Når politikerne blander sig i, hvad præsterne tror og gør, så begynder flere præster at kunne se fordelene i en skilsmisse fra staten. Det vurderer lektor ved Det Teologiske Fakultet i København Hans Raun Iversen. For få år tilbage var det upopulært at tale om en adskillelse af kirke og stat, men i dag er det de færreste i folkekirken, der rynker på næsen af den holdning, vurderer han.
»Den politiske indblanding er blevet markant, og det er det, som stort set alle præster og teologer reagerer imod. På det punkt er der virkelig sket et skred i folkekirken,« siger Raun Iversen.
Professor og dr.theol. ved Aarhus Universitet Svend Andersen mener også, at folkekirken har bevæget sig mere i retning af en adskillelse. Han hæfter sig især ved, at det er to vidt forskellige grupperinger af præster, som nu begge går ind for en adskillelse.
»Per Ramsdal og de andre præster på den fløj føler, at politikerne blander sig for meget i deres frihed til at tage stilling til politiske spørgsmål. Den anden fløj, som Indre Mission blandt andet er en del af, må potentielt hele tiden føle sig dårligt tilpas i folkekirken. For de mener, at folkekirken skal være meget mere markant,« siger han og tilføjer, at der er begyndt at komme nye signaler fra den teologiske ‘højrefløj’ i retning af, at de vil trives bedre med en adskillelse.
Hans Raun Iversen er slet ikke i tvivl om, at det først og fremmest er den politiske indblanding fra politikerne, som har fået flere præster til at skifte holdning.
»Kirken er blevet et symbolpolitisk gidsel, og det er den fornemmelse, der breder sig. Man går ind for en højere grad af selvstyre, så staten ikke skal kunne blande sig i teologiske og kirkelige ting,« siger han.
Ifølge Hans Raun Iversen har samfundets generelle udvikling også gjort det tydeligt, at der ikke længere er overensstemmelse mellem de to instanser.
»Tidligere kunne en sløv kristendom sagtens gå hånd i hånd med en småkristelig stat. Men i dag har vi fået en klar sekulær stat og en mere højprofileret kristendom, og derfor er det pludselig blevet så tydeligt, at der er tale om to umage størrelser«.
Hans Raun Iversen mener ikke kun, det er præsterne, der er begyndt at sætte spørgsmålstegn ved statens magt over kirken.
»I øjeblikket er folk så glade for - eller måske nærmere ligeglade med - folkekirken, som de aldrig har været før. Men der er flere og flere ting, der peger på, at folk undrer sig over, hvad kirken kommer staten ved. Der er alt muligt andet, der bliver privatiseret, så hvorfor ikke også kirken?«
Men selvom en større andel af præsterne og befolkningen går ind for en adskillelse, så er det langtfra ensbetydende med, at en adskillelse af kirke og stat vil ske foreløbigt. For i sidste ende er det politikerne, der skal træffe den beslutning, og i øjeblikket er der intet, der tyder på, at kampen for en adskillelse er en god sag at gå til valg på. Det mener adjunkt og cand.theol. ved Aarhus Universitet Marie Vejrup Nielsen.
»Så længe folkekirken ikke har en stærk synode eller en anden kirkestruktur, så kan hverken præster eller biskoppers holdning tages som indikation på, at det er det, folkekirken vil. Folkekirken vil det, som medlemmerne vil, og medlemmerne er en stor del af de stemmeberettigede i Danmark. Derfor er det op til politikerne at afgøre, om det er en god strategi at gå til valg på, at folkekirke og stat skal adskilles,« siger hun og tilføjer, at det næppe er noget, som den nuværende regeringskonstellation ville få noget ud af at sige.
Ifølge Marie Vejrup Nielsen er det oplagt, at det først og fremmest er de teologiske yderfløje, som har et forbehold over for folkekirken som model.
Præsterne i ‘midten’ er nemlig i højere grad dem, der synes, at folkekirken er fin nok, som den er.
»Fløjene har en stærkere holdning til, hvad folkekirken gør for kristendommen, og om den kun er for de dovne kristne. Ved at adskille kirken, ville det kun være dem, der virkelig interesserede sig for den, som blev tilbage. Andre siger, at det præcis er, fordi kirken er en ramme for alle, at det er en folkekirke,« siger hun og fortsætter:
»Lige indtil politikerne siger, at folkekirken godt må være folkekirke - men ikke som en del staten.«