Hvis man er under 18 eller over 38 år og rammes af en depression, kan der ikke ydes tilskud til samtalebehandling, altså psykoterapi. Regionerne skal spare. Men sparer man overhovedet noget ved at udskrive medicin? Er den medicinske behandling af depression til gavn for andre end medicinalselskaberne?
Er der ikke her tale om en skandale af dimensioner, som de kommende årtier vil dømme hårdt? Bør personalet i psykiatrien ikke forlange bedre efteruddannelser i effektive psykoterapiformer, der giver mennesker magt over deres eget liv og ikke fastholder psykiateren og psykologen som eksperter? Der er både brug for en mental behandlingsmæssig revolution i psykiatrien og for en gevaldig tildeling af ressourcer.
Debatten om effektiv behandling af depression, som har været omtalt både i dagspressen og i DR de seneste uger, er særdeles relevant. 422.000 personer hentede sidste år antidepressiv medicin på apoteket. Nogle tager antidepressiv medicin på grund af angst. Et skøn, der har verseret i pressen er, at ca. 200.000 voksne danskere lider af depression. Omkostninger alene til depressioner løber i Danmark op i omkring 14 milliarder kroner. Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har udråbt depression til at være den største og mest alvorlige folkesygdom i nyere tid.
Det er et relativt nyt fænomen. Inden for de sidste 20-30 år er antallet af registrerede depressioner boomet voldsomt. Det er snart ikke til at opdrive en ægte neurotiker mere. På Freuds tid var der masser af neurotikere. Men de er ligesom forsvundet i 60’erne og 70’erne.
En ny tids mentale sygdomme florerer. Man bør forstå kulturen gennem de enkelte tilfælde, som en klog person har sagt. Hvis man skal forstå vores kultur, må man altså se på, hvor mange depressions- og angsttilfælde, der er.
Depressionen og angsten er stort set de eneste måder at falde ud af vores kultur på. Antallet af depressioner er skræmmende. Og unødvendigt at behandle med medicin.
Hvornår bliver man ramt af en depression? Det kan være et pludseligt tab af en nær person - et barn, en ægtefælle, en forælder eller en skilsmisse, der udløser den såkaldte patologiske sorg - den vedvarende sorg, som man ikke kommer ud af selv efter et par år. Det kan være den langsomme og snigende, men effektive, følelse af ikke at være elsket i parforholdet; den stadige lille daglige næsten usynlige, giftige og som oftest benægtede dosis kritik, der til sidst bliver for meget, så en af parterne bukker under, uden at der er tale om en påviselighed utilfredshed. Det er nærmere en stemning af udelukkelse, af isolation, som den ulykkelige person ikke ved hvor kommer fra.
»Og så må det hele jo komme fra mig selv. Det må være min egen fejl,« er den konklusion, der ligger lige for for den depressionsramte. For knap 10 år siden blev jeg kontaktet af en person, som hvert år i begyndelsen af december igennem en årrække havde lidt af en voldsom depressiv periode på flere uger.
Personen lå bare i sin seng og var fuldstændig nedstemt og trist. Forskellige antidepressive medikamenter havde hjulpet lidt. Og efter et par måneder havde personen hvert år kunnet starte på arbejde igen. Men året efter var nedturen i begyndelsen af december kommet tilbage. Jeg fortalte personen om det arbejde og den banebrydende forskning, som professor Julian Leff og hans team (psykologen Elsa Jones og psykiateren Eia Asen) fra London havde gjort i forhold til svære depressioner.
De har påvist, at mellem 10 og 20 samtaler, hvor den depressive patients ægtefælle eller faste partner er med som en støtte og bliver inddraget som ressourceperson i disse samtaler, er signifikant mere effektive end både individuel kognitiv terapi og medikamentel behandling med månedlige opfølgningssamtaler hos en psykiater.
Både i forhold til genindlæggelse, tilbagevenden til arbejdsmarkedet og oplevet positiv livskvalitet ved opfølgningsstudier både på kort og lang sigt. Forskningen blev udført i forhold til 96 par, hvor den ene ægtefælle led af meget alvorlig depression og havde været indlagt adskillige gange på psykiatriske afdelinger.
