Al kunst er politisk, siger man. Men noget er altså mere politisk end andet. Novemberrepertoiret lader til at kappes om det mest konkrete, politiske udtryk. Ikke bare om klimaet, men også om vores Afrika-glemsel, vores østblok-fortrængning, vores diskriminationsfortielser og vores soldaterillusioner.
Rablende og aldeles vidunderlig er Mammutteatrets PPP på Nyaveny. Det er et portræt over den italienske filmmand og intellektuelle bøsseforkæmper Pier Paolo Pasolini, der blev fundet myrdet på en strand i 1975, 53 år gammel. For det er lykkedes Claus Flygare at komponere et uimodståeligt manuskript med replikker, der rammer Pasolinis eksistentielle drifter med præcision og kærlighed. Forestillingen er både frimodig og frivol - så smuk og overdådig som en vandretur i gyderne i Rom.
Sjældent har jeg set så charmerende italiensk en forestilling. Scenografen Christian Friedländer har ramt forkærligheden for madonnaskulpturer og blomsterkranse og søjler og vaklende caféborde, så det vitterlig er som at være der selv. Og den 30-årige instruktør Minna Johannesson har formået at holde galskaben frodig hele forestillingen igennem; også selv om en afsluttende filmsekvens egentlig blæser det italienske schwung væk til fordel for en forblæst, dansk strand og et stiliseret besøg på Glyptoteket.
Men pyt. Det forhindrer ikke forestillingen i at fremstå som humanitært teater med største kunstneriske overskud. For Olaf Johannessen spiller Pasolini med en uhyggelig selvdestruktion, som man gerne tror på, og som man efterhånden også forstår.
I allerførste scene optræder Johannessen alene. Han bliver overfaldet af usynlige gerningsmænd, og hans krop tager imod sparkene, så han ruller hen ad gulvet - til tilskuerne næsten mærker fornedrelsen på egen krop. Hans værste forbrydelse er ikke, at han er bøsse i et hyklerkatolsk Italien, men at han offentligt i en film fortæller, hvordan det er at være bøsse i et hyklerkatolsk Italien…
Johannessen er vildt trimmet, og det er de andre muskeldrenge omkring ham også. Og så kysser de hinanden på stribe, så man som tilskuer bliver helt svimmel. Carsten Bjørnlund spiller forrygende fysisk og musikalsk som Pasolinis indre Freud, og Toke Græsborg går i et med Jesus-figuren, med eller uden kors. Desuden får den unge Casper Crump sit triumferende gennembrud som ung, selvoptaget bøsse. Crump kan alle klichéerne, men han kan også parodiere dem afsindig morsomt. Hans machomodspejling er Henrik Birchs autoritetsfigurer - bøssehaderfaderen, politimanden, kujonjournalisten - som Birch gestalter med brændende brutalitet.
Men den væsentligste Pasolini-figur er og bliver mamma. Mamma Roma i Tina Gylling Mortensens uhæmmede fortolkning. Hun har sin frodige krop og sin benovelsesevne med sig i denne freakede rolle som Moder Jord. Stærkest, da hun sætter sig og ammer en fuldvoksen mand i fosterstilling, mens hun smiler til ham, som var han tre uger gammel.
Det er forrykt, og det viser netop, hvad Mammutteatret kan, når det er bedst: Rykke grænserne for vores spejling af verden og os selv, og vise hvordan vi lyver for at komme gennem dagen og vejen. Og hvordan vi afstår fra at handle, fordi det er behageligere at lade være.
