På bondegården i TV2s klimategnefilm Wild Life står Rotten Alfred, Kalkunen Lulu og Elgen Sokrates og diskuterer:
Kalkunen Lulu: »Nå, du er ved at lave en klimategnefilm om, hvordan menneskene gør kloden varmere?«
Rotten Alfred: »Ja, bortset fra, at jeg vil fortælle, at det hele bare er et stort fupnummer.«
Kalkunen Lulu: »Alfred!, klimaforandringerne er virkelige, og det er menneskenes skyld.«
Elgen Sokrates: »Klimaforandringerne er i fuld gang, og det er et stort problem!«
Retorikken er ikke til at tage fejl af. Klimaforandringerne er indiskutable, det er vores skyld, og vi skal alle huske at lukke køleskabet, mens vi hælder juice op i glasset.
Der er nu så bred konsensus om klimaproblematikken, at den er blevet institutionaliseret. Skolerne holder klimauger, klimaorganisationen Concito sender klimainteresserede unge ud for at fortælle børn om klima, og TV2 har i samarbejde med Vattenfall startet en tegnefilmskonkurrence om klimaforandringerne.
Efter at have set et indslag i TV-Avisen om Concitos klimaambassadører, skrev folketingsmedlem Søren Pind et ophidset blogindlæg på Berlingske.dk om børn og klimadebat:
»Det er modbydeligt, ulækkert og lumpent at berøre små størrelser med et budskab om sorg, undergang, smerte og død. Simpelthen modbydeligt. Voksenproblemer skal man lade voksne om,« skriver han.
Søren Pind fastslår, at det ikke er et klimaskeptisk indlæg. Han er helt med på, at der er store problemer. Han mener bare ikke, ansvaret skal lægges over på børnene. Mest af alt fordi debatten er fyldt med dommedagsscenarier:
»Det er så vigtigt, at klimadagsordenen gribes an med omtanke. Skræk og angst skaber kun en massepsykose. Og den volder skade på de børn, der skal vokse op.«
Det minder ham om hans egen barndom, hvor det var atomkrigen, der var den store trussel. For sig hørte han lyden af »vi voksne kan også være bange«.
Hjerneforsker Peter Lund Madsen erklærer sig i kommentartråden enig med Søren Pind og uddyber:
»Da jeg var barn, fik vi at vide, at hvis ikke vi døde i en atomkrig, så ville forureningen nok gøre det af med os. Min generation voksede op med den ubevidste opfattelse, at det kunne godt være, at vi nåede at blive voksne, men vi ville blive de sidste. Det virkede uundgåeligt. Men da vi så blev voksne viste det sig, at det gik alligevel. Verdenssituationen ændrede sig, og vi fik faktisk løst mange af problemerne. Var det virkelig nødvendigt, at vi skulle vokse op i angst? En løsning var jo hele tiden mulig.«
Peter Lund Madsen sammenligner sluk lyset-kampagner og dommedagsscenarier med påstanden om, at ryger man hash, bliver man narkoman.
»Det ved folk jo godt, ikke passer. Og resultatet af en sådan moraliserende løgn bliver, at folk tænker: Hey jeg røg hash, og jeg blev ikke narkoman, så er alt, de siger, sikkert forkert. Men det er det jo ikke, det er ikke ufarligt at ryge hash. På samme måde med stikkontakten og isbjørnen. Når børnene engang finder ud af, at det ikke har nogen praktisk betydning at slukke for lyset, så risikerer man, at reaktionen er den samme: Det der klima, det er bare noget pjat.«
Klimaforandringerne er en realitet, og det er nødvendigt, at verden bliver uafhængig af fossile brændstoffer. Det er Peter Lund Madsen enig i. Han tror bare ikke på strategien med at spille på skyldfølelsen:
»Det er jo et efterslæb fra Første og Anden Verdenskrig. Klimadebatten har jo sit udspring i det traditionelle venstreorienterede verdensbillede, hvor det er den vestlige verden med vores kapitalisme og grådighed der er årsagen til verdens problemer. Kulturpessimismen råder. Udgangspunktet er skyld og untergangsstimmung, og pædagogikken bliver meget firkantet. Børnene får at vide, at vandet vil stige, isen vil smelte, og isbjørnene må gå fra hus og hjem, og det eneste, der er at gøre, er at huske at slukke for lyset og tage cyklen osv. Jeg synes, at det er en forkert tilgang. For det første er det ikke rigtigt, for det andet virker det overhovedet ikke,« siger Peter Lund Madsen.
