Engang kom man i tv, hvis man havde skrevet en bog. Nu skriver man en bog, hvis man har været i tv.
Reklamemand og journalist Martin Kongstad modtog i forrige uge debutantprisen for novellesamlingen Han danser på sin søns grav og understregede dermed en ny tendens inden for dansk litteratur:
»Mange kendte ansigter afprøver i øjeblikket bogen som medie,« siger professor Lars Ole Sauerberg fra Institut for Litteratur, Kultur og Medier på Syddansk Universitet.
Flere af tidens mest populære skønlitterære bøger er ikke skrevet af etablerede forfattere, men af journalister, skuespillere, reklamemænd og kendte tv-personer.
Særligt inden for krimi- og thrillergenren er tendensen tydelig. Her står journalister og tidligere presserådgivere bag adskillige af de senere års udgivelser. Det gælder blandt andet Frank Esmanns Døden indhenter jer, Martin Østergaards Systemets mand, Miki Mistratis Solo og Olav Hergels Flygtningen.
Også blandt skuespillerne er der kamp om at komme på boghandlernes hylder. For nylig debuterede Trine Appel og Anne-Grethe Bjarup Riis således med skilsmisseromanen Send mere sex, mens Trine Dyrholm tidligere på året lancerede børnebogen Pigen, der ville kede sig ihjel.
Fælles for dem alle er ifølge Sauerberg, at de »i forvejen er eksponerede mediepersoner, som bevæger sig hjemmevant rundt i det offentlige rum – og så forsøger de at gribe fat om den virkelighed, der kolporteres gennem medierne. Deres romaner er ikke verdensfjerne, og det er en af forklaringerne på deres succes«.
Dertil kommer, at de kendte repræsenterer en opmærksomhedsværdi, som gør muligheden for at trænge igennem medierne langt større end for nye forfatterspirer – og det har forlagene for længst fundet ud af.
Ifølge kreativ direktør på People’s Press Jakob Kvist spiller kendiseffekten således en stadig større rolle for forlagenes valg og fravalg af potentielle bogudgivelser.
»Der er nok en tilbøjelighed til, at forlagene i øjeblikket hellere satser på kendte ansigter end på ukendte debutanter, fordi de har nemmere ved at få mediernes opmærksomhed – og det hører jo med i overvejelserne, når man befinder sig på et presset marked. Men jeg vil godt understrege, at det ikke er noget selvstændigt antagelseskriterium at være kendt,« siger han.
De kendtes erobring af bogmarkedet skal ifølge kommunikations-rådgiver Henrik Byager samtidig ses i forlængelse af en anden og større samfundstrend, der har selvrealisering og cv-pleje som kodeord.
»Det at ’publicere sig selv’ suser igennem alt i vores verden. Vi gør det på Facebook, YouTube og på diverse blogs. Og at udgive en bog, særligt en skønlitterær bog, står for mange som det ultimative selvrealiseringsprojekt. Det repræsenterer noget evigt og udødeligt, som er langt finere end bare at skrive klummer og kommentarer,« siger Henrik Byager, der også selv har modtaget op til flere opfordringer fra forlag om at debutere i bogform. Indtil videre har han dog takket nej.
»Hvis du har været med i tv, kan du være stensikker på, at du nok skal blive kontaktet af mindst ét forlag, der gerne vil have dig til at skrive en bog. Og hvis du ikke rigtig føler, du er klar til at skrive skønlitteratur, finder man bare på noget andet: ’Hvad kunne du så tænke dig at skrive om? Jeg kunne godt tænke mig at snakke med nogle spændende mennesker. Så gør dog det, Line Baun, interview fire damer om, hvordan det er at være mor’.«
De senere år har flere journalister med stor succes kastet sig over en af tidens absolutte bestsellergenrer: krimien. Ifølge sociolog og samfundsdebattør Henrik Dahl skyldes succesen ikke mindst, at de nye forfattere – i modsætning til flere af deres etablerede forfatterkolleger – betoner den gode fortælling frem for den formeksperimenterende prosa.
»Der er et kæmpe marked for at give folk en god læseoplevelse uden alt for mange sproglige falbelader og fortællemæssige krumspring. Og kommer man fra journalistikken og underholdningsbranchen, har man måske ikke de samme store kvababbelser over at skrive god gedigen mainstreamlitteratur,« siger Henrik Dahl, der blandt andet fremhæver Niels Krause-Kjærs Kongekabale og Martin Østergaards Systemets mand.
»Begge holder sig inden for de genrekonventioner, der gælder for den politiske thriller og bruger genren til at fortælle om de ting, de har oplevet som presserådgivere for toppolitikere. Det er indholdet, der er i fokus. Men mange af de finere kritikere og forfattere er ikke i stand til at forstå, at litteratur primært bliver læst på grund af indholdet. Langt de fleste læsere er ikke interesserede i at se formen blive sprængt, de vil bare gerne læse om nogle mennesker, som de interesserer sig for, og som kommer i nogle situationer, de kan identificere sig med.«
Ifølge Henrik Dahl er de traditionelle forfattere selv skyld i, hvis markedet i stigende grad tipper til fordel for de journalistiske mainstreamforfattere.