Det er også passiviteten, som Stuart Lynch har slået ned på i sin mærkelige og monstrøse danseforestilling Look Homeward Angel til Jørgen Tellers stemningsmættede og uhyggelige savannemusik på Dansescenen. Her optræder Andrea Vagn Jensen som forskeren, der rejser afsted til Afrika for at gøre en forskel, men som får sin familie dræbt i den uforståelige kultur. Andrea Vagn Jensens mix af styrke og sårbarhed er forunderligt dragende, og danseren Samuel Prince Ibanda fra Uganda performer med en tilsvarende stædighed og kynisme. De er et sælsomt par. Og sammen med den sydafrikanske danser Tiziana Frachiollas afvisende sygeplejerskefigur bliver tropehistorien om det forliste menneske både dragende og uhyggeligt. For hvad er det lige, resten af verden gør for Afrika?
Teatret Vesper minder om, at vi også har glemt vores nære naboer i Berlin. I Simon K. Boberg og Jeppe Kristensens forestilling Postbox DDR på Grob er det Østberlins fortid, der oprulles i en række nøgne demonstrationssketches om socialismetvang og kapitalistdrømme. Formen er demonstrativt gymnasiedocerende, men også hylende grotesk. Og med Sarah Bobergs selvudstillende østborger, Joen Højerslevs sleske magtmæsker og Benjamin Boe Rasmussens op-af-kummefryseren-komiske russer, bliver forestillingen en latterdemo på kollektivets forfald. Indtil altså at den unge Stefani Ómarsdóttir sætter sig og spiller sin flugthistorie over Muren, så tilskuerne bliver helt stille.
Lydløse bliver tilskuerne til gengæld ikke til Afghanistan-forestillingen hos Limfjordsteatret i Nykøbing Mors. Tværtimod klukker man over de fire absurde klovne, der tumler rundt omkring hvert deres garderobeskab, der samtidig er deres seng - og deres potentielle kiste. For forestillingen Pinkie er et meget konkret surrealismebud på soldaterhverdagen lige nu. Ikke et ord bliver der sagt i denne klovnekavalkade, og dog forstår man alt, hvad disse ensomme og bange og drømmende soldater går igennem. Scenografen Annika Nilsson har skabt et scenisk Hell Land i bedste Dario Fo-stil, og instruktøren Gitta Malling har instrueret historien satirisk og gakket - med autentisk klovnemedkig fra Licidei-folkene i Skt. Petersborg.
Den herligt enfoldige Søren Møller Pedersen har derfor fået en minimal Napoleonshat over sin brednæse, mens den skægt emsige Maja Skovhus Rehøj har fået plads til sin høje hårtut i soldaterhjelmen. Og den strategisk selvoptagede Niels Peter Kløft spiller sine komikergags ud af heftigste tangent, mens han læser pornoblade i garderoben. Alligevel er det den lille, fletningemuntre Anna Panduro, der sætter følelserne vildest i gang, når hun skifter fra naiv soldaterbegynder med turistkamera til traumatiseret angstoffer i sit skab. Her rører Limfjordsteatret ved vores allesammens krig på mest raffinerede facon. Teatret udfordrer både følelser og tanker, og lige nu er der altså klare holdninger på spil. Med eller uden engle og soldaterkister.
PPP. Tekst: Claus Flygare. Instruktion: Minna Johannesson. Scenografi: Christian Friedländer. Mammutteatret på Nyaveny til 17. dec.
Postbox DDR. Tekst: Simon K. Boberg og Jeppe Kristensen. Iscenesættelse: Tue Biering. Scenografi: York Landgraf. Vesper på gæstespil hos Grob på Kaleidoskop til 12. dec.
Look Homeward, Angel. Tekst og instruktion: Stuart Lynch. Oversættelse og redigering: Nina Sokol. Musik: Jørgen Teller. Kostumedesign: Camilla Lind. Paradane på Dansescenen til 28. nov.
Pinkie. Koncept: Niels Peter Kløft, Søren Møller Pedersen, Maja Skovhus Rehøj og Anna Panduro. Instruktion: Gitta Malling. Klovnekonsulenter: Kasyan Ryvkin og Ekaterina Dorichenko (Skt. Petersborg). Limfjordsteatret til 28. nov. samt turné jan-feb.