Han så hellere, at man gjorde det klart for børnene, at årsagerne er komplekse, og diskussionen om dem er uafsluttet.
»Hvad med at fortælle børnene, at maskiner og forurening også skyldes noget positivt: Der er jo rigtigt meget, der går den rigtige vej. Der er færre fattige mennesker. Levestandarden er steget i mange af de lande, hvor befolkningen tidligere har sultet. Og for at vi alle skal kunne opretholde det gode liv for flere, så bliver vi nødt til at opfinde en anden måde at drive det på,« siger Peter Lund Madsen.
Han er ikke imod, at børnene bliver inddraget i debatten. Men hans egen søn kom skræmt hjem fra skole, da han var blevet præsenteret for klimaforandringerne.
»Børn er ikke dumme. Min søn kan godt gennemskue, at hvis det handler om, at iskappen smelter og isbjørnene drukner, så hjælper det ikke, at han slukker lyset. Det ændrer jo ingenting.«
Skal børnene inddrages, skal de have en fornemmelse af, at alt håb ikke er ude og ja, der skal store løsninger til, mener han.
»Vi skal tale til vores børn i respekt, som var de fornuftsvæsener, der kan tænke. Vi skal være ærlige og sige, at det selvfølgelig er godt at spare på energien, men hvis man virkelig vil ændre noget, gøre noget for verden og menneskene, så skal man uddanne sig til ingeniør eller noget andet, hvor man kan opfinde løsninger. Det er opfindelser, der har gjort, at vi mennesker har klaret os hidtil, og det er opfindelser, der skal klare det for os i fremtiden. Solceller, brintbiler og alt sådan noget. Det er der, slaget står. For os og for isbjørnen.«
Men børnene bliver bange. Det er svært at undgå, mener professor i psykologi med speciale i relationen mellem børn og institutioner Mariane Hedegaard:
»Angst er jo et grundvilkår for alle mennesker. Også for børn. Mens de er helt små, 6-9 år, koncentrerer deres frygt sig om deres umiddelbare nærhed. De frygter for eksempel for deres forældres liv. Men når de når 10-12 års alderen begynder de at opdage resten af verden, og de forstår, at der er mange ting, der har indflydelse på deres liv og den måde, de lever på,« siger Mariane Hedegaard, og hun mener, at det er meget vigtigt at fortælle børn om klimaforandringerne.
»De hører og ser det jo alligevel. Klimadebatten er overalt, og hvis vi ikke delagtiggør børnene i den, risikerer vi, at de kun bliver bange. Den slags frygt handler mest om, at de føler sig handlingslammede. De hører en masse om nogle problemer, som selv de voksne er bange for og har svært ved at løse. Hvis man ikke har en fornemmelse af håb, kan man jo kun være bange,« siger Mariane Hedegaard.
Hun synes, at skolen spiller en stor rolle i denne sammenhæng.
»Skolen er en stor del af børnenes virkelighed. Det er her alle de ting, de oplever, bliver sat ind i en sammenhæng. Derfor har skolen også et stort ansvar i forhold til at give børnene en fornemmelse af, at de selv kan gøre noget,« siger Mariane Hedegaard.
»Det handler om at lære utrygheden at kende på en tryg måde,« siger Jeppe Læssøe, der er professor ved Danmarks Pædagogiske Universitet og netop i gang med at arrangere en konference om klimapædagogik. Han fastholder vigtigheden af at lære børn om klimaforandringerne, men er delvist enig i Søren Pind og Peter Lund Madsens bekymringer.
»Problemet er, at der er stor risiko for, at man griber det forkert an pædagogisk. Fra politisk hold kører man meget på den dårlige samvittighed, og hvis man blot optager den, og for eksempel fortæller børnene, hvordan forarbejdelsen af deres legetøjsrobot har givet et stort Co2-udslip, så ender man jo i en blaim the victime-strategi. Børn kan opleve at blive pålagt skyld for noget, de slet ikke forstår eller har haft kendskab til.«
Når klimadebat bliver gjort til pædagogik, er det vigtigt, at børnene oplever, at der er flere forskellige måder at løse problemerne på.
