»Jeg er den største og ældste elefant i flokken, og mange vil gerne se mig dø. Det er klart. Men det kommer ikke til at ske. Ikke denne gang.«
Man behøver ikke være psykolog for at fornemme sindstilstanden hos den 65-årige svenske forfatter Jan Guillou. Man kan nøjes med at lytte til ordene, når han taler. De lyder som salver fra et maskingevær - og kampgejsten lyner i hans sammenknebne øjne. Han er beredt, bevæbnet til tænderne med ord og argumenter, i forsvar for sin fortid og i krig for sit eftermæle.
Siden Expressen i sidste måned kunne afsløre, at han fra 1967 til 1972 plejede forbindelser til KGB og i mindst to tilfælde modtog betaling for at stille sin viden om politiske grupperinger i det svenske samfund til rådighed, har Jan Guillou været under heftig beskydning fra alle dele af den svenske presse. Man har krævet klar besked om de nærmere omstændigheder bag det sælsomme samarbejde. Man har forlangt forklaringer på, hvorfor han ikke tidligere har fortalt om forbindelsen til offentligheden. Man har drevet den gamle elefant rundt i manegen. Men nu kan det være nok, mener Jan Guillou.
»I dagene efter afsløringen lød det, at jeg ikke havde skrevet så meget som én linje om KGB i min bog. Men det passer ikke. Jeg har skrevet ti linjer om sagen - og mere syntes jeg ikke, den er værd,« siger han, da Information møder den svenske forfatter i Forum under weekendens bogmesse.
Han henviser til side 327 i sin nye erindringsbog Ordets magt og afmagt, hvor han som afslutning på en historie om, hvordan han som journalist var med til at infiltrere CIA, perifert nævner, at han nogle år i forvejen havde forsøgt at gøre det samme med KGB. »Det passer altså ikke, når man hævder, at jeg har fortiet forbindelsen. Men når hysteriet er i gang, og alle journalister jagter den samme person, så forsvinder nuancerne. Det er fantastisk at opleve medielogikken indefra. Det spillede jo slet ikke nogen rolle, om jeg sagde, at jeg havde skrevet om sagen. Det trængte ikke igennem. Og kun et fåtal af de forklaringer, jeg gav til Expressen, endte med at blive trykt i avisen. Der gik en uge, før jeg fik chancen for at forklare mig i direkte tv uden at blive redigeret - indtil da drejede det sig bare om at jagte nye bekendelser: ‘Har du bekendt alting nu? Ja. Hvordan kan vi vide det? Det kan I heller ikke vide. Aha, så der findes altså mere?’ Jeg tror, alle kan sætte sig ind i, at det er noget af en mareridtssituation at befinde sig i,« siger han.
Jan Guillou er ikke overrasket over, at det netop er Expressen, der har ført historien om hans forhold til KGB frem i offentligheden. De to parter har i snart en menneskealder haft et særdeles anstrengt forhold til hinanden.
»Det går langt tilbage. Jeg var en af de første i palæstina-bevægelsen i Sverige, og Expressen var en af de mest pro-israelske aviser i verden. I snart 40 år har Expressen og jeg ligget i en åben vendetta, og nu er det åbenbart blevet pay back time,« siger han.
Det er dog ikke så meget selve Expressens afsløring, som det er måden, avisen har ført den frem på, der generer Jan Guillou.
»Alle aviser ville have skrevet historien, hvis de var kommet i besiddelse af gamle Säpo-dokumenter, der kunne dokumentere, at landets mest kendte journalist havde samarbejdet med KGB. Selv om det er 45 år siden, så er det interessant. Ingen tvivl om det. Men der er jo ikke nogen på Expressen, som tror på, at jeg har været KGB-spion. Alligevel skriver de om sagen på en måde, så alle tror, at jeg har været det. Og så finder de frem til nogle af mine værste fjender, som de beder om at kommentere sagen. Ikke, fordi de ved noget særligt, men fordi de er indignerede.«
Ifølge Jan Guillou er der intet i de hemmelige dokumenter fra den svenske efterretningstjeneste Säpo, der beviser, at han har spioneret for KGB. Han fastholder, at hans eneste formål med den tætte forbindelse har været at infiltrere organisationen for til sidst at afsløre den, hvis den på et tidspunkt skulle bede ham om at udføre illegale opgaver.