Patienterne var blevet testet efter alle kunstens regler på bl.a. Becks depressionsskala og bedømt som svært depressive. De 96 par blev fordelt tilfældigt til de tre forskellige behandlingsmåder. Det var kun de personer, som gik i traditionel psykiatrisk behandling, som modtog antidepressiv medicin. De fleste personer, som gik i kognitiv terapi, stoppede behandlingen, inden man havde nået det påkrævede antal behandlinger, for at man kunne betragte behandlingen og forskningen som relevant.
Måske var patienterne for dårlige til denne behandlingsform, skriver forskerne.
Det er tankevækkende, at den ‘partnerorienterede terapi’, som forskerteamet kaldte parsamtalerne, var den mest effektive over for de svære depressioner.
Jeg tror, at individuel terapi kan forstærke individualiseringen og følelsen af at være alene om at klare problemerne. Jeg praktiserer det, der kaldes narrativ terapi og har (næsten) altid et team af vidner, som overværer de samtaler, jeg har med mennesker, og som kommenterer samtalerne og relaterer patientens problemer til deres eget liv. Det er 4,2 gange så effektivt som rene individuelle samtaler. Jeg fortalte altså personen om denne forskning og vedkommende kom med sin partner til første samtale i begyndelsen af november.
Vi aftalte minimum fem samtaler. Men allerede efter tre samtaler á to timer med et par ugers mellemrum sagde de, at der ikke var nogen grund til at komme mere. De havde det så uendeligt meget bedre. Og depressionen havde ikke været på besøg, som den plejer i begyndelsen af december. Jeg vil ikke her afsløre indholdet af samtalerne. Men det er overraskende, hvor meget det, der ikke bliver talt om, men som går den ene partner rigtig meget på, kan fylde for den person, for hvem emnet eller temaet er et problem.
Personen har været depressionsfri lige siden de tre samtaler for nu ca. 10 år siden.
Hvorfor arbejder man på de psykiatriske hospitaler ikke konsekvent med at inddrage ægtefællerne/partnerne ved svær (og for den sags skyld også lettere) depression?
Hvad er man bange for? Har den naturvidenskabelige tilgang til psykiske lidelser stadig så stor magt, at man i dagens Danmark - og i det meste af Vesten - tror, at menneskelige problemer og lidelser kan klares medikamentelt?
Har medicinalindustrien så stor magt, at den kan få lægerne i Danmark til at udskrive antidepressiv medicin til 422.000 danskere i 2008 (angivet i Politiken, den 31. oktober). Dette er en kulturel, en samfunds- og behandlingsmæssig skandale med utroligt store menneskelige lidelser til følge.
Kulturelt set er vi i de postmoderne samfund isolerede som enkeltpersoner. Vi er overladt til os selv. Det neoliberale budskab lyder stærkere og stærkere, at du er din egen lykkes smed. Du er selv ansvarlig for din succes. Ergo er du også selv ansvarlig for det, der går skævt. Fællesskabet er gået fløjten i den postmoderne kultur.
Det er ikke blevet bedre af, at filosoffen Nietzsche erklærede Gud død i ca. 1880 - og ingen havde ellers hørt, at Gud havde været syg.
I 1972 erklærer den franske filosof Lyotard, at de store fortællingers tid er forbi. Og måske er de store fællesskabers tid også forbi efter 1968. Nu er mennesker overladt til sig selv og til alle de muligheder, som den nye frihed fra autoriteter og religioner muliggør.
Man er overladt til sig selv - på godt og ondt. Man er fri fra familien. Alt er nu i princippet muligt. Der bliver en masse forventninger, man bør leve op til.
Måske er den depressive tilstand et resultat af den isolation, der er blevet mulig for det moderne menneske, som en følgesvend til friheden, de mange muligheder og de deraf følgende mange forventninger. Man kan ikke sige nej til frihed, til udvikling, til uddannelse. Man kan ikke være imod forandringsparathed.
Vores samfund er blevet et ja-samfund. Det er ikke længere in at være imod. Alle muligheder skal holdes åbne. Der er ikke længere nogen autoriteter at være imod. Der er ikke stabilitet. Ingen sikkerhedsnet.
Det er ikke populært at bede om hjælp. Børn opdrages til at skulle klare sig selv. Det er forbundet med fiasko og skam ikke at klare den og at bede om hjælp.
Allan Holmgren er en af de ledende repræsentanter i Europa for narrativ terapi; mag.art. i psykologi, direktør for DISPUK; adjungeret professor på Institut for Ledelse, Politik og Filosofi, CBS.