Kan man blive kendt for at være ukendt? Det skulle man næsten tro, når man prøver at gøre sig klog på EU’s første præsident. Informations redaktør, Bent Winther, skriver i en leder 21. november under overskriften »Herman hvem?«, at Herman Van Rompuy er ukendt. Weekendavisen betegner præsidenten og den nye udenrigschef som »Mr. Who og Ms Nobody«, »Haiku-Herman - den anonyme samler,« hedder det i Berlingske Tidende, »Grå poet som præsident,« lyder det i Kristeligt Dagblad, og i Politiken hedder det, at »alle ville have en svag leder«.
Beskrivelsen af Herman Van Rompuy efterlader to muligheder: Enten er EU et Mickey Mouse-demokrati, eller også er de danske journalister for dårlige til at vejre, hvilken vej vinden blæser. Nok er Rompuy ingen Tony Blair, men der er altså noget at berette om manden. I de internationale medier kan man læse om økonomen, bloggeren, haiku-digteren og politikeren, at han i løbet af sit ene år som Belgiens premiereminister formåede at forene det flamske flertal med det franske mindretal ovenpå et 2008 med markant uro. Denne samlende evne krydret med hans selvironiske form for humor vil Rompuy utvivlsomt nyde godt af som EU’s præsident. En anden nyttig evne, Rompuy har med sig, er hans økonomiske flair. Som uddannet økonom med erfaring fra Belgiens centralbank og en økonomiministerpost i Belgien i 90’erne, hvor han var med til at få landets økonomi på ret køl, er han et stærkt kort i et EU præget af finanskrise. Og måske det oven i købet er en fordel ikke på forhånd at være sovset ind i diverse alliancer, som Blair ville være det.
Når de danske medier - i stedet for at erkende, at de ikke har fulgt med i hverken EU-politikken eller belgisk politik - skyder på Rompuy og erklærer ham for ukendt og valget for ‘et kompromis’, og det oven i købet erklæres, at EU er landet på ‘laveste fællesnævner’, plejer de forestillingen om EU som et Mickey Mouse-demokrati, der er ude af stand til at træffe (ordentlige) beslutninger.
Der er ingen tvivl om, at valget er et kompromis, men er det laveste fællesnævner? Og i så fald hvorfor? Det får de danske avislæsere ikke noget at vide om bortset fra, at vi åbenbart skal ærgre os over, at det er en kompromisskabende slider og ikke en stor karismatisk leder, der skal stå i spidsen for EU. Umiddelbart har jeg svært ved at se, hvorfor det skulle være ærgerligt med en dygtig og engageret politiker. Det eneste, der ærgrer mig, er, at jeg som avislæser ikke tidligere har kunnet læse om Rompuy, og hvordan det lykkedes ham at skabe samling i det særdeles splittede Belgien.
Karina Søby Madsen er cand.mag. og freelancejournalist