»Jeg ville jo for helvede ikke være spion. Og min efterfølgende karriere har jo også vist, at det altid har været den journalistiske historie, som har drevet mig. Jeg har lavet den største CIA-afsløring i svensk historie, og jeg har med optrevlingen af IB-affæren afsløret svensk spioneri. Det taler til min fordel, mener jeg.«
Alligevel har spørgsmålene hobet sig op i kølvandet på Expressens afsløringer:
Hvorfor blev Jan Guillou ved med at pleje sine forbindelser til KGB i fem år, selv om udsigterne til en afsløring svandt dag for dag? Og hvorfor har han ikke lagt dokumentation frem for samarbejdets nærmere karakter, så enhver mistanke om, at han skulle have videregivet væsentlige oplysninger, én gang for alle kunne ryddes af vejen?
Ifølge Jan Guillou er forklaringen simpel. I forbindelse med optrevlingen af den senere så kendte IB-affære, hvor Guillou sammen med en kollega afslørede omfattende overvågning af venstreradikale svenskere under den kolde krig, brændte Jan Guillou nemlig alle spor i sit arkiv. Og han afviser, at der stadig skulle være papirer, som han bevidst forholder offentligheden.
»Jeg kan ikke stoppe mistanken. Jeg kan kun argumentere for, at det er ganske usandsynligt, at jeg som ung og uerfaren journalist på et herremagasin som FiB/Aktuelt kunne have haft adgang til nogen som helst form for hemmelig viden om det svenske samfund,« siger han.
Kritiske røster blandt kolleger, forfattere og politikere har heller ikke hæftet sig så meget ved Jan Guillous fortidige gerninger som ved hans efterfølgende fortielse, som mange mener har svækket hans status som venstrefløjens moralske samfundsrevser og sandsiger.
- Kan du forstå, at det er blevet opfattet sådan, at du bevidst har fortiet din relation til KGB?
»Når Expressen bruger 50 sider på sagen, så kommer mine ti linjer selvfølgelig hurtigt til at fremstå som en kæmpe fortielse, det er klart. Og set i bakspejlet ville det nok også have været bedre, hvis jeg havde beskrevet sagen mere uddybende. Men man kan altid diskutere, hvad der er for lidt og for meget. Og det kan jo også være Expressen, der har fejlvurderet sagens størrelse.«
- Overvejede du at skrive mere om sagen i din bog?
»Jeg nævner den kort midt i min beretning om den store CIA-afsløring, og det var en kompositorisk overvejelse, hvor lang den indskudte historie kunne tåle at være. Det sjove er, at historien om CIA i virkeligheden er langt mere kontroversiel end historien om KGB. CIA-historien førte jo til, at vi blev afhørt af sikkerhedspolitiet, som mistænkte os for spionage, fordi vi - i journalistisk øjemed - havde udleveret informationer vedrørende personlige og militære spørgsmål til en fremmed magts spion. Men hvis der på Expressens spiseseddel havde stået: ‘Jan Guillou var CIA-spion’, så havde det ikke været nogen sensation, det havde været noget positivt. Også selv om der hverken juridisk eller moralsk er nogen forskel til sagen om KGB. Forskellen er udelukkende politisk og psykologisk.«
Jan Guillou har siden afsløringerne i Expressen annonceret, at han vil skrive et supplerende kapitel om sagen til den pocketudgave af hans erindringsbog, som udkommer næste år. Den største tilføjelse kommer dog ikke til at handle om hans KGB-erfaringer, men derimod om hans aktuelle tur i den svenske mediemaskine, fortæller han.
- Hvordan har den maskine set ud indefra?
»Som et mareridt, hvor jeg hele tiden har tænkt: ‘Det sker ikke det her. Jeg er ikke med i det.’ Men hvis jeg bare havde lukket døren og hevet stikket ud, havde det været endnu værre. Så jeg er nødt til at stå og svare på alle jeres spørgsmål. Og jeg er nødt til at gøre mig umage med at sige det samme, så der ikke opstår små unøjagtigheder, man kan gribe fat i. Det er damage control - og det er næsten et fuldtidsjob.«
I et af de hemmeligstemplede papirer, som Expressen har kunnet fremlægge, fremgår det, at det var Guillous ældre kollega, Arne Lemberg, der endte med at underrette den svenske efterretningstjeneste Säpo om Guillous forbindelse til KGB. Dét har været den mest smertelige erfaring ved hele sagen, fortæller han.
»Nu ved jeg, hvordan det må føles for de tyskere, der får lov at læse om sig selv i Stasi-arkiverne: ‘Hvad helvede, var det min bror, som stak mig, hvad fanden tænkte han på.’ Det var også min første reaktion. Men min anden reaktion var, at det jo nok var sådan, jeg selv skulle have gjort. Jeg skulle fra starten have været gået til sikkerhedspolitiet og sagt, at jeg var en journalist, der arbejdede på et scoop, og ikke en spion. Så på en måde var det jo rigtigt, at Lemberg gik til Säpo. Jeg har bare svært ved at acceptere, at han gjorde det bag om ryggen på mig.«