Måske er det en tilfældighed, at Vester Fælledvej er ujævn, lappet og slidt, mens Platanvej, lige på den anden side af Vesterbrogade, er så nydeligt belagt med asfalt, at en tur på rulleskøjter ikke ville være noget problem. Måske er det en tilfældighed, at den slidte del tilhører Københavns Kommune, mens den nydelige tilhører Frederiksberg, men det ser ikke sådan ud. For sådan er det også mange andre steder, hvor Københavns og Frederiksberg Kommuner rammer hinanden.
På Frederiksberg er der lys og luft og ro, siger Pernille Stensgaard, journalist og forfatter til bogen København Folk og kvarterer. Det mærker man med det samme, når man drejer af fra Vesterbrogade lige der, hvor taskebutikken sælger plastikkopier af designertasker, og skraldespanden er ved at flyde over. Efter cirka fem meter på Frederiksberg Allé er der ro. Og hvis man sætter sig på en bænk længere henne på St. Thomas Plads, er det mere som at sidde i et stille kvarter i Paris end midt inde i København. Her er alt lidt lækrere, lidt finere, lidt roligere.
»Borgerskabets diskretion præger stadig billedet af Frederiksberg. For selv om børnefamilierne er flyttet derud, og der er meget snak om pladsgaranti, så er der stadig mange ældre mennesker i store lejligheder. Hvornår går man egentlig i byen på Frederiksberg? Aldrig, vel?« siger Pernille Stensgaard, der har lagt mærke til en langsommelighed på Frederiksberg, man ganske enkelt ikke finder i København.
»De er en smule pyntesyge og gammeldags. Der er lidt Harzen og Alsace over de store blomsterkummer for eksempel. Frederiksberg er ikke et bad taste party, der er stil og knap så meget leflen for de unge, mens det Københavnske bybillede nærmest inviterer til graffiti,« siger Pernille Stensgaard.
For Frederiksberg er den nydelige dame, der trisser ned ad Alléen og får sig et glas vin på Cafe Promenaden. Frederiksberg er de velfriserede og renskurede børn, der går i gode institutioner, Frederiksberg er deres veluddannede forældre med gode job, der betaler mindre i skat, går op i miljø, sundhed, økologi og bæredygtighed. Sådan er billedet af Frederiksberg: store lejligheder og pæne villaer, åbne pladser, grønne parker, franske alleer og eksklusive butikker i Nordeuropas tættest befolkede kommune med sine knap 95.000 indbyggere på 8,7 kvadratkilometer. Som ligger som en eksklusiv enklave midt inde i Københavns Kommune med Meyers Deli, Egefelds økologiske supermarked, Irma, Bayer Chokolade, Milibe børnetøj, Wolford strømper og Elite Damehatte.
Måske skyldes det borgerskabets diskretion, at de konservative i år kan fejre 100-års jubilæum. I 100 år har der siddet en borgmester fra Det Konservative Folkeparti i borgmesterkontoret på Frederiksberg Rådhus, og lige så længe har de konservatives position på Frederiksberg været uantastet. Frederiksberg-konservatismen er en særlig form for konservatisme, mener Gunvor Auken, der har boet i kommunen i sammenlagt 50 år og fra 1998 til 2002 var socialdemokratisk viceborgmester på Frederiksberg.
»Det er nogle af de bedste værdier hos de konservative, der knytter sig til de konservative på Frederiksberg, nemlig at man også skal være socialt ansvarlig. Det er ikke hardcore-konservatisme, der regerer her. Men de konservatives succes kan også skyldes drømmebilledet af Frederiksberg som en grøn velhaverkommune« siger hun og påpeger, at de konservative får langt færre stemmer til folketings- og EU-parlamentsvalgene.
Så meget desto større var overraskelsen, da en Gallup-måling for TV 2 Lorry og Berlingske Tidende forleden viste, at den konservative borgmester Jørgen Glenthøj risikerer at skulle aflevere borgmesterkæden efter kommunalvalget den 17. november. Socialdemokraternes 32-årige spidskandidat Katrine Lester ligger faretruende tæt på: 38 procent af Frederiksbergs borgere har ifølge meningsmålingen besluttet sig for den røde blok, 39 procent vil stemme for den blå, mens 23 procent ikke har besluttet sig endnu.
Måske skyldes det alle de barnevogne, der en tilfældig tirsdag eftermiddag ruller ned ad Frederiksberg Allé. For andelen af ældre er dalet drastisk i de seneste 20 år. I 1989 var hver fjerde borger på Frederiksberg over 65, i dag er det mindre end hver sjette. Om 10 år vil Frederiksberg kommune være en af de kommuner i Danmark med det laveste antal ældre, viser tal fra Danmarks Statistik. Altså langt flere børnefamilier og langt færre med blåt hår og perlekæder, som også den tidligere borgmester Mads Lebech sagde i et interview i Berlingske Tidende for nylig.
I børnefamiliekredse er det da også en velkendt sag, at Frederiksberg kan det der med børn. Katrine Haase, der bor på Nørrebro lige på den anden side af kommunegrænsen, jokede da også tit med, at hun kunne kigge lige over i det forjættede land med mælk og honning, daginstitutionspladser og gode skoler.
