Den danske statsminister har været ude og lede på internettet. Han har fundet ud af, at de har noget i USA, som vi ikke har i Danmark. De har en drøm. Og vi har meget i Danmark, men vi har ikke noget, vi kalder den danske drøm. Det fortalte Lars Løkke Rasmussen på sin store tale til Venstres landsmøde. Vi er rige i Danmark, vi har udviklet en model, som bliver fremhævet som forbillede i hele verden, og vi skulle ifølge undersøgelser være de lykkeligste i verden. Men, spurgte statsministeren lørdag, er der egentlig en særlig dansk drøm? Selv kunne han ikke komme i tanke om nogen, så han skrev ‘den danske drøm’ på en af de store søgemaskiner og fandt en blogger, der skrev: »jeg er blank«. Statsministeren erkendte, at det heller ikke stod ham lysende klart, at vi skulle have en fælles drøm. Det kunne med andre ord tyde på, at vi er så glade for det, vi har, at vi ikke kan forestille os noget bedre. Dette ‘vi’ inkluderer ikke de hundredtusinder, som er blevet overflødige på et trimmet moderne og tuptunet arbejdsmarked, og dette ‘vi’ inkluderer ikke de mange tusinde unge, som ikke klarer sig i en verden, hvor den flittige, selvsikre og sunde elev er forbilledet og de andre kan få en diagnose eller reduceres til en social kategori som tabere. De er ikke inkluderet, for de er ekskluderede. Men resten er åbenbart så tilfredse, at vi intuitivt ser forandring som en fare. Vi har det hele i Danmark, men vi har ikke en fælles forestilling om fælles mål for en bedre virkelighed.
En statsminister kan ikke tilstå, at vi har alt andet end en drøm. Det er for tarveligt. Så Lars Løkke Rasmussen fremlagde sin egen drøm for Danmark: Vi skal være så rige, vi kan blive, sagde han. Og vi skal være så frie, vi kan blive. Men her stopper utopierne ikke: Vi skal nemlig være så kloge, vi kan blive, og vi skal være så sunde som muligt. Den danske drøm er ifølge Løkke, at alle bliver optimalt rige, frie, kloge og sunde. Statsministeren fortsatte med at folde drømmens faner ud: For han lovede også evaluering af drømmene. Det skal kunne måles, om vi nu også drager omsorg for, at den »menneskelige kapital er i top«. Vi skal ifølge statsministeren være i toppen i alle statslige verdensmesterskaber om rigdom, sundhed og frihed: i 2020 skal vores middellevetid være blandt de ti højeste i verden, vores økonomi skal i 2020 være blandt de fem stærkeste i verden, og vores børn skal i 2020 være i top fem internationalt i Pisa-test. Sådan set har det officielle Danmark i årevis omtalt globaliseringen som et verdensmesterskab og nationen som en landshold. Det har længe været parolen, at vi skulle være verdensmestre i alt: kunst skal være branding, skolen skal være en træningslejr og universiteterne en talentfabrik. Nu er denne konkurrenceretorik ikke længere en tankeløs talemåde. Nu er den ophøjet til den danske drøm. Det er åbenbart sådan, man drømmer i toppen af dansk politik. Hvis man ikke kan forestille sig noget bedre, kan man kræve mere af det samme. Og hvis man ikke kan tænke sig noget andet, kan man kræve det bedste af det samme. Statsministerens tale demonstrerede én ting: Han har ikke nogen drømme for Danmark. Reaktionerne på talen viste, at det er han ikke ene om: Socialdemokraterne sagde ikke, at det var for lidt. De sagde, at det var for langt og langt væk fra danskernes hverdag. Nogen sagde, at alle kunne være enige, og andre, at målene kunne være svære at nå. Ingen sagde, at velstand og vækst ikke kan være mål i sig selv.
Men statsministeren sagde også en anden ting, som var interessant: Den danske drøm er ikke en, man kan opfinde selv: Den, der stiller sig op med en drøm for alle, vil straks blive kaldt smagsdommer og elite. »Jeg tror vi skal prøve at tale den danske drøm frem.« Der må med andre ord findes problemer, som vi alle sammen allerede slås med. Og her kan man i hvert fald udpege en problematik, der er helt gennemgående og grundlæggende for både store og små konflikter i et demokratisk samfund. Det handler om balancen mellem lighed mellem mennesker og forskelle i verden. Vi ved som borgere i et demokrati, at ingen må være bedre end andre. Men vi ved også, at der findes forskelle mellem godt og dårligt på alle niveauer i verden imellem borgerne. Det er en demokratisk udfordring, der kan beskrives sådan her: Ingen må være moralsk bedre end andre, men noget må være bedre end andet. Ingen borgere må være de rigtige, som udpeger andre som de forkerte, men der må være noget mellem borgerne, som er rigtigt og noget, som er forkert. Ingen kan opråbe sig til de gode og udpege de onde, men der må samtidig være fælles forestillinger om retfærdighed. Ingen kan undertvinge sig andres vilje, men der findes heller ikke magtfri relationer. Dette er udfordringer, som kan formuleres intellektuelt. Men arbejdet med dem er hverdagsligt og praktisk. Det er udfordringer for alle, der kan noget, de gerne vil give til andre. Det er udfordringer for forældre, skolelærere, undervisere, trænere, venner, kærester, politikere og alle mulige andre. Det er et projekt, som ikke kan afsluttes. Men vi forsøger alle sammen hver eneste dag. Enten ved at protestere mod formynderi eller ved at bebrejde andre for ligegyldighed. Enten ved at sige til eller sige fra. Det er en dansk drøm, som ikke er dansk på anden måde end, at den optager dem, der lever i Danmark. Faktisk er det en global demokratisk problematik, som vi med vores vækst har alle muligheder for at blive et eksperimentarium for. Drømmen om at fjerne forskellene mellem mennesker for at fremhæve forskellene i verden vil aldrig blive realiseret. Men det er alligevel en stadig forventning blandt borgerne i et demokratisk samfund. Det er ikke en drøm, der skal opfindes forfra. Hvis man ser sig omkring, kan man se, at alle de andre allerede er i gang.