deres egne Axel Weber, som i dag er chef for Tysklands centralbank.
Men mange andre ser gerne Miliband i rollen. Han er ung og dynamisk, og det vil give pondus at komme fra et af de store velrespekterede EU-lande, når udenrigsrepræsentanten skal ud at optræde globalt. Desuden er det en måde at binde de euroskeptiske briter lidt tættere til Europa.
EU-Kommissionens formand, José Manuel Barroso, er en af dem, der er mest ivrige efter at få navne på topposterne. Fordi udenrigsrepræsentanten også bliver kommissær, kan han nemlig først få lagt sin kommissærkabale, når den post er besat. Derfor vil der også gå endnu lidt tid, før vi ved, hvem, der bliver dansk EU-kommissær.