»Skolens opgave er at gøre børnene til aktive borgere, og det er klimaproblematikken en del af. Det drejer sig ikke om at efterleve alle de forskellige spareråd, men om at give dem erfaring i at forholde sig til komplekse problemer. Vi bliver nødt til at præsentere forskellige løsninger for dem. At der er forskellige bud, som de kan undersøge og diskutere med hinanden, læreren og andre voksne, så de gradvisy bliver bedre og bedre til at vurdere sagen.«
Der er en række forskellige pædagogikker, og to af dem har Jeppe Læssøe ikke stor tiltro til:
»Den meget moraliserende og adfærdsregulerende tilgang virker måske i en periode. Man husker at slukke lyset, men bliver måske i virkeligheden bare træt af at høre om det. Den meget facts-orienterede tilgang kan i sin rene form efterlade børnene skræmte og handlingslammede. «
Jeppe Læssøe fremhæver den pædagogiske teori, der sigter på at give børnene handlingskompetence.
Det samme gør Birgitte Hoffmann, der er pædagogisk konsulent og lektor ved Institut for planlægning, innovation og ledelse på Danmarks Tekniske Universitet. Hun har erfaring med at gøre børn til aktive deltagere i miljøbeskyttelse.
»Grundlæggende bygger vores samfund på aktive medborgere. Og handlingskompetence er altså ikke noget man får ind med sprøjte. Det er noget, man skal lære og udvikle.«
Ved at inddrage dem i klimadebatten hjælper vi børnene med at udvikle deres handlekompetence, mener Birgitte Hoffmann. Men hun påpeger, at hvis børnene skal kunne bruge de forskellige løsningsmodeller til noget, så skal vi også være ærlige overfor os selv.
»Kampagnerne på klimaområdet fortæller os alle, at det er meget alvorligt. Konsekvenserne er meget store, og alle kan jo godt se, at de løsninger, der præsenteres, ikke står mål med problemerne. Og sådan noget ser børn lige igennem: Mor, hvorfor hjælper det isbjørnene, at jeg slukker på kontakten i stedet for at sætte fjernsynet på standby? Kan du svare på det? Nej, vel? Det er en grov undervurdering af børn, hvis man tror, de køber den,« siger Birgitte Hoffmann.
Birgitte Hoffmann er enig med Jeppe Læssøe i, at meget af den retorik, der præger løsningsdebatten handler om adfærdsregulerende tiltag.
»Det er ikke skolens opgave at aflevere nogle færdigformulerede budskaber og få børn til at gå hjem og påvirke deres forældre til at skrue ned for varmen. Det er en meget uhæderlig måde at behandle børn på.«
Det er Birgitte Hoffmanns erfaring, at hvis børnene skal udvikle deres egne ressourcer og kompetencer, er det vigtigt, at for eksempel emner som klimaproblematikken bliver en del af en helhed.
»Børn skal have støtte til at analysere klimaproblemerne i en vis kompleksitet og til sammen at udvikle løsninger. Man skal fortælle børnene om det, men ikke, hvis det er det eneste, man gør. Hvis man bruger en enkelt undervisningstime på at fortælle børnene om klimaforandringer, så de bliver bange, så skal man hellere lade være. Men hvis man derimod lader det indgå i et længere og meget fleksibelt forløb, så kan man gøre dem bevidste om, at der er noget at gøre, og det bliver gjort, og det kan de bidrage til nu eller senere i livet, som aktive medborgere,« siger Birgitte Hoffmann.
Det er måske netop illusionen om det beskyttede, sorgløse barn, der resulterede i, at Søren Pind og Peter Lund Madsen var bange i deres barndom: »Børnene blev forsøgt skærmet dengang. Man fortalte dem ganske vist om truslerne, men på en måde, der ikke gav dem mulighed for selv at handle. Det skulle de voksne nok klare. I den generation har vi så at sige en indlært passivitet. Vi har ikke lært at håndtere problemerne. Det er det, vi skal gøre anderledes nu,« siger Jeppe Læssøe.