»Der er i det litterære miljø et hierarki mellem de fine og de mindre fine forfattere. Alle dem, der gerne vil ind blandt de fineste forfattere, ved godt, at de skal gå efter en bestemt slags forfatterrolle. De kommer aldrig til at modtage kunstfondens ydelser, hvis de bare leverer gode fortællinger. Men den holdning, som præger den gamle elite, er så småt ved at blive kørt ud på et sidespor. Og det giver plads til mere journalistisk trænede forfattere, der ser forfatterrollen på en anden måde,« siger han.
Lektor på Litteraturvidenskab på Københavns Universitet, Anne Fastrup, er enig i, at de senere års nedbrydning af skellet mellem finkultur og lavkultur har åbnet et større litterært felt, som de nye forfattere kan spille på. Men hun mener ikke, der er belæg for, at de ‘finere’ forfattere skulle have mistet følingen med læserne.
»Selvfølgelig er der forskel på den forfattertype, som alene er drevet af ønsket om at imødekomme publikums behov for en velfortalt historie, og så de forfattere, der også insisterer på at forholde sig til den litterære tradition og er drevet af en grundlæggende æstetisk interesse. Men jeg mener ikke, de ’rigtige’ forfattere svigter læserne ved deres ’fine’ fornemmelser. Der er bare kommet et større læsende publikum, og dermed også et større behov for noget andet,« siger Anne Fastrup.
Lars Ringhof, der er uafhængig agent, mener i lighed med Anne Fastrup, at de journalistiske forfatteres indtog på den skønlitterære scene bør ses i forlængelse af en generel udvikling på bogmarkedet. Siden monopolets fald er der vokset en stor ny læserskare frem, som efterspørger samme form for underholdning og dramatik i litteraturen, som de finder på film og i tv, mener han.
»Frem til 1989 havde vi monopol på al fjernsynsunderholdning, men de sidste 20 år har folk lært, hvad de kan forvente af en god historie. Og det har vænnet mange til et formsprog med tempo, cliffhangers og dramatik, som de nu også efterspørger i bøgerne,« siger han.
Ifølge Anne Fastrup er der dog ikke alene tale om en glædelig udvikling. For selv om litteraturen de senere år har gennemlevet en på mange måder nødvendig demokratiseringsproces, der har opblødt skellet mellem finkultur og lavkultur, frygter hun, at kvalitetslitteraturen i sidste ende kan ende som den store taber.
»Bagsiden af udviklingen er, at der samtidig er opstået et mærkeligt had og ressentiment over for de forfattere, som ikke bare leverer en demokratisk vare, der glider pænt ned alle vegne og i alle miljøer. Og jeg kan godt frygte, at den nye type forfattere, som giver en nem og hurtig behovstilfredsstillelse, samtidig er med til at gøre os læsere lidt smådovne, så vi ikke orker den indsats, der skal til for at læse en roman med flere litterære ambitioner. Den gode litteratur er i stand til at gøre os bevidste og kritiske over for det sprog, som kommer til os fra medier og opinionsdannere. Men hvorfor skulle vi dog bruge vores tid og hjernekapacitet på noget, der yder os modstand, når vi nu kan få det glat og uden modhager andre steder?« siger Anne Fastrup, som ser flere tendenser til, at netop den holdning er på fremmarch.
»Man kan jo bare se på, hvor meget anmeldelsen af såkaldt kvalitetslitteratur er dalet i almindelig dagbladspresse. Der anmeldes stort set ikke udenlandsk litteratur længere, og det synes jeg er en stor skam. Selvfølgelig skal de nye forfattere have lov til at være der med alle deres gode historier. Men det skal nødigt komme til at fylde det hele. For det er et problem, hvis det sproglige og kulturelle felt bliver alt for ensartet,« siger Anne Fastrup.
Den bekymring er imidlertid overflødig, mener forlægger Jakob Kvist, som ikke kan få øje på, hvorfor mainstreamforfatternes indtog på bogmarkedet skulle gå ud over de såkaldte kvalitetsforfattere. Tværtimod.
»Der går jo ikke skår af en god bog, fordi der udkommer en anden bog, der er mindre god. Det styrker kun de etablerede forfattere, at feltet er blevet større, for det betyder flere indgange til bøgerne og dermed flere læsere. Det er jo ikke sådan, at der er en kage af en vis størrelse, så der bliver mindre til Henrik Nordbrandt, når andre forfattere melder sig på banen. Tværtimod er det et udtryk for, at det er blevet mere cool at være Henrik Nordbrandt end nogensinde før. Det er en generel styrkelse af bogen,« siger han.