Der udspiller sig i øjeblikket en dramatisk kamp på de internationale valutamarkeder. På kort sigt handler det om, hvordan de store økonomier kommer ud af krisen. På længere sigt er det fremtidens økonomiske magt og indflydelse, der er på spil.
Centralt står den amerikanske dollar, der siden Anden Verdenskrig har været verdens reservevaluta. Det betyder, at alle verdens centralbanker roligt kan ligge med dollars i kælderen. I princippet skulle de være lige så sikre som det pureste guld. Men det tør nok siges, at det ikke er tilfældet i øjeblikket. Prisen på guld tordner opad og sætter i disse dage højderekord på omkring 1.120 dollars pr. ounce (31,1 gram) svarende til, at ét kilo rent guld koster i omkring 180.000 danske kroner.
For et år siden var prisen 700 dollars, og mange investorer forventer en guldpris i slutningen af næste år på 1.500 dollars. For eventuelle historieinteresserede skal nævnes, at i de gode gamle dage før 1968, hvor prisen på guld og reservevalutaen dollar lå fast, kostede en ounce guld 35 dollars.
En sådan voldsom stigning i guldprisen afspejler mistillid til værdien af den amerikanske dollar. For at sikre sig mod en faldende dollar, vil mange investorer derfor bytte dollars for guld. Selv mange af verdens centralbanker er igen begyndt at opkøbe guld for at sikre værdien af deres reserver.
Også mange private hopper på guldkareten. Ifølge Times Online har det britiske varehus Harrod’s indgået en aftale med en schweizisk udbyder og vil give sine kunder mulighed for at købe guldbarrer på mellem 1 gram og 12,5 kilo. Prisen er ukendt, men i dagens priser betyder det noget i omegnen af 2,4 millioner kr. for den tungeste guldbarre. Måske en julegaveide til dette distingverede blads læsere? De skal dog være opmærksomme på, at gaven skal afhentes i Harrod’s Bank i Londons centrum.
Prisen på en euro går samme vej som guldprisen. Siden marts har dollaren tabt mere end 20 procent af sin værdi i forhold til euroen, og i Danmark nåede prisen på dollaren i forrige uge ned på under fem kroner. Ugebrevet Mandag Morgen har beregnet, at falder kursen til fire kroner - hvad afgjort ikke er usandsynligt - vil Danmark rammes gennem en forringet konkurrenceevne, og tabet i bruttonationalproduktet vil løbe op i 10 til 12 milliarder kr. og 25.000 færre arbejdspladser.
Den største skurk i dette valutaspil er Kina. Landet har i mange måneder gennemført en devaluering til skade for alle andre ved at fastholde deres valuta i forhold til dollaren. Når dollaren falder i værdi, følger den kinesiske yuan derfor med ned. Det giver kineserne en øget konkurrencefordel, og deres magt på verdens markeder bliver yderligere styrket. Det rammer især andre producenter i u-landene og i Europa.
Ved præsident Obamas besøg i Kina i begyndelsen af denne uge formåede han ikke at presse kineserne til i højere grad at lade markedet bestemme kursen på yuan. Det ville ellers gøre kinesiske varer i USA dyrere og samtidig styrke den amerikanske eksport. Begge dele ville mindske USA’s katastrofalt store handelsunderskud over for Kina.
Tværtimod formåede kineserne elegant at skyde skylden for de store ubalancer mellem de to lande på den slappe amerikanske pengepolitik og advarede samtidig mod de begyndende amerikanske protektionistiske tiltag over for kinesisk import.
I Europa anskues den nuværende valutakamp først og fremmest som en genetablering af valutakurserne i kølvandet på den værste krise siden Anden Verdenskrig. Som Europas største eksportør er det først og fremmest Tyskland, der kommer i klemme i den nuværende usikre situation. Og i den forbindelse er det tankevækkende, hvor tilbageholdende landet har været i kampen om både præsidentposten og udenrigsministerposten i EU.
Ifølge rygterne skyldes det, at Tyskland målrettet går efter posten som leder af Den Europæiske Centralbank, ECB, som bliver ledig om to år. I mangel på egentligt europæisk lederskab er det måske også her, den egentlige indflydelse ligger. Sidst i denne måned rejser EU’s kommissær for økonomiske og monetære anliggender Joaquin Almunia til Kina. Og med sig vil han have præsidenten for den europæiske centralbank Jean-Claude Trichet og formanden for de 16 eurolande Jean-Claude Juncker.
Vil den usikre situation på valutamarkederne få betydning for Danmark og kronen? Det er svært at sige noget ædrueligt om. Men situationen er så usikker, at det ikke kan udelukkes, at uroen breder sig helt ind i den danske diskussion om, hvorvidt danskerne skal stemme ja eller nej til indførelse af euroen. Måske tilhængerne af afskaffelsen af den danske krone snart får nogle uventede gode kort på hånden?