»Vi ledte efter en lejlighed på Frederiksberg, fordi vores ældste datter skulle i skole til næste år. Vi tilhører skoledistriktet Blågårdsgade på Nørrebro og var på ingen måde interesseret i, at få vores børn ind der, så tanken om at flytte var en måde at slippe ud af skoledistriktet på. Nu er vi så heldige eller uheldige at hun er optaget i privatskole, så nu betyder det ikke så meget længere,« siger Katrine Haase.
For Frederiksberg er kendt for gode institutioner, pladsgaranti og gode skoler. Alligevel var det snarere en tilfældighed, at Sebastian Lang og hans familie havnede på Frederiksberg. Han og hans kæreste skulle flytte sammen og ville derfor bytte to små lejligheder til en stor. De endte på Schønbergsgade, en sidegade til Gammel Kongevej.
»Vi synes virkelig, her er ret fantastisk. Her er stille, men centralt, det er især det, vi er glade for. Der er ikke et øje i de der lommer mellem hovedtrafikårerne, eksempelvis mellem Gl. Kongevej og Åboulevarden. Her er der brede fortove og plads, men vi er stadig midt inde i byen. Og så er det et andet stort plus, at institutionerne fungerer rigtig, rigtig godt. Den skole, vores barn går i, er meget ressourcestærk,« siger Sebastian Lang, der godt kan mærke, at kommunen har forandret sig bare i de år, han har boet der. Lokalpressens fokus har forandret sig fra ældreboliger til madordninger i børnehaverne, mener Sebastian Lang, der kom fra en lejlighed på Jægersborggade på Nørrebro.
»En af de første ting, jeg lagde mærke til, var, at der ikke stod så mange cykler foran huset som på Jægersborggade, hvor man nærmest ikke kunne finde en plads til sin cykel. Her er der mange, der har bil,« siger Sebastian Lang.
Men kommunen markedsfører sig også i forhold til børnefamilierne. Det er med til at skabe en slags lokal stemning, man ikke har i København, mener han.
»Man er meget bevidst om, at man ikke er en del af København. Personligt tænker jeg ikke så meget over det, men jeg kan tydeligt mærke, at den stemning lever. Det er som om, Frederiksberg er en mindre by eller en købstad. For eksempel er det en fast tradition, at man skal op og tænde juletræet på Frederiksberg Rådhus, og borgmesteren deler slikposer ud.«
Men at Frederiksberg er en selvstændig by er tydeligvis ikke gået op for Frank Jensen, socialdemokraternes spidskandidat til overborgmesterposten i København, påpegede rådmand for Venstre på Frederiksberg Jan E. Jørgensen, der havde opdaget Jensens valgplakater på Frederiksberg.
»Er der ikke nogen, der kan fortælle ham nordjyden, at Frederiksberg ikke er en bydel i Københavns Kommune, men en selvstændig kommune i øvrigt ledet af Konservative, Venstre og de radikale og derfor med højere service og lavere skat,« skrev han i et debatindlæg i Berlingske Tidende.
Siden 1937 er der da heller ikke nogen politiker, der for alvor har talt om at indlemme Frederiksberg i København, siger stadsarkivar og ph.d. Henning Bro. Det er der nemlig ingen, der ville bakke op om.
»Det vil aldrig ske. Aldrig,« siger Henning Bro og forklarer, at selvstændighedsfølelsen er en særlig selvforståelse, der ikke kun hersker i den ældre generation, men også blandt de unge og familierne, der netop er flyttet dertil.
»Den er rodfæstet og er båret videre fra generation til generation. Byen har sit helt særlige præg, og når man kører hertil, slår det én, at den er mere grøn, mere åben med sine parker og anlæg. Det er sådan, man forstår Frederiksberg. Byen har haft en særstilling, også kommunalt. For det er specielt, at vi har en købstadskommune lige op ad en bykommune.«
Alligevel er Frederiksberg ikke en velhaverenklave, påpeger Henning Bro. Beboersammensætningen ligner mere en almindelig provinsbys med mellemlag, velhavere og arbejdere. For Frederiksberg er langt mere blandet end de andre konservative højborge nord for København.
Drømmebilledet af Frederiksberg som velhaverkommune med herskabslejligheder og særlige frederiksbergvillaer, grønne parker og anlæg vender Gunvor Auken sig imod, for det er kun den halve sandhed. »Der er også Det andet Frederiksberg,« siger hun. Kommunen er tæt bebygget med mange karreer og små lejligheder, hvor der er alle storbyens sociale problemer. Dem tales der bare ikke om, fordi de forstyrrer selvbilledet.
»Men Frederiksberg er den kommune i Danmark, der har flest værtshuse pr. indbygger,« siger Gunvor Auken og påpeger, at Frederiksberg ikke slutter ved Rådhuset, Frederiksberg Have, de bagvedliggende villaer og ved Solbjerg Plads med Handelshøjskolen og Frederiksbergcentret.
»Den nordlige og nordvestlige del med de mange karreer omkring Finsensvej, Nordre Fasanvej og Åboulevarden er også Frederiksberg Kommune. I virkelighedens Frederiksberg er der rigtig mange psykisk syge, mange med lav indkomst eller på overførselsindkomst. Massageklinikker findes overalt i gadebilledet, ligesom der er mange alkoholikere og narkomaner og en meget høj selvmordsrate.«