Formaninger om at afholde sig fra at drage forhastede slutninger lyder måske nok både fornuftige og rimelige - ja, måske endog statsmandsagtig, som når de kommer fra De Forenede Staters præsident. Dog må man lægge sig på sinde, at dette råd allerede i sig selv er en vurdering, som allerede ligner mere end en halv konklusion. I foreliggende tilfælde skal budskabet tydeligvis tolkes sådan, at major Nidal Malik Hassans handlinger - han myrdede for få uger siden 13 soldaterkammerater på en amerikansk base - på ingen som helst meningsfuld måde må antages at have relation til hans muslimske tro.
Perfekt insiderviden om majorens forstyrrede sind er i sagens natur ikke tilgængelig for mig. Men det er den sandelig heller ikke for den flok af damage control-kommentatorer og FBI-talsmænd, som hidtil har fået lov at føre ordet. For at påvise fraværet af føromtalte forbindelse vil det imidlertid være nødvendigt at betragte følgende kendsgerninger som tilfældige eller sekundære:
For det første: Hassan havde været i direkte mailveksling med en berygtet voldsprædikant ved navn Anwar al-Awlaki, hvis begejstring for al-Qaedas lære og gerninger længe har været velkendt af terrorforskere og efterretningsfolk.
For det andet: Militær-psykiateren købte sine mordvåben, længe før han begik sit dødbringende angreb på ubevæbnede soldater, der afventede behandling på en klinik - personer, som han ud over sit moralske ansvar som menneske, også skyldte den pligt til omsorg, som binder dem, der har aflagt lægeløftet.
For det tredje: Da han løsnede sine skud, råbte han et universelle kampskrig Allahu akbar - Gud er stor! (Øjenvidnerne, hvis vidnesbyrd i første omgang blev genstand for tvivl, er så meget desto mere overbevisende, da flere af dem ikke forstod ordenes betydning og derfor søgte at gengive dem fonetisk.) På sit visitkort betegnede major Hassan sig endvidere som ‘SOA’, hvilket angiveligt betyder Slave eller muligvis Soldier of Allah. Ingen af delene lyder særligt betryggende i nærværende kontekst.
For det fjerde: Han havde tiltrukket sig betydelig opmærksomhed ved gentagne gange at bruge sine afgangsklasser på militærakademiet, Uniformed Service University in Bethesda, Maryland, som publikum for islamisk agitation, vel og mærke agitation for en version af islam, som mildest talt ikke fokuserer overdrevent på at være ‘en fredens religion’.
For det femte: Han havde på skrift og i tale givet udtryk for en fascination af kærlighed til døden og begrebet ‘selvmordsmartyrium’ (selvmordsmord er en mere retvisende betegnelse), som begge er helt central i Osama Bin Ladens verdenssyn.
For det sjette: Selv om han kan være blevet rystet over de hårrejsende historier fra hjemvendte soldater - det er vi tilfældigvis mange, som er blevet - så var hans overvældende og gentagne indvending imod krigen mod Taleban i Afghanistan og krigen mod al-Qaeda, at begge er del af den samme ‘krig mod islam’. Det er værd at notere, at dette indebærer, at Talebans således ses som repræsentativ for islam, mens de aktuelle regeringer i Afghanistan og lande som Irak altså frakendes samme repræsentativitet, hvilket jo er central trosforestilling for de islamiske purister, som bruger dogmet om takfir (vantro) til at ekskommunikere sådanne muslimer og dermed- i forening med så mange andre slags vantro - udsætte dem for den hellige nedslagtning, vi også kender som jihad.
For det syvende ser han, efter hvad New York Times rapporterer, ud til at have været som besat af den indskærpelse i Koranen, som forbyder fromme muslimer at tage kristne og jøder som venner.
Ovennævnte liste er langt fra udtømmende, men jeg vil hævde, at fem af de syv nævnte punkter (det første og de sidste fire) ville være grundlag nok for at sætte ham under nøje tilsyn eller afsætte ham fra militærtjeneste. At agitere i uniform er forbudt. For at være ‘inklusiv’ må USA’s væbnede styrker udelukke eller disciplinere alle de, som er imod inklusion, hvilket selvfølgelig omfatter fanatikere af alle trosretninger.
Men hvad så med de mange vidnesbyrd om Hassans formodede kritiske skrøbelige mentale tilstand? Tja, uanset hvor ustabilt et sind man forestiller sig, så er det i fald ikke blevet raskere af at være blevet neddykket i Anwar al-Awlakis hadefulde rablerier. Hermed hævder jeg ikke, at alle agitatorer for kvindehadende, antisemitiske, sadomasochistiske selvmordslemlæstelser selv er sindslidende - nej, jeg hævder, at det er selve denne lære, som er afsindig. I samme åndedrag vil jeg aldrig gå så vidt som til at sige, at alle muslimer er terrorister, men jeg har dog bemærket mig, at en usædvanlig høj andel af terrorister for tiden er netop muslimer. En paranoid eller depressiv person - sådanne findes der millioner af iblandt os - behøver ikke nødvendigvis at skrige religiøse slagord ud, når han myrder sine medmennesker. Men en paranoid eller depressiv person, som jævnligt er i kontakt med en jihadistisk ‘åndelig leder’ kan støtte sig til et allerede færdigt manuskript, som stiller ham paradiset i udsigt som belønning for at myrde.
Meget vel så, men var den gode major så ikke offer for dårlig behandling, ja endog diskrimination og hån?
Kun til en vis grad, når man tager i betragtning, at hans forældre var blevet modtaget som flygtninge fra Palæstina og havde fået lov til at skabe sig en tilværelse i USA, at han selv gik frivilligt ind i hæren, at han var blevet forfremmet flere gange (og tilsyneladende hurtigere end hans evner kunne begrunde) og havde fået lov til at lufte særdeles giftige holdninger til medlemmer af andre trossamfund på sit arbejde for slet ikke at tale om sit nye, selvvalgte fædreland. Det er da nok muligt, at nogen har talt lidt hårdt til ham en gang imellem, men vil man undgå dette, er det klogest nok ikke selv at udtrykke foragt for sine soldaterkammerater. Sorte amerikanere blev tidligere segregeret i militæret, jødiske rekrutter blev nådesløst chikaneret, og det samme gør mænd eller kvinder, som mistænkes for homoseksualitet. Men har nogen personer fra disse kategorier nogensinde reageret med massemord som svar? Har nogen af dem af dem påkaldt sig en sort eller jødisk eller homoseksuel ideologi for at forsvare deres handlinger? Ville de have opnået sympati og forståelse, hvis de havde gjort det?
Christopher Hitchens er kommentator for Vanity Fair og Information
© New York Times Syndicate og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen