Som medlemsland i WHO er Danmark afhængig af de beslutninger, der træffes i organisationen. Når WHO udråber svineinfluenza til at være en pandemi, gælder det også for Danmark. Og da det skete i sommer, reagerede vi derfor straks ved at udnytte vores kontrakt med medicinalvirksomheden GlaxoSmithKline til at bestille vacciner hjem for 162 millioner kroner.
I alt har de vaccine-producerende medicinalvirksomheder fået ordrer for mere end 55 milliarder kroner på verdensplan. En meget stor del af disse ordrer kommer, fordi WHO valgte at kalde svineinfluenzaen en pandemi. Det er mange penge at bruge på at vaccinere imod en sygdom, som tilsyneladende ikke er særlig farlig - og under alle omstændigheder væsentligt mindre dødelig end de fleste almindelige sæson-influenzaer. Især når danskerne samtidig løber den risiko, der unægteligt vil være forbundet med at sprøjte en dårligt testet vaccine i årerne.
Derfor er det helt naturligt at stille krav til den måde, beslutningerne træffes på i WHO, og det bør Danmark sammen med andre medlemslande gøre. Information kunne mandag fortælle, hvordan flere af WHO’s rådgivere er betalt af de selv samme firmaer, som har tjent milliarder på vacciner. Det svækker WHO’s troværdighed, at man i den grad er infiltreret af folk, der har store økonomiske interesser i de beslutninger, der træffes i organisationen.
Problemet bliver ekstra stort, når der ikke er åbenhed om beslutningerne og rådgivernes dobbeltroller. De rådgivere, hvis interessekonflikter Information har afsløret, er i de officielle WHO-papirer anført som professorer og centerledere på diverse universiteter. Der står ikke et ord om deres øvrige indtægtskilder i de officielle dokumenter fra WHO eller på organisationens hjemmeside. Ligeledes kan man den dag i dag endnu ikke finde et referat fra det altafgørende møde den 10-11. juni i år, hvor det blev besluttet at gøre svineinfluenza til en pandemi - hvilket automatisk satte gang i vaccinationerne verden over.
Man kan heller ikke finde en liste over deltagere ved mødet. På hjemmesiden står der blot, at det var en forsamling af »eksperter fra internationale organisationer, ministre, professionelle medicinske foreninger, forskningsinstitutioner, og ansatte fra diverse WHO- afdelinger.« Man må selv gætte hvilke ‘eksperter’ og hvilke ‘medicinske foreninger’, der er tale om. At dømme ud fra sammensætningen af de personer, der i øvrigt rådgiver om influenza og vaccine i WHO, er der god grund til at tro, at medicinalindustrien - i en eller anden afskygning - også har været repræsenteret ved dette møde. Men vi kan ikke vide det - og det er et kæmpe problem. Det er ganske enkelt uholdbart, at en institution med en så enorm magt kan slippe af sted med at have en så ringe grad af åbenhed omkring sine beslutninger - og det bør Danmark som medlemsland tage initiativ til at stoppe.
Ud over eksperter med dobbeltroller er der også en hær af såkaldte observatører fra medicinalindustrien repræsenteret, når den særlige rådgivningsgruppe på vaccineområdet (SAGE) holder møder i WHO. Alle de store vaccine-producenter sidder med, herunder GlaxoSmithKline, Novartis og Baxter.
De må som observatører - for at sikre uafhængigheden - kun tale, når de bliver spurgt. Spørgsmålet er, hvad de laver i pauserne og i tiden mellem møderne. Det kan også undre, at WHO overhovedet skal spørge medicinalindustrien om noget som helst. »De har stor ekspertviden,« lyder argumentet fra WHO. Det har de unægteligt, men hvis det ikke er muligt at skaffe den fornødne viden fra uafhængige forskere, så har vi et stort problem.
Og noget kan tyde på, at det reelt er tilfældet. Danmark og resten af verden har i stor udstrækning valgt at overlade den medicinske forskning til industrien. Der er ingen logisk forklaring på, at netop dette forskningsområde i så udbredt grad skal være privatiseret - ud over selvfølgelig de store økonomiske interesser, der altid har været forbundet med medicinalområdet.
Det betyder, at det reelt kan være rigtigt, at det er svært at finde dygtige forskere, der ikke på den ene eller den anden måde arbejder for industrien, og hvis troværdighed derfor kan drages i tvivl. Selv universitetsforskere, som ikke bijobber som konsulenter for industrien, vil ofte være økonomisk afhængige. Om ikke andet så af at få bevillinger fra industrien, uden hvilke de ikke kan finansiere deres forskning. Så indtil dette grundlæggende problem bliver løst - og det bliver det formentlig aldrig - må vi nøjes med at kræve fuldstændig åbenhed omkring de rådgivende eksperters dobbeltroller. På den måde kan man i det mindste forholde sig kritisk til de råd, der bliver givet og de beslutninger, der bliver truffet.