Der må simpelthen findes en højere Dionysosgud, når det første, der når ørerne på cykelturen på vej hjem fra Operaen og mit livs Ariadne på Naxos, er de sidste toner af Grundtvigssalmen så glade vi føler os skabes i bryst/ de levendes lyst fra Frelsers Kirkes klokkespil. For hold da op, hvor var man lige blevet levende og med lyst i bryst af operakunst, som man kun kan forvente at opleve det enkelte gange i sit liv. Jeg tror umiddelbart ikke, jeg kommer til at se en bedre opsætning af Strauss og Hofmannsthals opera nogensinde.
Grundtvigs salme bruges tit som begravelsessalme på grund af sin prisning af et hinsidiges kærlighedsland, men står egentlig som kontrast til Kingos salme på samme versemål: Far verden, far vel, der har omkvædet Forfængelighed, forfængelighed. I dagens optik, hvor Ariadne omsider blev hentet af det, hun kalder døden, men som er Bacchus, kærlighedens og teatrets gud og ført væk fra sin forfængelige sorg og verdenssmerte på sin øde ø, klinger Grundtvig som en Dionysospræst, der henter kærligheden ned på jorden og graver lysten ud af smerterne. O vær du vor livdrik på jorden og bliv/ vort evige liv.
Beruset? Ja! Momentant småreligiøs i alle retninger? Ja! Udefineret lykkelig? Ja. Lettere ulidelig at høre på i begejstringens ophidsethed? Helt sikkert. Robert Carsens opsættelse af Ariadne på Naxos er kunst, der rammer og gør anmelderen til sagesløs Bacchusoffer.
Som sagt, salmeordene klingede over novembersøndagen på Christianshavns Torv som det gnothi seauton, kend dig selv, som forvandlingen er for Hofmannsthal. Det der i dag hedder: find dig selv og som i en anden salme med herlig protestantisk logik hedder: bekend din tro, fornægt dig selv. Lige meget. Det handler alt sammen om det samme, at vi skal forstå vores menneskelighed og komme videre.
For Hofmannsthal er den største forvandling kærligheden.
»Griber Kærligheden med hele sin magt et væsen, så løser dette sig fra sin hårdhed i sin dybeste grund: Verden er blevet givet det tilbage, ja verden tryller sig selv frem som et dennesidigt og hinsides på én gang«.
Og hvordan forløser man lige det i en kunstnerisk sammenhæng? Man kontakter en komponist. Hvis Hofmannsthal var en litterær Schönberg, der i udkanten af romantikken følte sig kunstnerisk trængt, var Strauss komponisten, der med sin velsmurte musik fik digtertungen på gled, så de vist begge blev reddede fra dem selv og skrev nogle operaer, vi som moderne mennesker kan være yderst taknemmelige for, som moderniseret romantik. I sit Ariadne-brev til Strauss skriver Hofmannsthal ligeledes:
»De spørger mig, hvad det har på sig med forvandlingen som Ariadne undergår i armene på Bacchus, for De mærker: her er livspunktet, ikke bare for Ariadne og Bacchus, men for det hele. De mener, at et ord fra mig måtte bringe Dem nærmere, men jeg tror, at det allerede er Dem ganske nær, og netop fordi det er Dem så nær, er det svært at gribe, som alle livets åbenbare hemmeligheder, det ikke er os givet med ord at trække nærmere end nær. Med toner lader de sig imidlertid hive ind i vores hjerte, og det er netop her, at musikken bliver hidkaldt af digtekunsten og deres forbund er fuldt berettiget og beseglet.«.
Hofmannsthal følte selv, at det vidunderlige, das Wunder der Wunder, skulle have hjælp af musikken til at trænge ind og forholder sig til erkendelsen som noget, man kun er nær. I sit stykke Ariadne på Naxos dyrker han nærheden ekstremt og lader den sidste bro være musikken.
Som udgangspunkt har stykket en operaseria om Ariadne, der sidder forladt af Theseus på sin øde ø og ikke kan komme videre. Den historie der skal fortælles er, at kærlighed og mulighed for forandring findes, men sådan at man tror på det. Sådan at man skal forvirres derhen og holdes i hånden af ironien hele vejen, så det moderne menneskes klapper ikke går ned, men man lokkes uforvarent i fælden og BUM så sidder historien om den evige kærlighed der igen, lige i hjertekulen. Som når komponisten i stykkets prolog ud af en Ohrfeige inspireres til en strofe om Amor. Bare omvendt.
Han putter operaen ind i en opera og laver et metastykke og en forrykt blanding af tragedie og komedie ved at skrive en prolog til stykket, hvori det besluttes, at der på grund af tidspres, fordi man både skal nå denne opera seria og en opera buffa inden fyrværkeriet klokken 21, må spille de to genrer på én gang. Altså bliver commedia del’arte truppen anført af forførersken Zerbinetta lukket ind til Ariadnes øde ø og selve operaen derefter opført i al sin stilforvirring.
Denne opera er lige så svær at forløse kunstnerisk, som den er kunstnerisk begavet og i værste fald bliver den til flere timers sopranhelvede med ikke særligt komiske indslag, så den glade og den triste maske over scenen begge må sætte mundvigene på skrå i en skuffet grimasse. (Hvorfor er de sparet væk i den nye Opera?) Det bliver nemt hverken eller. Men i denne opsætning, hvor alle gode kræfter synes at være smeltet sammen i en uovertruffen forening af genial scenografi, koreografi og iscenesættelse, alt sammen holdt i strammeste, begavede snor, og på denne dag tillige med fantastiske kunstnere i rollerne og en fremragende dirigent, bliver denne opera, hvad den er: et mesterværk!
Overalt findes forvandlingen. Lige fra åbningsscenens dansescene, hvor de første rækker dansere bølger, mens den bagerste ligger som ubevidst ral i strandkanten, indtil den også rejser sig som livsdygtige bølger, til komponisten der i sin inspiration bliver til Amor og senere til Gud, ophøjet af sin egen enorme skygge, sørgebølger bliver til liderlige elskende, forførersken bryder sammen som ensom, kærlighedsdrømmer, kvinder bliver til mænd og endelig lukker Ariadne gudens livsdrik ind i sin hule og glemmer.
På premieredagen var forestillingen begavet med intet mindre end en sublimt syngende og agerende Ruxandra Donose som komponisten. Det var desværre kun denne ene gang, og partiet deles ellers af Daniela Sindram og Matilda Paulsson. Skønne Jane Archibald som Zerbinetta bliver også svær at overgå, men kan stadig høres og alternerer ellers med Susanne Elmark. Ann Petersen er den helt rigtige Ariadne og generelt stod alles præstationer i det bedste lys, ligesom afløserne ganske sikkert også vil brillere i Carsens sol.
Man kan ganske enkelt sige, at forbundet af ikke bare musik og digtekunst, men teaterkunsten tillige i denne lykkelige opsætning, er fuldt berettiget og beseglet.
Richard Strauss og Hugo von Hofmannsthal: Ariadne på Naxos. Operaen. Store Scene. Premiere søndag. Dirigent: Friedemann Layer, iscenesættelse: Robert Carsen, scenografi: Peter Pabst, kostumer: Falk Bauer, lysdesign: Manfred Voss, koreografi: Marco Santi.