Det er ingen skam, hvis ikke man ved, hvem Nabokov er. Han sagde det selv: »Lolita er kendt, ikke jeg. Jeg er en obskur, dobbelt obskur forfatter med et uudtaleligt navn.«
Lolita gik som en orkan gennem et bornert Amerika i 1958, og russiskfødte Vladimir Nabokov blev en litterær sensation. Pnin, Pale Fire og Speak Memory er blandt de amerikanske mesterværker, han efterlod sig, da han døde i 1977 i Lausanne i Schweiz.
Men Nabokov efterlod også noget andet i Lausanne: Romanen The Orginal of Laura på 138 kartotekkort. Nabokov skrev næsten alle sine bøger på kartotekkort, som kunne flyttes rundt og bytte plads undervejs. Men de 138 kort var ikke hele romanen. Den var ikke færdig. Og Nabokov, der var kendt som en litterær purist, bad derfor sin kone Vera om at destruere manuskriptet til Laura. Vera kunne ikke få sig selv til at destruere det, og da hun døde i 1991, gik det tunge lod videre til sønnen Dmitri. Heller ikke han kunne få sig til at eksekvere sin fars sidste vilje. 30 års spænding blev udløst sidste år, da Dmitri endelig tog en beslutning: at trodse sin far og udgive hans sidste værk.
»Jeg mødte aldrig Nabokov, mens han var i live, og jeg er heller ikke sikker på, at jeg har gjort det efter hans død,« siger Brian Boyd underfundigt, da vi spørger ham, hvorfor Nabokov ønskede manuskriptet destrueret. Den new zealandske litterat er forfatter til en lang række bøger om Nabokov, herunder den mest anerkendte biografi om Nabokov. Han har arbejdet sammen med Dmitri om udgivelsen af Laura.
- Men hvorfor destruerede Nabokov ikke manuskriptet selv? Hvorfor gjorde Vera det ikke? Og hvorfor gjorde Dmitri det ikke?
»Nabokov destruerede ikke manuskriptet, fordi han håbede, at han ville komme sig nok til at kunne gøre det færdigt. Til sidst trak han kun vejret med stort besvær og var ikke i stand til at destruere det. Vera og Dmitri respekterede hans ønske og hans standarder, men kunne ikke bære at miste noget, han havde skrevet, selv en note og slet ikke en roman, som han havde arbejdet på at skrive i årevis.«
Dmitri forklarede sig sidste år i et talkshow på BBC: »Min far fortalte mig, hvilke bøger der var de vigtigste. Han hentydede til Laura. Man hentyder ikke til en bog, man har tænkt sig at destruere.«
For mange mennesker har det været en lang og nervøs ventetid. Boyd var dog knap så nervøs, eftersom han i første omgang ikke brød sig om manuskriptet:
»Jeg var gennem mange år vidne til Veras og Dmitris usikkerhed, og jeg vidste ganske enkelt ikke, hvad de ville beslutte sig for. I 1999, hvor Dmitri havde levet uden sin mor i otte år, indså jeg, at udgivelsen blev mere og mere sandsynlig. Men eftersom jeg havde læst manuskriptet, og slet ikke brød mig om det den første gang, var ventetiden mindre nervepirrende for mig, end den nok har været for andre.«
I 1976 fortæller Nabokov til The New York Times, at han har færdiggjort manuskriptet i hovedet, og at han under et hospitalsophold »igen og igen havde læst det højt for et lille drømmepublikum i en indhegnet have«. Boyd forklarer:
»Han havde været febril i en stor del af sommeren og forestillede sig at læse romanen, som han for størstedelen kun havde i hovedet, for et publikum bestående af ‘påfugle, duer, mine forlængst afdøde forældre, to cypresser, flere unge sygeplejersker, der sad på hug rundt omkring, og en familielæge, der var så gammel, at han næsten var usynlig’.«
Vera Nabokov og siden Dmitri Nabokov vogtede manuskriptet omhyggeligt. Det lå i en schweizisk bankboks. Brian Boyd fik helt ekstraordinært adgang til at se kartotekkortene i 1984, mens han researchede til de to store bind af biografien om Nabokov: The American Years og The Russian Years.
»Jeg læste The Original of Laura første gang i december 1984. Forholdene var ikke gunstige: Jeg måtte kun læse kortene én gang, jeg måtte ikke tage noter, jeg sad i en sofa over for Vera Nabokov, der sad i en matchende sofa i hendes lejlighed i Montreux Palace Hotel. At jeg vidste, at jeg skulle skrive om bogen, når jeg nåede til de sidste år af Nabokovs liv i biografien, gjorde mig ikke mindre nervøs. Jeg brød mig ikke om manuskriptet, da jeg læste det dengang. Nu synes jeg, at det er en fryd.«
- Hvad var din første reaktion, da du fik at vide, at Dmitri ville udgive ‘The Original of Laura’?
»Jeg havde genlæst den en række gange i de senere år og var efterhånden kommet til at værdsætte den meget - omend ikke helt så entusiastisk, som jeg værdsætter den nu. Jeg håbede blot, at Dmitri ville udgive den på den rigtige måde. Den måde, den nu bliver udgivet på, er langt bedre, end jeg kunne forestille mig«
- Du har sagt, at bogen indeholder ‘helt nye litterære greb’. Hvad vil det sige, og kan du beskrive bogen yderligere?
»Nye måder at introducere karakterer og handling, en ny måde at bevæge sig fra scene til scene, nye måder at problematisere fortællingen, karaktererne og plottet. Jeg kan beskrive det, og det vil jeg gøre i New York på aftenen før udgivelsen, men ikke før, svarer Boyd, der har båret på hemmeligheden om Laura i efterhånden mange år.
Der ville ikke være et eneste mesterværk tilbage, skriver Nabokov i forordet til sin berygtede oversættelse af Pushkins versroman Eugen Onegin, hvis vi begynder at »genudgive en død forfatters værker i den form, som vi tror, han måske ønskede, at de skulle udgives i». Spørgsmålet er derfor: Tog Nabokov fejl eller tog Dmitri fejl?
»Det smukke er, at The Original of Laura ikke bliver udgivet i en form, som Nabokov ville have ønsket, at den skulle udgives i,« siger Boyd. »Det vil blive åbenlyst, når man ser udgivelsen: det helt ekstraordinære omslag, undertitlen »En roman i fragmenter«, Dmitris introduktion, gengivelsen af kartotekkortene, tekstens åbenlyse ufærdighed og hele den diskussion, der har gået forud.
- Er ‘Laura’ en bog, der kan nydes af Nabokofile, eller er det en bog til et bredere publikum?
Det er en forkert formulering. Det er en bog, der kan nydes af de Nabokofile og af et bredere publikum. Ikke af alle, men af alle de, der er interesseret i at se, hvordan en stor og legendarisk omhyggelig forfatter skal arbejde med at være så original, og hvordan han laver fejl undervejs.