11. september 2001. En dag de færreste glemmer. De fleste af os kan huske præcis, hvor vi var, og hvad vi lavede, da de to fly fløj ind i World Trade Center. Vi så de skrækkelige billeder af brændende bygninger og grædende børn, og det påvirkede os alle dybt.
Siden den dag ændrede meget sig. For med 11. september - og de efterfølgende bombesprængninger blandt andet i London 7. juli 2005 - kom angsten. Angsten for muslimerne og i særdeleshed angsten for de ‘hjemlige muslimer’. En angst, som findes i hele vesten - og her i Danmark - og som efterhånden er blevet sædvanlige i de politiske udmeldinger.
I København blev et antiradikaliseringsprogram fornyeligt vedtaget på Rådhuset. Det har angiveligt til formål at forhindre radikalisering og ekstremisme. Vi frygter ærlig talt, at det er endnu et tomt slag i luften, og hvor fint det end pakkes ind, så ved vi ved stadig ikke, om der er tale om et reelt problem. Det har man ikke fundet det nødvendigt at undersøge.
At komme med uunderbyggede forslag, som i deres formuleringer virker som sikkerhedstiltag og ikke som en social indsats, det virker som signalpolitik og en taktisk overvejelse mere end et oprigtigt forsøg på at fremme integrationen.
Ingen sager er åbenbart for små til at lave lovgivning om, og sagerne undersøges ikke, inden man tyer til forbud. Burka-forbud, anti-moskéannoncer, forbud mod muslimske mødomscertifikater, stramninger af lovgivningen for muslimske friskoler, tuneserlovgivning, tørklædeforbud for offentlige ansatte, terrorlovgivning. Der er endda politikere der hævder, at det ‘muslimske problem’ er støre end både klima - og finanskrisen.
Vi bliver forført af angsten for muslimer og negligerer muligheden for at lede efter de reelle årsager til integrationsudfordringerne. Og derved finder vi aldrig de rigtige integrationsløsninger. Det har vist sig, at der er en sammenhæng mellem kontakt med muslimer og modstanden mod dem. I stedet for blindt at tro på skræmmekampagner skulle vi måske prøve at undersøge sagen selv - ønsker majoriteten af muslimer i Danmark virkelig at overtage Danmark? Er alle kvinderne undertrykte? Eller ønsker nogle politikere at fremstille dem sådan, fordi der er rigtig mange stemmer i skræmmekampagner? Er udvisning, forbud og særregler mod religiøse symboler virkelig det bedste middel til at få et samfund, som borgerne holder af og føler sig som en del af?
Vi tror det ikke, for vi ved, at føler man sig som en del af fællesskabet, vil man gerne gøre en indsats for fællesskabets skyld. Føler man sig udenfor, er solidaritetsfølelsen sjældent stor.
Konsekvensen er, at den endeløse række af forslag rettet mod muslimer netop opfattes som et angreb på muslimernes identitet og deres stilling som ligeværdige medborgere i Danmark. Ligeledes risikerer vi, at flere muslimer vil vende sig imod det Danmark, som de oplever ekskluderer dem, og som indskrænker deres muligheder. På samme måde vender mange danskere ryggen til muslimerne, som konstant bliver fremstillet i negative sammenhænge af de politiske magthavere.
Politikkerne formår at prikke til angsten konstant. Men vi må sige fra!
Angsten er dræbende og ødelæggende for et velfungerende samfund, og vi bliver nødt til at se den i øjnene. Og vi skal alle hjælpe til, for det nytter ikke at overlade integrationen til politikerne. Vi må tage sagen i egen hånd. Vi skal turde debattere til familiefesten, over hækken og i indkøbskøen.
Vi skal sætte spørgsmålstegn ved myter og rygter, og vi skal forlange fakta og præciseringer: Hvor mange kvinder går egentlig med burka i Danmark? Til gengæld skal vi også acceptere de problemer, der er på integrationsområdet og komme med konstruktive løsningsforslag.
Vi har gentagne gange håbet, at man ville vælge inklusion og dialog frem for ekskluderende forslag og forbud i Danmark. Mange muslimer ser selv de mange forslag og forbud som endnu en i rækken af historier, der mistænkeliggør dem og islam i Danmark. Integrationen kan kun blive en succes, hvis minoriteter har en oplevelse af inklusion, samhørighed og fællesskabsfølelse med det danske samfund. Vi bryder os f.eks. ikke om, at kvinder skal tildækkes eller adskilles fra det andet køn, men vi vil altid kæmpe for andre menneskers ret til at praktisere deres religiøsitet. Og uagtet vores uenigheder med mange muslimer, så ved vi, at vi i yderste konsekvens har meget mere tilfælles end det, der skiller os. Vi ved, at vi i sidste ende er hinandens medmennesker, og det er den tilgang, som bør være afsættet i tilgangen til hinanden.
Manu Sareen er medlem af Borgerrepræsentation for Radikale Venstre i København, og Marianne Jelved er MF, fhv. minister, og tidligere gruppeformand og politisk leder for Det Radikale Venstre