Listen over Martin Kongstads bedrifter og meritter inden for dansk kulturliv frem til debuten som skønlitterær forfatter er temmlig lang. Han har både arbejdet med kulturjournalistik, film, tv, teater, musik og reklame. Senest har han skrevet manuskript til tv-serien Deroute (2008), der handler om filmtalentet Søren Faulis totale sell-out i reklameindustrien.
(Synde)faldsmotivet, som er en af grundtankerne i Deroute, står også helt centralt i Kongstads skønlitterære debut Han danser på sin søns grav. Vi har at gøre med en hovedperson, der - for nu at trække linier fra den litterære forfaldtradition - som en anden Ole Jastrau bedriver hærværk på sig selv.
I Tom Kristensens klassiker er det en nietzscheansk nihilisme, der driver hovedpersonen Jastrau ud sit alkoholistiske hærværk. »Ægge homo« vrænger Jastrau af sig selv i spejlet, som en falden Jesusfigur. Hos Kongstad er der tale om en form for dobbelt værditab eller værdirelativering, dels hos 6’er-generationen, som har solgt ud af alle idealerne og købt latinamerikanske aktier for friværdien, dels hos 68’ernes ‘kreative klassebørn’, som ikke kan finde noget meningsfuldt at sætte i stedet for materialismen og de tabte idealer:
»’Trænger du ikke til at skrive noget vigtigt en gang imellem?’
‘Det er farligt at patentere ordet vigtigt,’ sagde jeg. ‘Der findes zenmunke som bruger deres liv på at rive grus. Det er vigtigt for dem.’
‘Og mad er altså det, du tror på?’«
Ja, mad er præcis det, Kongstads jegfortæller, Mikkel Vallin, tror på. Han er nemlig madanmelder på et prominent dagblad, og mad og vin og spiritus er det, han bruger det meste af sin tid på, også privat. Det gør han sammen med sin forkælede omgangskreds gennem syv sammenhængende noveller, der udspiller sig over opgangs-årene 2001-2009.
Vi møder en række personer, for eksempel middelklassedrengen Jannik fra Kregme, der forsøger at komme ind i kredsen, men ikke forstår de sociale koder. Han er ikke kynisk nok, ikke ironiker, kun patetisk.
Som læser mærker man madanmelderfortælleren Mikkel radikalt i detaljen. Ofte er det som at læse et helt menukort: »Helene havde lavet mad, da Charlie og jeg kom hjem. Hvidløgsstegte tigerrejer, kammuslinger med indkogt appelsinjuice og kardemomme, fintskåret lammemørbrad med myntecreme, frisk gedeost med chili og honning. Jeg fandt en hvid Macon«. (…) »Vi fik rødvinsbraiseret pighvar, spinat og bacon og en sauce tilsmagt med rosmarin. En let rødvin fra Loire«.
Tænderne løber konstant i vand - aldrig har jeg læst en bog, som har givet mig tilsvarende lyst til at spise og drikke. Heller ikke en kogebog.
Desværre har Kongstads kulinariske detaljemættethed, som er mere opremsende og produktplacerende end beskrivende og metaforisk, tendens til sætte teksten i tomgang. Det betyder, at Han danser på sin søns grav i lange passager er omtrent lige så ophidsende som et prætentiøst menukort. Til gengæld kan der meget vel ligge en pointe i al den mad og vin, for den er netop symptomatisk for Mikkels omgangskreds og for den eksistentielle tomhed, der præger den. Da Mikkel til sidst i bogen indvilger i at skrive om noget, som forsøgsvist er vigtigere end mad, nemlig om kollektivet Strandagergaard, som han er selv opvokset i, hæves det selvkritiske blik: »Jeg måtte være ærlig. Det hele skulle med; ikke bare deres flugt fra idealerne, også vores kontinuerlige tomgang, al den snak om mad«.
Læst på et metaniveau er det netop den kontinuerlige tomgang, Kongstad ønsker at formidle - og det er lykkedes.
På bagsiden beskrives Han danser på sin søns grav som »morsom som ind i himmelen - og helvede«. Jeg kan overhovedet ikke se, hvorhenne denne bog skulle være morsom. Til gengæld er den et flot eksempel på, hvordan et litterært værk gennem sin form, i dette tilfælde gennem sin fortælleteknik og -stil, kan fremhæve eller sågar fremmane en tematisk pointe. Det er litteratur, der virker.