Da miniature-kraniet og det lille skelet for første gang blev afsløret for offentligheden i 2004, udtrykte forskerne forbløffelse over, at en så lille menneskeart engang kan have eksisteret på øen Flores i Indonesien.
Hun blev kendt som ‘Hobbitten’, var lidt over 90 cm høj og havde en hjerne på størrelse med en grapefrugt, omkring en tredjedel af den gennemsnitlige nutidige menneskehjernes rumfang. Det ser endvidere ud til, at hun var en af de sidste af sin art, Homo floresiensis, der uddøde, ikke længe efter at hun levede for omkring 18.000 år siden.
Men i løbet af den samme uge, som fundet af hende blev slået stort op på siderne af videnskabstidsskriftet Nature, begyndte andre forskere at udtrykke tvivl om, hvorvidt hun nu også tilhører en ny- opdaget art. Denne enlige ‘hobbitkvinde’, sagde de, var sandsynligvis en kvinde med en uheldig medfødt lidelse, som kendes som mikocephali og bevirker, at kroppen og hjernen ikke vokser til deres fulde størrelse.
Efter flere år med påstande og modpåstande om det miniature-menneske, hvis rester blev fundet begravet dybt nede i aflejringer i en hule på Flores, mener forskerne nu omsider at have påvist, at hun vitterlig tilhørte en selvstændig art af mennesker, som er helt anderledes end såvel det nulevende menneske som de øvrige (nu uddøde) artsgrene på den menneskelige families stamtræ.
Professor William Jungers og Karen Baab, der begge er antropologer på Stony Brook University Medical Center i New York, har udført en omfattende statistisk analyse af ‘hobbittens’ kranium og knogler og sammenlignet hende både med andre menneskelige arter samt med menneskeaber. De konkluderede, at hun falder markant uden for den normale størrelsesskala for såvel moderne mennesker som syge microcephalikere, hvilket tolkes som et meget stærkt indicium for, at ‘hobbitten’ virkelig tilhørte en unik art.
»Forsøgene på at afvise hobbitterne som patologiske eksemplarer er slået fejl gang på gang, i og med at de medicinske diagnoser af dværgvækstsyndromer og mikrocephali på ingen måde ligner Homo floresiensis’ enestående anatomi,« siger Dr. Baab, hvis undersøgelse er offentliggjort i det britiske Royal Statistical Societys tidsskrift, Significance.
Et menneske med en så lille hjerne er yderst usædvanligt, og forskerne har hele tiden været enige om én ting: Fænomenet lader sig kun forklare realistisk, hvis hun enten led af medfødt vækstabnormitet eller også tilhørte en helt anden menneskeart. Derimod var de rygende uenige om, hvorvidt ‘hobbitten’ så virkelig var en ny art menneske eller bare en kvinde, der er født med et usædvanlig lille kranium og ditto hjerne.
»Nogle har konkluderet, at et hoved så abnormt lille kun kan have været forårsaget af en patologisk sygdom. Men til trods for den beskedne absolutte størrelse, viser en multivariat statistisk analyse absolut ingen ligheder med moderne mikrocephale menneskers hjerneform,« hævder Jungers og Baab.
»Vores statistiske analyser af udvalgte kranier placerer klart moderne mennesker i én gruppe, mikrochephale mennesker i en anden, og ‘Hobbitten’ i en helt tredje sammen med andre uddøde hominider,« siger de.
Forskerne analyserede hobbittens knogleekstremiteter med de samme statistiske værktøjer og fandt også, at hobbitkroppens opbygning og proportioner afveg signifikant fra moderne mennesker. Selv om benene er langt kortere i forhold til kroppen, er ‘Hobbittens’ arme forholdsvis lange.
Professor Jungers tænker sig, at ‘Hobbitten’ kan have udviklet sig fra en mere primitiv forfædrene menneskeart med en lignende kropsopbygning, snarere end at den skulle tilhøre en evolutionær slægtslinje af Homo Sapiens, der siden svandt ind til en primitiv form.
»Det er svært at tro på, at evolutionære ændringer vil føre til et mindre økonomisk bevægelsesmønster,« siger professor Jungers. »Det giver ikke megen mening, at denne art skulle have udviklet sig tilbage imod kortere lår og ben, da lange bagben og lemmer giver en klart forbedret tofodet gang. Vi formoder, at disse træk snarere er mere primitive levn,« siger han.
Resterne af ‘Hobbitten’ blev fundet i 2003 af et hold af indonesiske og australske forskere under udgravning af Liang Bua hulen på Flores. Hulen vides at have været beboet af tidlige mennesker af en eller anden art i mindst 800.000 år - det viser de primitive stenredskaber, som er fundet - om end selve ‘Hobbitten’ blev fundet i et lag af sedimenter, der menes at være omkring 18.000 år gammelt.
Blandet sammen med stenredskaber fandtes i Liang Bua også knogler af forhistoriske dyr, der levede på samme tid, herunder en kæmperotte så stor som en kat, en dværgelefant, som kaldes en Stegodon, og resterne af en kæmpeudgave af den komodovaran, som stadig findes på Flores og andre indonesiske øer.
De relativt avancerede stenredskaber viste sig at svare til dem fra flere andre forskellige dele af verden, og som blev fremstillet af en tidligere menneskeart, vi kender som Homo Erectus. Men den afgørende forskel mellem Homo Erectus’ værktøjer og dem, som blev fundet i Liang Bua, er, at genstandene i Flores-hulen ser ud til at have været meget finere bearbejdet i hænderne på datidens miniaturemennesker.
En af de stærkeste indvendinger imod tesen om, at disse værktøjer blev fremstillet af ‘Hobbitter’ er imidlertid sidstnævntes forsvindende lille hjerne, der blot havde et rumfang på lidt over 400 kubikcentimeter - ikke meget større end en chimpanses hjerne - sammenlignet med de 1.200 kubikcentimeter, et voksent nutidigt menneske har til rådighed. Spørgsmålet er nu, hvorledes mennesker med så små hjerner kan fremstille og gøre brug af så relativt avancerede værk- tøjer, herunder finpudse dem til så skarpe kanter?
Professor Jungers erklærer, at hjernestørrelse ikke bør være eneste parameter til at bedømme, hvor intelligente disse væsener var. Analyser af ‘Hobbittens’ hjerneskaller afslører da også, at hun havde en hjerne, der var helt anderledes organiseret end de aber, som har hjerner omtrent på samme størrelse.
»Dette indebærer, at hjernens arkitektur og visse aspekter af dens funktioner ikke er strengt afhængige af den absolutte størrelse. Hvis vi alene går ud fra størrelsesforhold, risikerer vi at komme til stærkt at undervurdere hobbittens kognitive evner. Deres stenredskabs- teknologi viser, at de så langtfra var ubegavede,« pointerer professor Jungers.
»Hjernen er kendt for at være et ‘dyrt’ organ for organismen på grund af dens høje energikrav. Det er endvidere sandsynligt, at de økologiske begrænsninger på en så lille ø som Flores kan have gavnet noget mindre hjerner og organer.«
© The Independent og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen