Jeg er glad for, at jeg både har læst de to første bøger og set filmene, ellers ville jeg vist ikke have forstået så meget af, hvad der foregår i Daniels Alfredssons Luftkastellet der blev sprængt, den tredje og sidste af de populære filmversioner af Stieg Larssons lige så populære Millennium-trilogi.
Man kastes nemlig hovedkulds ind i en fortsættelse af den anden film, Pigen der legede med ilden: Lisbeth Salander (Noomi Rapace) ligger på hospitalet, og der varmes op til retssagen mod hende for mordforsøg på sin far, den afhoppede KGB-agent Zalachenko. Hendes ven, journalisten Mikael Blomkvist (Michael Nyquist), forsøger at hjælpe hende ved optrævle den efterretningstjeneste i efterretningstjenesten, der tog imod Zalachenko og holdt hånden over ham, da han mishandlede Lisbeths mor.
Selv om der siden film nr. to, der også blev instrueret af Alfredsson, er kommet bedre styr på dramaturgi og billeder, føles det stadig, som om man ser tv-serie på det store lærred. Der bliver afviklet og forklaret, uden at det på noget tidspunkt bliver filmisk interessant - hvilket Niels Arden Oplevs første film, Mænd der hader kvinder, trods alt var - eller for alvor engagerende.
Der står da også på efterteksterne til Luftkastellet der blev sprængt, at der ud over de tre film på hver ca. 150 minutter kommer en tv-serie på seks gange 90 minutter, altså i alt ni timer.
Luftkastellet der blev sprængt. Instruktion: Daniel Alfredsson. Manuskript: Ulf Ryberg. Svensk (En hulens bunke biografer landet over)